Archive for Dogmatik

fredag, marts 6th, 2015

“Hvide velmenende ikke-racister er også racister” – Så hold dog kæft!

http://modkraft.dk/artikel/hvide-velmenende-ikke-racister-er-ogs-racister
Endnu et præmieeksempel på politisk korrekt meningstyranni (og begrebsdiktatur). Så skulle satan stå i det…

At forudfatte alle hvide som racister, pga. den historiske fortid OG forsøg på at interagere med udlændinge, er is ig selv en grædefærdig analytisk OG racistisk fejlslutning, og det italesætter ikke andet end yderligere afstand mellem grupperne.
Om jeg blot bemærker en persons udstråling (og mangfoldighed), hvilken eller herkomst nogen, kan ikke en skid, på andet end det mest illusoriske jammerintellektuelle plan, tilskrives racisme, hvis ikke jeg tildeler personens hudfarve eller nationalitet nogen negative karaktertræk, bevidst eller ubevidst. At lægge mærke til nogens karaktertræk er sgu da ikke det samme som at undertrykke dem! Implikationen heraf ville jo være at vi så helt skulle undgå hinanden som pesten og standse al dialog!
Hvis ikke du hverken aktivt eller ubevidst tillægger nogen diskriminaterende betydning til mennesker pga. deres hudfarver, herkomst eller etnicitet, så er logisk der ingen reel racisme at spore i det, og derfor bliver det en opgave for de postmoderne, totalitære ‘anti-racister’ at påpege “usynlige privilegier” og “usynlig racisme” hos hvide – som de så tillægger hele den kaukasiske race *qua* deres hvide hudfarve!! Et helt igennem pisseracistisk fordomsbillede!
Man skal fluekneppe og ‘gribe efter strå’, for at mene at de ting er racistiske. Det er simpelthen så sart at det er psykisk belastende. For andre end de i forvejen belastede hypersensitive papirfarisæer.

tirsdag, april 10th, 2012

Praktisk socialisme, Mattias Tesfaye, de ti teser og ledelsen i SF

I 2008 forfattede Mattias Tesfaye ti teser (som pressen tror er 2005), der for nylig har fået fornyet aktualitet, efter at han begyndte at opstille til SFs næstformandspost, da disse teser også vil være hans udgangspunkt som mulig næstformand.
Som jeg husker der stod beskrevet om Mattias Tesfaye’s et sted i blogsektionen på Modkraft, mener han at venstrefløjspartierne idag blot er partier for højtuddannede offentligt ansatte. Og det må man godkende, ved nærmere eftersyn. Der er en grund til at arbejderklassen har forladt venstrefløjen, og det er hvad Tesfaye sætter sig op imod.

Men når man optræder under paroler og linjer, der vil rette partiets fokus på arbejderfamilierne og arbejderklassen, vil den akademiske og elitært forankrede top i partiet øjeblikkeligt fare op og lægge låg på forsøgene på at give partiet en klasseorienteret profil og politik.

På det seneste har realpolitikere i SFs partitop bekriget Mattias Tesfaye i forbindelse med hans opstilling til næstformandsposten i partiet. Ledende personligheder fra SFs folketingsgruppe har rettet polemiske smæderier på Mattias Tesfaye, med intrigente antagelser som at disse teser af hans »er langt bedre dækket ind i et af de kommunistiske partier, end de er i SF« og at det “indsnævrer” SFs profil (som om de akademiske kaster og DJØF-eliten er et bredere segment i forhold til landets lønmodtagerflertal).

Det er klart at de højtuddannede, akademiske figurer med privilegerede sociale relationer, bosat i landets kultur eller DJØF-elite, vil få hårrejsning af enhver tale om klassekamp på partiets politiske dagsorden – deres loyalitet og sociale base ligger jo til bestyrelserne, logerne og ‘det gode selskab’ de forbinder sig med til dagligt i det parlamentariske system. Mattias Tesfaye, og de kritiske kræfter i SF-partiet må og skal støttes.

Om teserne. “Praktisk socialisme”.

De (oprindelige) ti teser kan ses i fuld form på Modkraft, her vil jeg bringe nogle foretrukne udpluk:

*“Politik er klassekamp. Udgangspunktet for alt politisk arbejde må derfor være arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår. Alle andre kategorier, herunder køn, etnicitet, tro og seksualitet, er kun interessante som en del af samfundets sociale struktur.
Mangfoldighedsstrategien fungerer som nyliberalismens HR-afdeling. Den præsenterer nye ligestillede subjekter, som f.eks. indvandrere og homoseksuelle, i den politiske kamp, og fungerer i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadelige for kampen for social retfærdighed.”

*”Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.
Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.”

– QFT!!!

*”Modstanderen bor i whiskeybæltet og i Indre By. Ikke på vestegnen og i de jyske industriområder.
Nyliberalismen er hovedmodstanderen. Både når den fremtræder i økonomisk forstand på den anden side af forhandlingsbordet. Og når den fremtræder i kulturel forstand til smart fernisering på et galleri.”

*”På integrationsområdet skal vi erkende, at de socialdemokratiske vestegns borgmestre havde ret i 80’erne og 90’erne. Vi stillede ikke nok integrationskrav til de nye medborgere, men spiste alt for mange af med sociale ydelser. Og godkendte familiesammenføringer i et omfang, hvor integrationen ikke kunne følge med.

På uddannelsesområdet skal vi erkende at begreberne ’ansvar for egen læring’ og ’læreren som konsulent’, var forkert politik. Og at vores udmøntning af projektarbejdet, har betydet en akademisering af skolen, skræddersyet til kulturelitens egne børn. I stedet skal vi have en mere praktisk tilgang til projektarbejdet, nationale tests og mere fokus på fagligheden i dansk og matematik i folkeskolens første klasser.”

Efter 3-4 årtiers erfaringer med venstreorienterede ledere efter ’68, kan vi nu konkludere to ting. For det første: Det er godt, at mange flere får en lang videregående uddannelse, og endnu bedre at de tilslutter sig vores partier. Vi har brug for deres evner. For det andet: De skal ikke tegne ledelsen af vores partier.

Arbejderklassen elsker sine intellektuelle, men ikke sine akademiske ledere. Så vil folk hellere have en hjemmehjælper fra Gentofte.

Samfundets værdier skabes på arbejdspladserne. Socialisternes værdier samler pt. støv på bogreolerne, og bliver snørklet og skamvredet i partifunktionærernes skåltaler.

Tesfaye’s teser fik også i sin tid på Modkraft meget hård modvind fra bl.a. idealistiske kredse og de fleste Enhedsliste-støtter, men faktisk er en god hoveddel af teserne ret pragtfulde og præcist formuleret – specielt tese 2, 3, 6, 7 og 9. Nødhjælpstendenserne på venstrefløjen er især slående. Det er ikke tilfældigt at en fortaler for noget så fatalt og forfejlet som mikokredit/mikrobanker kan få stående ovasioner på Roskilde-festivallen, og NGO’ernes idésæt har et stort tag på den

Mattias’ teser mangler bare en god snert af marxisme. For hvordan kan vi indenfor parlamentarismens snævre rammer kæmpe for et køleskab i skurvognen, fikserum, såvel som efterløn og fyldig sundhedssektor, når netop alle de, af arbejderbevægelsen, tilkæmpede rettigheder og sociale vindinger igennem 100 ÅR er under stærke angreb, mens bestyrelserne, bankerne og erhvervslivet bliver forgyldt med blankochecke, lønstigninger og profit, og alm. folk sættes på gaden og bliver massefyret? Svar: Der er brug for et totalt BRUD med det kapitalistiske system og bankernes diktatur! Vi kan IKKE skaffe værdige resultater ved at forhandle med erhvervslivets loger og borgerskabets ‘eksperter’ og agenter, eller at strømline partiets politik og kultur efter samme.

Tese 5 taler for at vi skal være ‘kompromissøgende’. Déri ligger en fejl – for med HVEM skal vi indgå kompromis? Med erhvervslivet, de borgerlige embedsmænd, som fagtoppen og partierne gør i deres smalle og rådne studeforhandlinger.

I SF og -U taler man så meget om at skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker, og om at “forandre verden”.
Men for at forandre verden, er man nødt til først at forstå den. Det kan vi dybest kun gøre ved at lære af revolutionære erfaringer og afvise samarbejde med de reaktionære lag i samfundets top, som arbejder alt hvad de kan for at afmontere de sociale forbedringer som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig samfundets brede flertal.

At typer som Pernille Frahm og (lovgivningsfeministen) Pernille Vigsø lægger afstand til Mattias politiske teser, fordi han omtaler arbejderfamilierne og mener at det brede flertal bør være udgangspunktet for partiets politik.

Eller, som en anden SF’er udlagde det på Facebook;
»Tænk at nogen kan ty til så usle offentlige angreb, fordi Mattias Tesfaye mener at den brede befolkning/arbejderklassen bør være udgangspunktet for SF’s politiske arbejde. Det siger i mine øjne virkeligt meget om afsenderne«

tirsdag, september 27th, 2011

Feminisme.

Jeg går ind for ægte ligeværd mellem køn, og derfor bryder jeg mig ikke om selve termen ‘feminisme’ da selve begrebet klinger af et udelukkende fokus på KVINDERS rettigheder og interesser. Historisk har feminismen, som under 1800-tallet, spillet en fremragende rolle og bragt masser af landvindinger, skaffet en masse reaktionært, undertrykkende lort af vejen, men hvordan er situationen idag?
Idag har vi en hel generation af mænd der falder ud over kanten, mens mange hos kvindekønnet nærmest bare lader til at stå på sidelinjen og håne dem som ‘tabere’ mens de spæner videre i deres evindelige karriereræs og jagt på egen vinding i systemet.Femi

Vi er på et punkt hvor feminine værdier og det kvindelige ego har alt for meget dominans i samfundet.
I hiphopkulturen (som tjener som et slags ‘frirum’) og i udkantsområderne kan man mærke et pift af de frustrationer og problemer der hersker på baggrund af det.

Disse tidligere artikler kredser nærmere ind på problemet:
http://politiken.dk/debat/ECE815366/feministerne-overser-de-svage-maend/
http://politiken.dk/debat/ECE787267/fri-mig-for-elitefeministerne/

Mere og mere ‘feminisme’ vil kun resultere i at kulturen og samfundet i endnu højere grad domineres af guldgravende, egoistiske karrierekvinder, samtidig med at mænd fremmedgøres og gøres til genstand for tabu og nederdragtigheder, og bliver ignoreret som de synker mere ned i social stigmatisering og fattigdom, mens elitens kvindelige prædikanter kun taler om bestyrelsesposter.
Jeg er edderrødme ligeglad med kvindelige bestyrelsesposter, og andre arenaer i toppen af samfundet, når vi har en kaste af mænd der falder totalt ned i systemet og skraber bunden, bl.a. fordi det moderne uddannelsessystem og arbejdsmarkede lægger vægt på akademiske, sociale færdigheder som ikke nødvendigvis er noget mænd mestrer, bl.a. de fysisk dygtige knægte, som kun taber mere og mere på at industrien siver ud af landet.

Skrot op med forkælede akademikere, og elitære eksperter der bosætter sig i et elfenbenstårn.
Den borgerlige feminisme må skraldes af bordet, for en klar klasselinje uden kønsegoistiske skel!

torsdag, juni 17th, 2010

Muggen røv til middelmådigheden

Det er noget tid siden denne artikel blev kommunikeret ud i luften, men jeg fik mine øjne op for den, og måtte reagere, da emnet berører mig særdeles meget. Jeg er nødt til at give Familien Danmark et vredladent vågnop-kald og gå i kødet på det voksenbegreb, som man i denne snerpede kultur bliver belemret så meget med, fra når man når op i tyverne.

– http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12372
Det handler om at man skal “vokse op” lade være at være en bøv, som det bliver kaldt.

Så klap dog gælderne i, alle i “modne”, middelmådige efternølere!

Jeres voksenbegreb trænger til en kæmpe vitaminindsprøjtning.

Det er så evigt trættende at høre om hvordan man skal leve sit liv og hvordan man skal være, bare for at leve op til jeres definition af hvad det vil sige at være voksen.

Pokker tage alle jer kedelige, emsige, småborgerlige, veluddannede mennesker, der skal rende og diktere jeres kedelige livsstil ned i halsene på de af os, der ikke gider at droppe gamle venner, skippe skifterne, , bare fordi vi når en vis alder.
Sikke noget forvrøvlet sludder.
Det er jo ikke noget der UDELUKKER at man kan holde orden i sin økonomi eller stå op og møde på sin arbejdsplads. Det handler bare om at balancere løjerne med al alvoren.

Det er bedrøvende at lægge øre til sådan en gang kvalmende konformisme, som gennemsyrer visse dele af kulturen.
Og det gælder især jer kvinder, der evig og altid skal gå og forlange at man er en kølig, højtlønnet gentleman, for at leve op til jer, i stedet for at i vægte efter nogen mere menneskelige værdier. Man kan sagtens være tro, ærlig og snakke om tingene stadigvæk.

Jeg gider ikke dømmes leve en tilværelse, der kun består i friværdi, kedelige skjorter, radiomusik, ejerboliger, kone og grædende unger, når jeg passerer de 30. Livet er for kort til kun at omfatte prestige, anseelse og privatøkonomi.
Der skal have lov at være lidt farver for helvede.

Jeg spørger: HVEM skal komme og fortælle os, at vi ildsjæle ikke kan sætte tid af til andet??

Det er ellers sjovt. Sidder lige og studser over…. Nogen af kommentarerne til artiklen nævner mennesker der både er veluddannede og familie, men samtidig. Det er da kun flot at der er voksne mænd der kan formå at have det sjovt i tilværelsen og samtidig passe pligterne. Og et eksempel på hvor jeg vil hen; at man ikke behøves at give afkald på alt godt og være grå og kedelig for at overleve.

I øvrigt, hvad hulen er der galt med Frank Hvam og Jackass (eller hvad med EVERLAST, Ill Bill, Jarlen, Blæs Bukki, Simon Kvamm, Jonny Hefty, Dan Turell(!!) og The Dudesons)? Skal man slet ikke have lov at være komiker, være kørende musiker eller lave stunts? Skal man absolut have job indenfor reklameindustrien, være vidensøkonom, coacher, firmadirektør eller salgskonsulent og spendere to tredjedele af tiden på karriereræs og ægteskab, for at være “voksen” efter det almene samfunds forventninger? Luk dog arret og skrid.

Lad os have vores kultur i fred. Vi bøvehoveder vil have lov til at være fjollede, høre høj musik, spille playstation, tylle bajere i muldposen, skråle på stadion, pisse i hækken, gå i hættetrøje, gøre noget snavset, råbe røv i skurvognen, headbange eller danse pogo (hva’ man nu er til). Så fis nu af med det snerpede sliddersladder. Grove ord måske, men intellektet udebliver da ikke.

Der er IKKE, og jeg gentager, IKKE, noget objektivt kriterie for hvad der er voksent, og hvad der ikke er!
Den slags er i overvældende grad dikteret af hvad kultur vi befinder os i. Så gør klogt i at tænke lidt udenfor rammerne, istedet for at læne jer på ad nøgne kendsgerninger.

Muggen røv til folket. Og masser af tæsk.

“Being a Grup [bøv, en.] isn’t, as it turns out, all about holding on to some misguided, well-marketed idea of youth—or, at least, isn’t just about that. It’s also about rejecting a hand-me-down model of adulthood that asks, or even necessitates, that you let go of everything you ever felt passionate about. It’s about reimagining adulthood as a period defined by promise, rather than compromise. And who can’t relate to that?”

I øvrigt, et godt nummer i denne anledning:


Hall of fame:

The Everlastin'Bøvkongen Johnny Knoxville

Techno Viking B-Real puffs a blunt HEFTY!

Dan  TurellEn af de gamle drenge!

mandag, juli 27th, 2009

Vestrefløjen, Iran og den aftagende politiske korrekthed

Det har været sagt alt for længe at venstrefløjen ignorererer islamiske diktaturstaters repression af dertilhørende befolkninger. Men der er ikke meget at komme efter længere. Den politisk korrekte epoke er på mange områder blevet mere og mere faset ud. Se bare her:

http://www.modkraft.dk/spip.php?page=recherche&recherche=Iran&x=0&y=0
http://www.enhedslisten.dk/search/node/Iran
http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Tema&id=15
http://indymedia.dk/search/
…og en smule på SF.dk, samt Villys blogpostering for det iranske oprør.

Omvendt, kommer der kun ganske få eller næsten ingen resultater frem ved søgning efter Iran på de borgerlige partiers hjemmesider. Og regeringens indstilling til det iranske regime har været ufattelig svagpisset, med Per Stig Møller der ligefrem godkendte “valgresultatet” som toppen af kransekagen.

Det kunne virke som om, at de borgerlige kræfter er i et dilemma i en situation som denne.
For på den ene side er de jo som bekendt stærkt aftagende overfor de totalitære, islamiske samfund, som de i mange år har været fremmest i kritikken af. Spc. i 80-90’erne og starten af 2000-tallet.
Men på den anden side er de grundlæggende stærkt aftagende overfor når folkemasserne og de nedre klasser for alvor tager sagen i egen hånd, gør oprør og laver revolution mod de undertrykkende, reaktionære strukturer. Opgøret med det etablerede hierarki har historisk altid været noget der fik de konservative meningsmagere til at krumme tæer.

Som regel foretrækker de fremgangsmåden om at man arbejder indenfor det eksisterende og kun forandrer (de ALLERværste) dele af samfundet. Ingen samfundsomvæltning, for så går det “for vidt” og så bliver folket jo for frie og kommer af med flere privilegerede skiderikker, og måske endda klasselag!

Det kniber dog med modtagelsen af venstrefløjens moralske opbakning til de underkuede, iranske masser. Mange jævne debattører fra det underlødige, danske brokkevælde, kommer med de mest beklagelige og klumpede argumenter om at grunden til at venstrekræfter som Villy, nu retter hård kritik mod reaktionære mørkemænd, BARE er for at score billige PR-points. Villy Søvndal bliver i politikens blogspalte lynchet sønder og sammen af borgerlige røster (udover de arrige venstrekræfter der stadig ikke har kastet fløjlshandskerne), fordi han ikke gejlede ligeså meget op under mordet på Theo Van Gogh og de reaktionære reaktioner på Muhammedtegningerne. De fatter åbenbart ikke at politikere også er mennesker, der kan ændre holdning og udvide deres horisont.

Hvorfor skal en politiker være dømt til at have en bestemt holdning for evig tid, blot fordi vedkommende engang har været tilbageholdende eller ment så og således?

fredag, juni 5th, 2009

Den åndsforsmåede sammenblanding af Lenin og Stalin

De fleste midter-, højre- og centrum-venstre-analytikere hælder til analysen om at leninismen som politisk tendens var/er synonym med stalinismen, hvilket er helt og aldeles forkert.

Den samfundsforandring der fandt sted under Stalin var i afgørende modsætning til Lenins kriterier for en sund arbejderstat. Progressionen i civillovgivningen man gennemførte under de tidlige bolsjevikker og i forhold til selve produktionsformen, stod i dyb kontrast til “Stålmandens” gulag-despoti, hvor der i virkeligheden var tale om en kontrarevolution. Uanset at Lenins partistruktur er meget streng og disciplinær, var der stadig langt imellem denne, og så til en model, hvor hele samfundet nærmest var påført en centralisme, udvidet til det absolutte. Bl.a. kendetegnet med deportering af revolutionære tænkere til Siberien, udrensninger i partiet, klapjagt på oppositionsfolk (i den grad også fra venstrefløjen!), stalinistiske lejemordere, meningspoliti, og anbringelse i tvangslejre.

Lenin var under alle omstændigheder agitator for et arbejderdemokrati i form af arbejderkomiteer, valg af alle embedsmænd, tilbagetrækning af kandidater, lige løn for både bureaukrater og arbejdere (som er blandt kriterierne for en sund arbejderstat, nedfældet i Lenins værk ‘Staten og revolutionen’) og ikke for en statssammensætning á la det stalinistiske etpartistyre.
Forskellen fra “proletariatets diktatur” til partiets diktatur”, er ligeledes vigtig at markere.

Også på punktet om statens militære apparat er Stalin og Lenin åbenlyst modstridende. Fra “ingen stående hær, men et bevæbnet folk” til kampvogne der ruller ind i Østeuropa og påtvinger Polen m.fl. et totalitært styre.
Stalin opbyggede også et statsapparat hvor partiet havde økonomiske privilegier på linje med et typisk bourgeoisi.
I modsætning til førnævnte kritierie om at ingen embedsmænd bør lønnes mere end den jævne arbejder (for at undgå levebrødsbureaukrater og nyrrige slyngler).

Højt op på listen af eksempler står den statskapitalistiske produktionsmåde med styring fra oven af et privilegeret bureaukrati, i modsætning til en egentlig arbejderstat, hvor der planlægges demokratisk, på basis af menige indbyggeres egne beslutninger, i samråd med staten.

Derudover oplevede Rusland et kæmpe tilbageskridt ift. kvindefrigørelsen og almene borgerrettigheder, i modsætning til revolutionens første år hvor abort og homoseksuelle parforhold blev afkriminaliseret.
For ikke at tale om alt det nationale hegemoni som det stalinistiske bureaukrati brugte som slør for den afsporede “klassekamp” og elendighederne ved det allestedsnærværende diktatur.

At Josef Stalin karakteriserede Sovjetunionen “marxistisk-leninistisk” og erklærede at bygge på hans læresætninger og teorier, spiller en ret underordnet rolle heraf. Der er altid nyrrige slyngler der tager andre til indtægt for deres gøren og laden.
Personligt er jeg skam ikke leninist. Der er stadig for meget disciplin og meningspligt til at jeg kan æde en partistruktur som ‘demokratisk centralisme’. Men frontsammenblandinger som denne her er afsporende, manipulerende og skaber ignorante forståelser af det politiske spektrum. Lige så vel som Trotskijs forkerte manøvre med at sætte Makhno-anarkisterne i bås med Tsaren og Kornilov kan synes at være meget absurd.

onsdag, april 29th, 2009

Venstres hovedløse sammenblanding og Søvndal om ØD

– fra http://jp.dk/indland/indland_politik/article1678472.ece

“På facaden virker Villy hyggelig, sjov og politisk tilforladelig, men samtidig forsøger han at snige rendyrket socialistisk dogmatik ind af bagdøren, hedder det i nyhedsbrevet som illustreres af et billede at Maos “Lille røde” og teksten: “Er det mon Maos “Lille røde”, der har inspireret Villy Søvndal…?”

Ifølge Venstre vil SF således indføre økonomisk demokrati (ØD) på landets virksomheder og dermed “fratage virksomhedsejere deres ret til selv at bestemme over virksomhedens økonomi”.”

Gudfaderbevares. Som om at økonomisk demokrati har det ringeste at gøre med Sovjetunionen, hvor der jo netop IKKE var økonomisk demokrati, men tværtimod en bureaukratisk dikteret produktionsplanlægning fra oven af et privilegeret statsapparat. Arbejderråd var ikke tilstede efter Stalins kontrarevolution (USSR var statskapitalistisk det meste af vejen, ikke socialistisk).

Og hvor er det plat at fremstille det som en “fratagelse” af personlig frihed og selvbestemmelse, for at arbejdsgiverne dikterer alle de andres position på arbejdspladsen, er jo netop IKKE selvbestemmelse, snarere noget der minder om enevælde.
De reaktionære torskehoveder bliver da også dummere og dummere. Kun ved at vende tingene helt og fuldstændigt på hovedet, kan de fremstille sig selv som “frihedens” garanter og eneleverandører.

Der er ikke engang nogen egentlig socialisme at spore i Villys oplæg. Ingen ekspropriering, eller grundlæggende opgør med privatejet, hvis man da skal dømme ud fra hans tilbagesvar:

“Jeg har da aldrig været i nærheden af at foreslå sovjetiske tilstande i Danmark. Og vi har heller aldrig foreslået ØD. Men vi har foreslået en ordning, hvor medarbejderne og virksomhederne afsætter en pulje penge til videreuddannelse.”

En sideløbende påstand:
“- Forbilledet for SF’s nye ledelse har muligvis været det 16 medlemmer store Politbureau, der var det øverste politiske organ i Det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen. SF’s nye principprogram er en lille pamflet med socialistiske paroler, der lyder som et ekko fra Mao og Marx. Man fristes til at kalde det nye principprogram for Villys lille røde, hedder det i nyhedsbrevet.”

– Hvad så med Venstres evindelige topstyre, smagsdommeri og tendens til forbyde kritikere munden indenfor deres eget partipalads?
Uanset det, bør man dog naturligvis være på vagt overfor den foreløbige udvikling i SF. Centralisering skal begrænses til kun at gælde i et absolut nødvendigt omfang. Ellers ender vi som socialdemokraterne hvor partitoppen orienterer sig til en nyliberal dagsorden mens der i baglandet hersker en mere klassisk socialdemokratisk idéånd.

onsdag, marts 19th, 2008

Massemediernes løgne om “marxismens 100 millioner af ofre”…

…afdækkes her:

http://www.dkp-ml.dk/ART/0545.htm

“…alle, der gennem årene har spekuleret i døde og fængslede i Sovjetunionen, har erklæret, at den dag arkiverne åbnes, ville deres påstande blive bekræftet. Det har alle der har spekuleret i døde og fanger i Sovjet sagt.

Men da arkiverne rent faktisk blev åbnet, og rapporterne begyndte at strømme ud, skete der noget mærkeligt. Nu var hverken spekulanterne i døde og indespærrede eller Gorbatjovs nye frie presse interesserede i arkiverne mere.”

(…)

Stabler af fantasital som disse dukkede op i den borgerlige presse i 1960’erne. De blev altid fremstillet som sande kendsgerninger, tilvejebragt på basis af videnskabelige metoder.

Massemediernes indflydelse på den offentlige opinion er så stor, at store dele af befolkningerne i de vestlige lande den dag i dag opfatter tallene som sande.”

Som aldeles anti-autoritær og udogmatisk venstrefløjet tænker må jeg under alle omstændigheder lægge afstand til morbide, centralistiske regimer som USSR.

Men derfor betyder det på ingen måde, at man skal puste diverse dødsantal op til mere end hvad de er.
Især ikke under så grufuld hjernevask og propagandistisk selvopbyggelse som det blev gjort i 50’erne frem til 90’er-årtiet, uden at den røde side af mønten fik lov at blive bragt frem i det offentlige lys.