Archive for Eksklusivt

lørdag, oktober 11th, 2008

Martin Ågerups kapringstogt

I URBAN anno den 9. oktober kunne man læse CEPOS-drengen Martin Ågerup og fortolkeren Martin Viums artikel om Beatles og hvorfor de hårdhændet påstår at deres politiske holdninger var liberalistisk anlagte.

Dette begrundes ud fra en slatten og løs begrebsforståelse om hvem der har patent på frihedsbegrebet og hvad der er i modsætning til dette.
Det bærende for dommen over Beatles’ politiske holdninger er at “Ideen om personlig frihed er liberal”, hvilket i sig selv er absurd og tåbeligt efter min mening, da frihedsbegrebet ikke kan monopoliseres, selvom det ofte bliver forsøgt. Specielt hos det liberale hold.

At Beatles udpensler tanker om frihed i deres tekster, placerer dem overhovedet ikke over i det højrefløjslibertinske felt pr. automatik. Der er for det første masser af anti-autoritære retninger indenfor venstrefløjen der bifalder frisind, selvudfoldelse og indskrænkning af staten (nærmest i overskyggende grad). Det være sig anarkosyndikalisme, venstrekommunisme, luxembourgisme, libertær socialisme, rådssocialisme, eller bare de jævne, ikke-vognspændte humanistiske tankesæt og de udogmatiske, anti-stalinistiske marxister.

Martin Ågerup, CEPOS

I øvrigt er det svært at forestille sig den udråbte og selvbesungne “Working Class Hero” John Lennon, og Labour-manden Paul McCartner være bosat i det casinoliberale hjørne. John Lennons kæmpede bravt for klassiske progressiv medmenneskelighed og hans venstrefløjsaktivisme var endda så omfattende, at den neokonservative Nixon-administration forsøgte at få ham ud af landet af frygt for at miste magten [*].
Ågerups måde at “bortforklare” hensigterne i sange som f.eks. “Eight Days A Week” og “Back In The USSR” munder ud i udenomssnak når han siger: “Ideen om personlig frihed er liberal, og meget fremherskende hos Beatles. John Lennon var i høj grad individualist”.

Og;“Den liberale tankegang ønsker ikke at bestemme, hvor meget eller hvor lidt folk skal arbejde. Det er bare vigtigt, at folk der vælger at arbejde mere, ikke også skal betale mere i skat.”

Det er jo egentligt noget fis, for den borgerlige klasse og arbejdsgiverstanden er jo netop interesserede i at få de arbejdende så meget op i timeantal som muligt, til så lidt i løn som muligt. Uden statslig regulering af markedet ville der bestemt være en tilskyndelse og en stigende tvang til at skulle arbejde mere og mere (indtil evt. nedslidning) af frygt for at blive skiftet ud, da der ikke ville være noget der stod udnyttelsen til trods. USA er, som altid, et fortræffeligt eksempel. Og de konkurrerende virksomheder ville være nødsaget til at stramme skruen om medarbejderne i samme retning.

Det er muligt at den liberale tankegang bifalder friheden til at arbejde i den mængde der passer én, men noget andet er lige netop hvad de borgerlige klasseinteresser tillader.
Det er ikke for ingenting at DI og Arbejdsgiverforeningerne kæmper en fortsat kamp for at komme væk med de lempelige forhold, og presse reallønningerne i en retning der er arbejdsgiverne til fordel.

Derudover, så kan man ikke dele det politiske venstre-højre op i en lineær “stat-individ”-måler, som den liberalisterne evigt og altid bruger. Det man er nødt til at forstå er, at der er afgrundsdyb forskel på at bruge staten til at regulere arbejdsmarkeder, og garantere produktionsforhold, og så at træde ind i almindelige individers dagligstue og forbyde dem at ryge cannabis, eksperimentere i deres seksualliv, eller at posere i en anderledes tøjstil. Sidstnævnte frihedssæt er noget som venstreorienterede i høj grad kan værdsætte og kæmpe for, også selvom der findes nogle pamperikker, sundshedsformyndere og socialbureaukrater der gerne vil stramme klemmen yderligere om det civile liv for “den fælles tryghed”.
Derudover så er begrebet “økonomisk frihed” et simplistisk udtryk, når det afgørende spørgsmål er hvilken klasse denne “frihed” er til fordel for.

Når vi snakker om synet på staten bør det i øvrigt nævnes, at den borgerlige klasse – bourgeoisiet – i virkeligheden benytter denne til at fastholde sin produktionsmåde, på samme måde som de dominerende lag i de forgangne slave- og feudalsamfund benyttede staten til at fastholde deres. F.eks. bruger bourgeoisiet i den nuværende krise staten til at kompensere for deres tab og udfaldet af det frie markeds kaos, på bekostning af almindelige menneskers pengepung, eller leder staten til at træffe beslutninger der beskytter de borgerlige privilegier, og sikre deres profitmargin, under trusler om udflytning, eksempelvis.

For at perspektivere yderligere over Martin Ågerups monopolisering af frihedsbegrebet, kan de vestlige borgerligt-imperialistiske regeringsmagter og deres initiativer også nævnes. Disse er klokkeklare eksempler på, at højrefløjen ikke har det mindste patent på frihed som helhed, og at det heller ikke i særlig stor grad er “frihed” der er deres dagsorden i øjeblikket.
Se f.eks. på initiativer som Fogh-kabinettets terrorpakker, klapjagt på minoriteter, hovedløse Christiania-razziaer, præventive anholdelser, krav om kollektive afstraffelser, nedsættelse af krim.lavlalder, Sarkozy-regeringens EVDIGE-projekt (overvågning af alle fagligt og politisk aktive over 13), USAs “Patriot Act”, og al den øvrige strøm af overvågning, stivpandethed, hemmeligt politi, mistænksomhed, hårdere straffe, frygt, angst, pis, papir, bureaukrati, og udhuling af forskelligheden. Hvem er det der lige der tendenserer til tvangstanker, og autoritære

Det må nu også være svært at slå en sådan frihed øvest på dagsordenen, når kapitalismen for længst er blevet reaktionær, i modsætning til hvad den var under de liberale revolutioner i 17-1800-tallet, hvor stemmeret, parlamentarisme, ytringsfrihed og afskaffelse af monarkiet udvidede den menneskelige tilværelse.

Liberalismen har altså ikke patent på frihed. Hverken kan The Beatles spændes fast i en borgerlig vogn for at udbasunere frihedsidealer i deres sanglyrikker.

torsdag, september 18th, 2008

Fra Urbanblog til WordPress…

Første indlæg på WordPress.com.

Mit forsøg på at overføre posteringer og andet indhold fra urbanblog-siden resistencia.urbanblog.dk lykkedes, så jeg vil da gå igang med at avende siden her.

Miljøet på Urbanblog havde det med at være præget af hverdagssnak og pladder snarere end politiske tankespind og dybsindige refleksioner…

fredag, april 25th, 2008

Quid Pro Quo

“When the capitalists and the ruling classes apologize for:
Colonialism, the 14 hour day, abuse of class privilege, 7 day working weeks, children in coal-mines, the opium wars, the massacre of the Paris Commune, slavery, the Spanish-American War, the Boer War, starvation, apartheid, anti-union laws, the First World War, Flanders, trench warfare, mustard gas, aerial bombing, the Soviet Intervention, the Armenian Genocide, the arms industry, chemical weapons production, fascism, the Great Depression, hunger marches, Nazism, the Spanish Civil War, militarism, Asbestosis, radiation death, the Massacre of Nanking, the Second World War, Belsen, Dresden, Hiroshima, Racism, The Mafia, nuclear weapons, the Korean War, DDT, McCarthyism, production lines, blacklists, Thalidomide, raping the Third World, poverty, Nixon, the arms race, plastic surgery, the electric chair, environmental degradation, the Vietnam War, the military suppression of Greece, India, Malaya, Indonesia, Chile, El Salvador, Nicaragua, Panama and Turkey, the Gulf War, trade in human body parts, malnutrition, Exxon Valdez, deforestation, organized crime, the Heroin and Cocain trade, tuberculosis, the destruction of the Ozone Layer, (contributions to the extent of) cancer, exploitation of labour and the deaths of 50,000,000 communists and trade unionists in this century alone, then, and only then, will I even consider apologizing for the errors of socialism.”

Blot et ‘lille’ citatudklip til eftertanke, da dødsbyrden for (den ekstreme, uhæmmede) kapitalisme historisk vel kan formås at overstige konsekvenserne for forvrænget kommunisme, set fra et dybere perspektiv og udenom historieforfalskningen <_<…

søndag, april 20th, 2008

Kulturradikalisme… Multikulturalistisk radikalisme?

Min forståelse af det kulturradikale begreb havde hidtil været noget i retning af en yderliggående oberservans, der byggede på en hang til fuldstændigt uhæmmet indvandring og multikulturalisme. Uden kvoter eller noget lignende.

Jeg tog lige godt fejl;

Kulturradikalisme iflg. Gyldendals psyk-pæd. ordbog

“Huh,” tænkte jeg. Jamen så er jeg jo ganske kulturradikal.

Det er altså noget så grundlæggende som opgøret med de gammelkonservative, reaktionære, forstokkede normer.
Kæft, trit og retning, spanskrør, traditionalistiske kønsroller, fastlåsning af kunst, og andet navlebeskuende gøgl.

Politikerne (på højreborgen) skulle måske overveje at bruge “skældsordet” lidt mere korrekt for fremtiden, istedet for at puste dets betydning op til noget der ligner 90’er-ignorancen og den blinde accept af Sharia…

Kulturradikalismen er tværtimod en oprigtig overbevisning at knytte sig til, i bekæmpelsen af de anti-progressive kredse indenfor Islam. Kvindekampen kan sgu ikke sikres fra højrenational side af, og kun en ganske tynd formalitet af demokratiets idealer bliver garanteret af de halvfascistoide forfatningsstrammere indenfor bl.a. justitsministeriet og paranoide folkemasser, der råber op om mere kontrol trods at den udvidede terrorlovgivning allerede nu rammer Greenpeace, lystfiskere og kritiske organisationer.

søndag, marts 16th, 2008

På forskud

Som en lille opstart til denne nyligt oprettede blogside, vil jeg indlede med et Âhóy(!) og bringe en kort formulering af min hensigt.

I nogle måneder har jeg været parkeret på blogspot, hvor der stort set ingen synlig dansk aktivitet er tilstede.
Det var derfor en nødvendighed at finde en anden ‘horisont’ at kaste skyts.

Vær indstillet på at de udlagte skriblerier, og div. artikler ikke vil bære præg af den samme slunkne realpolitik, som den jævne dansker trasker rundt i. Jeg har ganske enkelt tænkt mig at grave dybere ned i godset, og diske op med synsvinkler der forbliver ikke-eksisterende fra den daglige debat.

Den gennemsnitlige indbygger lader til at tro at de mest fremhævede mediebastioner præsenterer hele det samlede billede af verdenssituationen, at magthaverne lægger hele deres dagsorden åbent frem, at der ikke findes stærke økonomer på den anden side af det politiske spektrum, at det brede samarbejde over midten vil løse spændingerne/problemerne i det politiske klima, og at vores vestlige kompagnoner handler i fuld ansvarlighed overfor resten af verdenslandskabet.
Den dybdeløse autoritetstro indstilling til det etablerede samfund, baner vej for den reaktionære, demagogiske elite at cementere jerngrebet om retningen alt skal gå i.

Folk i al almindelighed tør kun forholde sig til det umiddelbare. Så snart man placerer sig uden for koncensus, bliver man fluks pustet op til noget altødelæggende og kontroversielt – uden at der tages højde for substansen i den kritikken. Well, oftest..

Alt imens at debatten rodfæster sig i den mest hylende sindsforladte begrebsforvirring.

It’s ON…