Archive for Formynderi

tirsdag, september 27th, 2011

Feminisme.

Jeg går ind for ægte ligeværd mellem køn, og derfor bryder jeg mig ikke om selve termen ‘feminisme’ da selve begrebet klinger af et udelukkende fokus på KVINDERS rettigheder og interesser. Historisk har feminismen, som under 1800-tallet, spillet en fremragende rolle og bragt masser af landvindinger, skaffet en masse reaktionært, undertrykkende lort af vejen, men hvordan er situationen idag?
Idag har vi en hel generation af mænd der falder ud over kanten, mens mange hos kvindekønnet nærmest bare lader til at stå på sidelinjen og håne dem som ‘tabere’ mens de spæner videre i deres evindelige karriereræs og jagt på egen vinding i systemet.Femi

Vi er på et punkt hvor feminine værdier og det kvindelige ego har alt for meget dominans i samfundet.
I hiphopkulturen (som tjener som et slags ‘frirum’) og i udkantsområderne kan man mærke et pift af de frustrationer og problemer der hersker på baggrund af det.

Disse tidligere artikler kredser nærmere ind på problemet:
http://politiken.dk/debat/ECE815366/feministerne-overser-de-svage-maend/
http://politiken.dk/debat/ECE787267/fri-mig-for-elitefeministerne/

Mere og mere ‘feminisme’ vil kun resultere i at kulturen og samfundet i endnu højere grad domineres af guldgravende, egoistiske karrierekvinder, samtidig med at mænd fremmedgøres og gøres til genstand for tabu og nederdragtigheder, og bliver ignoreret som de synker mere ned i social stigmatisering og fattigdom, mens elitens kvindelige prædikanter kun taler om bestyrelsesposter.
Jeg er edderrødme ligeglad med kvindelige bestyrelsesposter, og andre arenaer i toppen af samfundet, når vi har en kaste af mænd der falder totalt ned i systemet og skraber bunden, bl.a. fordi det moderne uddannelsessystem og arbejdsmarkede lægger vægt på akademiske, sociale færdigheder som ikke nødvendigvis er noget mænd mestrer, bl.a. de fysisk dygtige knægte, som kun taber mere og mere på at industrien siver ud af landet.

Skrot op med forkælede akademikere, og elitære eksperter der bosætter sig i et elfenbenstårn.
Den borgerlige feminisme må skraldes af bordet, for en klar klasselinje uden kønsegoistiske skel!

mandag, november 16th, 2009

Forbud mod vandpibetobak – Giv Forbudsdanmark fingeren!

Nu er de demagogiske borgpolitikere sat på banen med endnu en automatlogisk frihedsindsnævring. Alt imens krisen kradser sår og folk står uden job og får sværere ved at få sammenhængskraft i dagligdagen, sidder disse højtflyvende formyndere og gennemridder statistikker og bruger hjernekrudt på at finde flere måder på at genere vores privatliv og gøre vores personlige livsudfoldelser til syndebuk for samfundets kvaler, istedet for at gå i hak med virkelige problemer!

Jeg citerer fra DRs tekst-TV:

“De unge ryger for meget vandpibe i Danmark. Et flertal af partierne partierne ønsker derfor et forbud mod vandpibetobakken.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er nu gået aktivt ind i sagen.

– “Det er en rigtig dårlig ide med den søde vanedannende tobak i vandpiber.

Det er bekymrende, at den er blevet så populær blandt unge, og derfor er jeg ved at undersøge, hvordan vi kan gennemføre et forbud i Danmark´´”

Det kritisable er især at både venstre- og højrefløjen generelt støtter dette forslag.

For arbejderpartiernes vedkommende, virker det som om at man istedet for at køre klassekampen mod arbejdsgiverne/bourgeoisiet der presser almindelige ned i løn og ud fra arbejdsmarkedet, så forsøger disse pylrede formyndere istedet på at forbedre vores sociale kår, ved at angribe civilsamfundet selv, med stramme, nytteløse, bureaukratiske regler mod vores egen private adfærd.

Forbud er en sovepude ift. reelle problemløsninger, der kun skaber sorte markeder og frustration i det nedre samfund.

Det fratager folk retten til at sætte grænser for sig selv og dermed finde ud af hvordan de bedst balancerer deres livsstil. De bliver absolut ikke klogere af det.

Hvad bliver det næste? Tidsbegrænsning på at se TV og spille? Sexregulering? Alkoholforbud?

Disse højtflyvende stasi-politikere koncentrerer sig åbenlyst kun om umiddelbar statistik og formelle talangivelser for befolkningens sundhed. De forholder sig ikke til hvordan vi selv har det med at posere som vi gør. Eller om vi overhovedet har brug for skide tre ekstra leveår?

Det er i øvrigt demagogik af værste skuffe de skovler frem. Vandpibe, vanedannende? Den afgørende forskel fra alm. smøger er at vandpibe netop IKKE er vanedannende. Vandpibetobakken skader ligeså meget som den alm. tobak, men gør ikke én afhængig.

Og så kører de på den typiske luftballon om at det “føøører til” værre former for nydelsesmidler. Det er som at sige at alkoholikere startede med mælk.

Mystisk er det også, at selv Enhedslisten nikker ja til denne frihedsindskrænkning. Hænger det ikke rimelig dårligt sammen at gå ind for fri hash men samtidig forbyde en endnu mere harmløs form for rygning? *Face palm*

Hvis man ønsker at realisere alt hvad der hedder selvbestemmelse, frihed, og frihed til forskellighed, så skal man være imod og bekæmpe denne normalistiske tvangsepidemi.

Det er på tide at stoppe disse populistiske tosserier.

Giv nu ForbudsDanmark fingeren!

For en venstrefløj uden formynderi og forbudsmanier,

~ Thomas A.

lørdag, oktober 11th, 2008

Martin Ågerups kapringstogt

I URBAN anno den 9. oktober kunne man læse CEPOS-drengen Martin Ågerup og fortolkeren Martin Viums artikel om Beatles og hvorfor de hårdhændet påstår at deres politiske holdninger var liberalistisk anlagte.

Dette begrundes ud fra en slatten og løs begrebsforståelse om hvem der har patent på frihedsbegrebet og hvad der er i modsætning til dette.
Det bærende for dommen over Beatles’ politiske holdninger er at “Ideen om personlig frihed er liberal”, hvilket i sig selv er absurd og tåbeligt efter min mening, da frihedsbegrebet ikke kan monopoliseres, selvom det ofte bliver forsøgt. Specielt hos det liberale hold.

At Beatles udpensler tanker om frihed i deres tekster, placerer dem overhovedet ikke over i det højrefløjslibertinske felt pr. automatik. Der er for det første masser af anti-autoritære retninger indenfor venstrefløjen der bifalder frisind, selvudfoldelse og indskrænkning af staten (nærmest i overskyggende grad). Det være sig anarkosyndikalisme, venstrekommunisme, luxembourgisme, libertær socialisme, rådssocialisme, eller bare de jævne, ikke-vognspændte humanistiske tankesæt og de udogmatiske, anti-stalinistiske marxister.

Martin Ågerup, CEPOS

I øvrigt er det svært at forestille sig den udråbte og selvbesungne “Working Class Hero” John Lennon, og Labour-manden Paul McCartner være bosat i det casinoliberale hjørne. John Lennons kæmpede bravt for klassiske progressiv medmenneskelighed og hans venstrefløjsaktivisme var endda så omfattende, at den neokonservative Nixon-administration forsøgte at få ham ud af landet af frygt for at miste magten [*].
Ågerups måde at “bortforklare” hensigterne i sange som f.eks. “Eight Days A Week” og “Back In The USSR” munder ud i udenomssnak når han siger: “Ideen om personlig frihed er liberal, og meget fremherskende hos Beatles. John Lennon var i høj grad individualist”.

Og;“Den liberale tankegang ønsker ikke at bestemme, hvor meget eller hvor lidt folk skal arbejde. Det er bare vigtigt, at folk der vælger at arbejde mere, ikke også skal betale mere i skat.”

Det er jo egentligt noget fis, for den borgerlige klasse og arbejdsgiverstanden er jo netop interesserede i at få de arbejdende så meget op i timeantal som muligt, til så lidt i løn som muligt. Uden statslig regulering af markedet ville der bestemt være en tilskyndelse og en stigende tvang til at skulle arbejde mere og mere (indtil evt. nedslidning) af frygt for at blive skiftet ud, da der ikke ville være noget der stod udnyttelsen til trods. USA er, som altid, et fortræffeligt eksempel. Og de konkurrerende virksomheder ville være nødsaget til at stramme skruen om medarbejderne i samme retning.

Det er muligt at den liberale tankegang bifalder friheden til at arbejde i den mængde der passer én, men noget andet er lige netop hvad de borgerlige klasseinteresser tillader.
Det er ikke for ingenting at DI og Arbejdsgiverforeningerne kæmper en fortsat kamp for at komme væk med de lempelige forhold, og presse reallønningerne i en retning der er arbejdsgiverne til fordel.

Derudover, så kan man ikke dele det politiske venstre-højre op i en lineær “stat-individ”-måler, som den liberalisterne evigt og altid bruger. Det man er nødt til at forstå er, at der er afgrundsdyb forskel på at bruge staten til at regulere arbejdsmarkeder, og garantere produktionsforhold, og så at træde ind i almindelige individers dagligstue og forbyde dem at ryge cannabis, eksperimentere i deres seksualliv, eller at posere i en anderledes tøjstil. Sidstnævnte frihedssæt er noget som venstreorienterede i høj grad kan værdsætte og kæmpe for, også selvom der findes nogle pamperikker, sundshedsformyndere og socialbureaukrater der gerne vil stramme klemmen yderligere om det civile liv for “den fælles tryghed”.
Derudover så er begrebet “økonomisk frihed” et simplistisk udtryk, når det afgørende spørgsmål er hvilken klasse denne “frihed” er til fordel for.

Når vi snakker om synet på staten bør det i øvrigt nævnes, at den borgerlige klasse – bourgeoisiet – i virkeligheden benytter denne til at fastholde sin produktionsmåde, på samme måde som de dominerende lag i de forgangne slave- og feudalsamfund benyttede staten til at fastholde deres. F.eks. bruger bourgeoisiet i den nuværende krise staten til at kompensere for deres tab og udfaldet af det frie markeds kaos, på bekostning af almindelige menneskers pengepung, eller leder staten til at træffe beslutninger der beskytter de borgerlige privilegier, og sikre deres profitmargin, under trusler om udflytning, eksempelvis.

For at perspektivere yderligere over Martin Ågerups monopolisering af frihedsbegrebet, kan de vestlige borgerligt-imperialistiske regeringsmagter og deres initiativer også nævnes. Disse er klokkeklare eksempler på, at højrefløjen ikke har det mindste patent på frihed som helhed, og at det heller ikke i særlig stor grad er “frihed” der er deres dagsorden i øjeblikket.
Se f.eks. på initiativer som Fogh-kabinettets terrorpakker, klapjagt på minoriteter, hovedløse Christiania-razziaer, præventive anholdelser, krav om kollektive afstraffelser, nedsættelse af krim.lavlalder, Sarkozy-regeringens EVDIGE-projekt (overvågning af alle fagligt og politisk aktive over 13), USAs “Patriot Act”, og al den øvrige strøm af overvågning, stivpandethed, hemmeligt politi, mistænksomhed, hårdere straffe, frygt, angst, pis, papir, bureaukrati, og udhuling af forskelligheden. Hvem er det der lige der tendenserer til tvangstanker, og autoritære

Det må nu også være svært at slå en sådan frihed øvest på dagsordenen, når kapitalismen for længst er blevet reaktionær, i modsætning til hvad den var under de liberale revolutioner i 17-1800-tallet, hvor stemmeret, parlamentarisme, ytringsfrihed og afskaffelse af monarkiet udvidede den menneskelige tilværelse.

Liberalismen har altså ikke patent på frihed. Hverken kan The Beatles spændes fast i en borgerlig vogn for at udbasunere frihedsidealer i deres sanglyrikker.