Archive for Frihedsbegrebet

mandag, november 16th, 2009

Forbud mod vandpibetobak – Giv Forbudsdanmark fingeren!

Nu er de demagogiske borgpolitikere sat på banen med endnu en automatlogisk frihedsindsnævring. Alt imens krisen kradser sår og folk står uden job og får sværere ved at få sammenhængskraft i dagligdagen, sidder disse højtflyvende formyndere og gennemridder statistikker og bruger hjernekrudt på at finde flere måder på at genere vores privatliv og gøre vores personlige livsudfoldelser til syndebuk for samfundets kvaler, istedet for at gå i hak med virkelige problemer!

Jeg citerer fra DRs tekst-TV:

“De unge ryger for meget vandpibe i Danmark. Et flertal af partierne partierne ønsker derfor et forbud mod vandpibetobakken.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er nu gået aktivt ind i sagen.

– “Det er en rigtig dårlig ide med den søde vanedannende tobak i vandpiber.

Det er bekymrende, at den er blevet så populær blandt unge, og derfor er jeg ved at undersøge, hvordan vi kan gennemføre et forbud i Danmark´´”

Det kritisable er især at både venstre- og højrefløjen generelt støtter dette forslag.

For arbejderpartiernes vedkommende, virker det som om at man istedet for at køre klassekampen mod arbejdsgiverne/bourgeoisiet der presser almindelige ned i løn og ud fra arbejdsmarkedet, så forsøger disse pylrede formyndere istedet på at forbedre vores sociale kår, ved at angribe civilsamfundet selv, med stramme, nytteløse, bureaukratiske regler mod vores egen private adfærd.

Forbud er en sovepude ift. reelle problemløsninger, der kun skaber sorte markeder og frustration i det nedre samfund.

Det fratager folk retten til at sætte grænser for sig selv og dermed finde ud af hvordan de bedst balancerer deres livsstil. De bliver absolut ikke klogere af det.

Hvad bliver det næste? Tidsbegrænsning på at se TV og spille? Sexregulering? Alkoholforbud?

Disse højtflyvende stasi-politikere koncentrerer sig åbenlyst kun om umiddelbar statistik og formelle talangivelser for befolkningens sundhed. De forholder sig ikke til hvordan vi selv har det med at posere som vi gør. Eller om vi overhovedet har brug for skide tre ekstra leveår?

Det er i øvrigt demagogik af værste skuffe de skovler frem. Vandpibe, vanedannende? Den afgørende forskel fra alm. smøger er at vandpibe netop IKKE er vanedannende. Vandpibetobakken skader ligeså meget som den alm. tobak, men gør ikke én afhængig.

Og så kører de på den typiske luftballon om at det “føøører til” værre former for nydelsesmidler. Det er som at sige at alkoholikere startede med mælk.

Mystisk er det også, at selv Enhedslisten nikker ja til denne frihedsindskrænkning. Hænger det ikke rimelig dårligt sammen at gå ind for fri hash men samtidig forbyde en endnu mere harmløs form for rygning? *Face palm*

Hvis man ønsker at realisere alt hvad der hedder selvbestemmelse, frihed, og frihed til forskellighed, så skal man være imod og bekæmpe denne normalistiske tvangsepidemi.

Det er på tide at stoppe disse populistiske tosserier.

Giv nu ForbudsDanmark fingeren!

For en venstrefløj uden formynderi og forbudsmanier,

~ Thomas A.

onsdag, april 29th, 2009

Venstres hovedløse sammenblanding og Søvndal om ØD

– fra http://jp.dk/indland/indland_politik/article1678472.ece

“På facaden virker Villy hyggelig, sjov og politisk tilforladelig, men samtidig forsøger han at snige rendyrket socialistisk dogmatik ind af bagdøren, hedder det i nyhedsbrevet som illustreres af et billede at Maos “Lille røde” og teksten: “Er det mon Maos “Lille røde”, der har inspireret Villy Søvndal…?”

Ifølge Venstre vil SF således indføre økonomisk demokrati (ØD) på landets virksomheder og dermed “fratage virksomhedsejere deres ret til selv at bestemme over virksomhedens økonomi”.”

Gudfaderbevares. Som om at økonomisk demokrati har det ringeste at gøre med Sovjetunionen, hvor der jo netop IKKE var økonomisk demokrati, men tværtimod en bureaukratisk dikteret produktionsplanlægning fra oven af et privilegeret statsapparat. Arbejderråd var ikke tilstede efter Stalins kontrarevolution (USSR var statskapitalistisk det meste af vejen, ikke socialistisk).

Og hvor er det plat at fremstille det som en “fratagelse” af personlig frihed og selvbestemmelse, for at arbejdsgiverne dikterer alle de andres position på arbejdspladsen, er jo netop IKKE selvbestemmelse, snarere noget der minder om enevælde.
De reaktionære torskehoveder bliver da også dummere og dummere. Kun ved at vende tingene helt og fuldstændigt på hovedet, kan de fremstille sig selv som “frihedens” garanter og eneleverandører.

Der er ikke engang nogen egentlig socialisme at spore i Villys oplæg. Ingen ekspropriering, eller grundlæggende opgør med privatejet, hvis man da skal dømme ud fra hans tilbagesvar:

“Jeg har da aldrig været i nærheden af at foreslå sovjetiske tilstande i Danmark. Og vi har heller aldrig foreslået ØD. Men vi har foreslået en ordning, hvor medarbejderne og virksomhederne afsætter en pulje penge til videreuddannelse.”

En sideløbende påstand:
“- Forbilledet for SF’s nye ledelse har muligvis været det 16 medlemmer store Politbureau, der var det øverste politiske organ i Det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen. SF’s nye principprogram er en lille pamflet med socialistiske paroler, der lyder som et ekko fra Mao og Marx. Man fristes til at kalde det nye principprogram for Villys lille røde, hedder det i nyhedsbrevet.”

– Hvad så med Venstres evindelige topstyre, smagsdommeri og tendens til forbyde kritikere munden indenfor deres eget partipalads?
Uanset det, bør man dog naturligvis være på vagt overfor den foreløbige udvikling i SF. Centralisering skal begrænses til kun at gælde i et absolut nødvendigt omfang. Ellers ender vi som socialdemokraterne hvor partitoppen orienterer sig til en nyliberal dagsorden mens der i baglandet hersker en mere klassisk socialdemokratisk idéånd.

lørdag, oktober 11th, 2008

Martin Ågerups kapringstogt

I URBAN anno den 9. oktober kunne man læse CEPOS-drengen Martin Ågerup og fortolkeren Martin Viums artikel om Beatles og hvorfor de hårdhændet påstår at deres politiske holdninger var liberalistisk anlagte.

Dette begrundes ud fra en slatten og løs begrebsforståelse om hvem der har patent på frihedsbegrebet og hvad der er i modsætning til dette.
Det bærende for dommen over Beatles’ politiske holdninger er at “Ideen om personlig frihed er liberal”, hvilket i sig selv er absurd og tåbeligt efter min mening, da frihedsbegrebet ikke kan monopoliseres, selvom det ofte bliver forsøgt. Specielt hos det liberale hold.

At Beatles udpensler tanker om frihed i deres tekster, placerer dem overhovedet ikke over i det højrefløjslibertinske felt pr. automatik. Der er for det første masser af anti-autoritære retninger indenfor venstrefløjen der bifalder frisind, selvudfoldelse og indskrænkning af staten (nærmest i overskyggende grad). Det være sig anarkosyndikalisme, venstrekommunisme, luxembourgisme, libertær socialisme, rådssocialisme, eller bare de jævne, ikke-vognspændte humanistiske tankesæt og de udogmatiske, anti-stalinistiske marxister.

Martin Ågerup, CEPOS

I øvrigt er det svært at forestille sig den udråbte og selvbesungne “Working Class Hero” John Lennon, og Labour-manden Paul McCartner være bosat i det casinoliberale hjørne. John Lennons kæmpede bravt for klassiske progressiv medmenneskelighed og hans venstrefløjsaktivisme var endda så omfattende, at den neokonservative Nixon-administration forsøgte at få ham ud af landet af frygt for at miste magten [*].
Ågerups måde at “bortforklare” hensigterne i sange som f.eks. “Eight Days A Week” og “Back In The USSR” munder ud i udenomssnak når han siger: “Ideen om personlig frihed er liberal, og meget fremherskende hos Beatles. John Lennon var i høj grad individualist”.

Og;“Den liberale tankegang ønsker ikke at bestemme, hvor meget eller hvor lidt folk skal arbejde. Det er bare vigtigt, at folk der vælger at arbejde mere, ikke også skal betale mere i skat.”

Det er jo egentligt noget fis, for den borgerlige klasse og arbejdsgiverstanden er jo netop interesserede i at få de arbejdende så meget op i timeantal som muligt, til så lidt i løn som muligt. Uden statslig regulering af markedet ville der bestemt være en tilskyndelse og en stigende tvang til at skulle arbejde mere og mere (indtil evt. nedslidning) af frygt for at blive skiftet ud, da der ikke ville være noget der stod udnyttelsen til trods. USA er, som altid, et fortræffeligt eksempel. Og de konkurrerende virksomheder ville være nødsaget til at stramme skruen om medarbejderne i samme retning.

Det er muligt at den liberale tankegang bifalder friheden til at arbejde i den mængde der passer én, men noget andet er lige netop hvad de borgerlige klasseinteresser tillader.
Det er ikke for ingenting at DI og Arbejdsgiverforeningerne kæmper en fortsat kamp for at komme væk med de lempelige forhold, og presse reallønningerne i en retning der er arbejdsgiverne til fordel.

Derudover, så kan man ikke dele det politiske venstre-højre op i en lineær “stat-individ”-måler, som den liberalisterne evigt og altid bruger. Det man er nødt til at forstå er, at der er afgrundsdyb forskel på at bruge staten til at regulere arbejdsmarkeder, og garantere produktionsforhold, og så at træde ind i almindelige individers dagligstue og forbyde dem at ryge cannabis, eksperimentere i deres seksualliv, eller at posere i en anderledes tøjstil. Sidstnævnte frihedssæt er noget som venstreorienterede i høj grad kan værdsætte og kæmpe for, også selvom der findes nogle pamperikker, sundshedsformyndere og socialbureaukrater der gerne vil stramme klemmen yderligere om det civile liv for “den fælles tryghed”.
Derudover så er begrebet “økonomisk frihed” et simplistisk udtryk, når det afgørende spørgsmål er hvilken klasse denne “frihed” er til fordel for.

Når vi snakker om synet på staten bør det i øvrigt nævnes, at den borgerlige klasse – bourgeoisiet – i virkeligheden benytter denne til at fastholde sin produktionsmåde, på samme måde som de dominerende lag i de forgangne slave- og feudalsamfund benyttede staten til at fastholde deres. F.eks. bruger bourgeoisiet i den nuværende krise staten til at kompensere for deres tab og udfaldet af det frie markeds kaos, på bekostning af almindelige menneskers pengepung, eller leder staten til at træffe beslutninger der beskytter de borgerlige privilegier, og sikre deres profitmargin, under trusler om udflytning, eksempelvis.

For at perspektivere yderligere over Martin Ågerups monopolisering af frihedsbegrebet, kan de vestlige borgerligt-imperialistiske regeringsmagter og deres initiativer også nævnes. Disse er klokkeklare eksempler på, at højrefløjen ikke har det mindste patent på frihed som helhed, og at det heller ikke i særlig stor grad er “frihed” der er deres dagsorden i øjeblikket.
Se f.eks. på initiativer som Fogh-kabinettets terrorpakker, klapjagt på minoriteter, hovedløse Christiania-razziaer, præventive anholdelser, krav om kollektive afstraffelser, nedsættelse af krim.lavlalder, Sarkozy-regeringens EVDIGE-projekt (overvågning af alle fagligt og politisk aktive over 13), USAs “Patriot Act”, og al den øvrige strøm af overvågning, stivpandethed, hemmeligt politi, mistænksomhed, hårdere straffe, frygt, angst, pis, papir, bureaukrati, og udhuling af forskelligheden. Hvem er det der lige der tendenserer til tvangstanker, og autoritære

Det må nu også være svært at slå en sådan frihed øvest på dagsordenen, når kapitalismen for længst er blevet reaktionær, i modsætning til hvad den var under de liberale revolutioner i 17-1800-tallet, hvor stemmeret, parlamentarisme, ytringsfrihed og afskaffelse af monarkiet udvidede den menneskelige tilværelse.

Liberalismen har altså ikke patent på frihed. Hverken kan The Beatles spændes fast i en borgerlig vogn for at udbasunere frihedsidealer i deres sanglyrikker.