Archive for Idealisme

tirsdag, februar 17th, 2015

Er det ‘fremmedhadet’ og danskernes skyld?

Mens der nu, efter lørdagens skuddrama, igen er kog i tolerance/racisme-debatten, skriver Carsten Jensen i en gårsdagens Politiken-klumme:
“Det er vigtigt at vide alt om gerningsmanden og hans motiver. Er han en hjemvendt syrienskriger? Ligger smittekilden i udlandet? Men der er et andet spørgsmål, der er lige så vigtigt. Hvem er vi som nation?
(…) Kan vi selv være en af smittekilderne? (…) Danmark er sammen med Belgien og Storbritannien det eneste europæiske land, der de sidste tolv år har deltaget i de fire krige i Irak, Afghanistan, Libyen og nu mod Islamisk Stat.
Danmark er sammen med Belgien det europæiske land, der relativt set leverer flest krigere til Syrien. (…)
Da terrorattentatet fandt sted lørdag eftermiddag, var det fraværet af forbløffelse, der var det mest bemærkelsesværdige ved reaktionen på de sociale medier. Alle havde ventet det. Vi er et land, der i to årtier har styret målrettet mod konfrontationen. Nu har vi fået den.”
[1]

Klogt skrevet, men det er enøjet og problemfornægtende at tro, at det kun er en konfrontation skabt af ‘fremmedfjendske’ danskere. Der var ghettodannelse, parallelkultur, kriminalhyppighed, anti-verdslig afsky og reaktionær æreskultur blandt indvandrerkredse allerede i 80-90’erne, da Danmark havde Europas mest liberale udlændingelov. Det er derfor befolkningen vendte sig mod den og rykkede til højre til at begynde med. Der var allerede en kulturkløft i selve disse kulturforskelle.
Det er ikke nok bare at plædere tolerance.

Men det er samtidig helt korrekt at krigsdeltagelserne har bidraget/bidrager til polariseringen. Faktisk er det i stor stil den vestlige, særligt amerikanske, imperialisme og udenrigspolitik, der har dannet grundlag for de reaktionære religiøse islamiske kræfters udbredelse. De islamistiske grupperinger rundt omkring i Mellemøsten blev under den Kolde Krig støttet og opfostret af vestlige kræfter, som et makabert bolværk mod Sovjetunionen og den arabiske arbejderbevægelse.
Det sås bl.a. med støtten til Saddam Hussein i Irak, det pakistanske militærdiktatur med Zia Ul-Haq, det Muslimske Broderskab (tidl.), de reaktionære gejstlige i Iran (som affødte præstestyret), de afghanske mujahedinere (som affødte Taliban-bevægelsen) og også kammeratskabet med Saudi-Arabien.
Kampen mod islamismen må have imperialismen som hovedfjende, da de islamiske nyfundamentalister er deres affaldsprodukt.

_____________________________________________________________________
[1]
politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2548461/i-to-aartier-har-vi-maalrettet-styret-mod-konfrontationen—nu-har-vi-faaet-den/

søndag, november 16th, 2014

Eksklusive minoriteter, offergørelse og ligegyldiggørelse af fællesskabet

Når storbyens venstrefløjsfolk og ‘progressive’ aktivisttyper taler om rettigheder, er det oftest altid ud fra en individualiseret tilgang og med et underliggende perspektiv om ‘hvor meget kan jeg få?’. F.eks når der tales om seksuelle minoriteters identitet(er), om (konstant) behov for ‘mere mangfoldighed’ i storbyrummet eller ønskes mere kønsneutralitet i diverse institutioner.
Altid med hovedfokusset rettet mod de særlige enkeltpersoners og minoritetsgruppers mulighed for at definere sig selv (og skabe deres identitet) som forskellige og ih så ‘unikke’ fra (og mere ‘moderne’ end) alle andre, hvor det er vigtigere at de individer kan definere sig i modsætning til den almene, ‘kedelige pøbel’, end om de bliver set eller kan indgå som en del af det samme samfund, og dermed fællesskabet.
Altså kort fortalt – deres identitet, er vigtigere end samfundets helhed!
Der tales aldrig om pligter, eller andet, som knytter dem til fællesskabet, i menig mands øjne, og kommer derfor til at stå som hellige, selvgode apostle, med deres politisk korrekthed. Offergørelse, fragmentering er en udbredt børnesygdom hos den postmoderne venstrefløj. Det er de altid frelste, velfriserede, pæne, veluddannede metropolitter og kosmopolitanske storbypolitikere og meningsdannere, jeg taler om her.
For en del mennesker bliver det irriterende at høre på disse ‘progressive’ dagsordener, som på ingen måde tager DERES virkelighed og dagligdag i betragtning, og derfor mere tiltrækkende at kigge over mod højrefløjen.
Victimized society

fredag, maj 15th, 2009

“Hyskenstræde, en frihedseksplosion”!

Bunden er nået hos den radikale venstrefløj. I en af de seneste artikler på Modkraft (der ved gud ikke skal smides i bås med disse infantildestruktivister, blot fordi de dækker hvad der sker indenfor de rækker) tordner nogle af bagfolkene bag galeværket på Hyskenstræde frem med blomstrende analyser og “teser” som “Hyskenstræde var frihedseksplosion”, “Hærværk er politik” og “Mange er ekskluderet fra hærværket, men hærværket burde være for alle, ikke kun for hvide, danske heteromænd!”.

Ja selvfølgelig! Hærværket er da for hulen ikke et problemet, der er bare ikke NOK der deltager i det!
Som om at rudeknusningerne og smadring af bilerne bliver det mindste mere formildende bare fordi skaderne er endnu mere omfattende! Nu kan det da umuligt blive mere retarderet og børnet.

Hærværk er ikke en skid politik. At udøve flyvsk, materiel skade på bygninger og genstande ændrer ikke ved nogen klassemæssige styrkeforhold. Det fører ikke nogen forbedringer med sig. Det ændrer ikke ved grundlæggende samfundsforhold. Og det giver heller ikke vores kultur et ryk fremad.
Det gør kun det, at befolkningen nærer større og større tillid til statsapparatet og reaktionære, autoritære tiltag, samt at befolkningen ser mere igennem fingrene med egentlig politibrutalitet. Kort sagt, det fostrer en mere reaktionær folkestemning. Det gør os IKKE mere frisindede og pædagogiske!

Selvfølgelig er det kvalmende med al den snobbede ensretning, metroseksuelle konformitet, eksklusion og den hjerneblæste lemmingeforbrugerisme.
Men man giver bare ikke den dominerende kultur det mindste alternativ ved at smadre løs på folks hjemlige arealer og tilværelse!

Graffiti KAN være smukt. Men det er det da ikke for alle hvis det absolut SKAL gå udover almindelige beboeres private ejendele. Lav det på et sted hvor det ikke går udover almindelige menneskers hårdt opsparede boliger.

Den yderste venstrefløj (dvs. diverse anarkistiske strømninger) lader slet ikke til at have fattet hvad revolutionær samfundsforandring handler om. Som det blev skrevet om anarkistisk kamppraksis i en artikel om mordet på den 15-årige demonstrant i Grækenland jeg læste andetsteds:

…”hele arbejderklassen må blive mobiliseret ved brug af klassekampens metoder. Med mindre arbejderklassen organisationer mobiliserer alle deres kræfter vil de begå en meget alvorlig fejl ved at overlade modstanden i hænderne på anarkisterne og ultra-venstre grupper der insisterer på deres blinde og hasarderede metoder. Afbrændingen af biler og butikker er en ”kampmetode”, der har den modsatte effekt af hvad man ønsker. Disse metoder giver politistyrkerne den undskyldning som de leder efter til at kunne fremstille sig selv som ”forsvarerne af folkets ejendom”. Det medvirker til at aflede opmærksomheden fra politiets ansvar og til at kriminalisere ungdomsbevægelsen.”

Og hvor er det klart sagt. Ganske vist er denne sag kulturelt funderet og har ikke noget at gøre med egentlig klassekamp og økonomiske vilkår at gøre, men de samme symptomer viser sig.
Mange anarkister har for vane at indskrænke kampen til deres egen lille symbolske ødelæggelsesfest, hvor alt i samfundet, både borgere, samtlige politikere, og værdigenstande gøres til “fjenden”, istedet for at se på den faktiske virkelighed og forholde sig til folks behov og eksistens.

Disse kampmetoder, sidestillet med deres indædte afsky mod alt der hedder organisering, ledelse, og kollektiv handling, påviser at den anarkistiske praksis er håbløst som intet andet. De vil aldrig have basis for at kunne nå et klasseløst samfund uden hierarkier, når de foragter det der skal til for at gennemføre den samfundsforandring de drømmer om. Og især når de foragter folket som helhed.

Man forbedrer heller ikke produktionsforholdene, når man insisterer på ikke at gøre brug af et statsapparat, som netop er nødvendigt for at ekspropriere ressourcer og produktionsapparater, og afskaffe bourgeoisiets enevældige råderet over produktionen. Og specielt ikke ved at smadre de steder hvor folk arbejder. Det opstiller mere et slags scenarie hvor kampen går mellem et samfund med produktion og vækst, og et samfund hvor der slet ikke er nogen produktion, bare én stor losseplads. Tschk!
Derfor må den antikapitalistiske bevægelse istedet for bevæbne sig med et struktureret, materialistisk (ikke idealistisk) teoriapparat som marxismen, og arbejde konkret efter faktiske omstændigheder og muligheder.

Proudhon og Bakunin var ellers velmenende og ganske intelligente teoretikere. Og i 30’ernes Spanien kom man i det mindste i hak med at opbygge et anarkistisk samfund (som så blev sønderslået af nazisterne). Jeg forstår ikke hvad der er blevet af anarkismen, med de tossehoveder vi har idag?