Archive for Kapitalismekritik

tirsdag, april 10th, 2012

Praktisk socialisme, Mattias Tesfaye, de ti teser og ledelsen i SF

I 2008 forfattede Mattias Tesfaye ti teser (som pressen tror er 2005), der for nylig har fået fornyet aktualitet, efter at han begyndte at opstille til SFs næstformandspost, da disse teser også vil være hans udgangspunkt som mulig næstformand.
Som jeg husker der stod beskrevet om Mattias Tesfaye’s et sted i blogsektionen på Modkraft, mener han at venstrefløjspartierne idag blot er partier for højtuddannede offentligt ansatte. Og det må man godkende, ved nærmere eftersyn. Der er en grund til at arbejderklassen har forladt venstrefløjen, og det er hvad Tesfaye sætter sig op imod.

Men når man optræder under paroler og linjer, der vil rette partiets fokus på arbejderfamilierne og arbejderklassen, vil den akademiske og elitært forankrede top i partiet øjeblikkeligt fare op og lægge låg på forsøgene på at give partiet en klasseorienteret profil og politik.

På det seneste har realpolitikere i SFs partitop bekriget Mattias Tesfaye i forbindelse med hans opstilling til næstformandsposten i partiet. Ledende personligheder fra SFs folketingsgruppe har rettet polemiske smæderier på Mattias Tesfaye, med intrigente antagelser som at disse teser af hans »er langt bedre dækket ind i et af de kommunistiske partier, end de er i SF« og at det “indsnævrer” SFs profil (som om de akademiske kaster og DJØF-eliten er et bredere segment i forhold til landets lønmodtagerflertal).

Det er klart at de højtuddannede, akademiske figurer med privilegerede sociale relationer, bosat i landets kultur eller DJØF-elite, vil få hårrejsning af enhver tale om klassekamp på partiets politiske dagsorden – deres loyalitet og sociale base ligger jo til bestyrelserne, logerne og ‘det gode selskab’ de forbinder sig med til dagligt i det parlamentariske system. Mattias Tesfaye, og de kritiske kræfter i SF-partiet må og skal støttes.

Om teserne. “Praktisk socialisme”.

De (oprindelige) ti teser kan ses i fuld form på Modkraft, her vil jeg bringe nogle foretrukne udpluk:

*“Politik er klassekamp. Udgangspunktet for alt politisk arbejde må derfor være arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår. Alle andre kategorier, herunder køn, etnicitet, tro og seksualitet, er kun interessante som en del af samfundets sociale struktur.
Mangfoldighedsstrategien fungerer som nyliberalismens HR-afdeling. Den præsenterer nye ligestillede subjekter, som f.eks. indvandrere og homoseksuelle, i den politiske kamp, og fungerer i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadelige for kampen for social retfærdighed.”

*”Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.
Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.”

– QFT!!!

*”Modstanderen bor i whiskeybæltet og i Indre By. Ikke på vestegnen og i de jyske industriområder.
Nyliberalismen er hovedmodstanderen. Både når den fremtræder i økonomisk forstand på den anden side af forhandlingsbordet. Og når den fremtræder i kulturel forstand til smart fernisering på et galleri.”

*”På integrationsområdet skal vi erkende, at de socialdemokratiske vestegns borgmestre havde ret i 80’erne og 90’erne. Vi stillede ikke nok integrationskrav til de nye medborgere, men spiste alt for mange af med sociale ydelser. Og godkendte familiesammenføringer i et omfang, hvor integrationen ikke kunne følge med.

På uddannelsesområdet skal vi erkende at begreberne ’ansvar for egen læring’ og ’læreren som konsulent’, var forkert politik. Og at vores udmøntning af projektarbejdet, har betydet en akademisering af skolen, skræddersyet til kulturelitens egne børn. I stedet skal vi have en mere praktisk tilgang til projektarbejdet, nationale tests og mere fokus på fagligheden i dansk og matematik i folkeskolens første klasser.”

Efter 3-4 årtiers erfaringer med venstreorienterede ledere efter ’68, kan vi nu konkludere to ting. For det første: Det er godt, at mange flere får en lang videregående uddannelse, og endnu bedre at de tilslutter sig vores partier. Vi har brug for deres evner. For det andet: De skal ikke tegne ledelsen af vores partier.

Arbejderklassen elsker sine intellektuelle, men ikke sine akademiske ledere. Så vil folk hellere have en hjemmehjælper fra Gentofte.

Samfundets værdier skabes på arbejdspladserne. Socialisternes værdier samler pt. støv på bogreolerne, og bliver snørklet og skamvredet i partifunktionærernes skåltaler.

Tesfaye’s teser fik også i sin tid på Modkraft meget hård modvind fra bl.a. idealistiske kredse og de fleste Enhedsliste-støtter, men faktisk er en god hoveddel af teserne ret pragtfulde og præcist formuleret – specielt tese 2, 3, 6, 7 og 9. Nødhjælpstendenserne på venstrefløjen er især slående. Det er ikke tilfældigt at en fortaler for noget så fatalt og forfejlet som mikokredit/mikrobanker kan få stående ovasioner på Roskilde-festivallen, og NGO’ernes idésæt har et stort tag på den

Mattias’ teser mangler bare en god snert af marxisme. For hvordan kan vi indenfor parlamentarismens snævre rammer kæmpe for et køleskab i skurvognen, fikserum, såvel som efterløn og fyldig sundhedssektor, når netop alle de, af arbejderbevægelsen, tilkæmpede rettigheder og sociale vindinger igennem 100 ÅR er under stærke angreb, mens bestyrelserne, bankerne og erhvervslivet bliver forgyldt med blankochecke, lønstigninger og profit, og alm. folk sættes på gaden og bliver massefyret? Svar: Der er brug for et totalt BRUD med det kapitalistiske system og bankernes diktatur! Vi kan IKKE skaffe værdige resultater ved at forhandle med erhvervslivets loger og borgerskabets ‘eksperter’ og agenter, eller at strømline partiets politik og kultur efter samme.

Tese 5 taler for at vi skal være ‘kompromissøgende’. Déri ligger en fejl – for med HVEM skal vi indgå kompromis? Med erhvervslivet, de borgerlige embedsmænd, som fagtoppen og partierne gør i deres smalle og rådne studeforhandlinger.

I SF og -U taler man så meget om at skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker, og om at “forandre verden”.
Men for at forandre verden, er man nødt til først at forstå den. Det kan vi dybest kun gøre ved at lære af revolutionære erfaringer og afvise samarbejde med de reaktionære lag i samfundets top, som arbejder alt hvad de kan for at afmontere de sociale forbedringer som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig samfundets brede flertal.

At typer som Pernille Frahm og (lovgivningsfeministen) Pernille Vigsø lægger afstand til Mattias politiske teser, fordi han omtaler arbejderfamilierne og mener at det brede flertal bør være udgangspunktet for partiets politik.

Eller, som en anden SF’er udlagde det på Facebook;
»Tænk at nogen kan ty til så usle offentlige angreb, fordi Mattias Tesfaye mener at den brede befolkning/arbejderklassen bør være udgangspunktet for SF’s politiske arbejde. Det siger i mine øjne virkeligt meget om afsenderne«

søndag, april 8th, 2012

SF – Socialbureaukratisk Forlængelse

Så kommer Villy Søvndal med atter en slidt, visionsløs udmelding – her.

SF og de nyttige paphoveder i centrum-venstre gennemgår det samme mønster som længe set. Og det samme mønster, som set andre gange når arbejderpartier har skullet tilpasse sig deres ‘gode selskab’ i magtens centrum blandt borgerlige, ikke-valgte embedsmænd, lobbyister, ‘eksperter’ og erhvervslivsloger.

54% jubler? Det er søreme ikke noget at juble over.

Søvndal: I kan kra****me gå hjem med jeres reformsnak og uldne ‘vækst’idéer. Der er ikke et gran af “socialisme” tilbage i jeres slidte politik og vage tankegods.
I fører borgerlige nedskæringer, snorer jer til socialdemokraternes højrefløj, fører angreb på arbejderbevægelsens gennem 100 år tilkæmpede landvindinger for at give blankochecke til bankerne og administrerer staten på de samme betingelser som de stærkeste borgerlige kræfter gør, og i løber ind i den nøje samme blindgyde.
I reformistiske ronkedorer er ude af stand til at levere en ordentlig analyse, jeres teori er importeret fra borgerlig lejr, mens marxisterne forudså dette her årtier før, selvom de har været isoleret i nyere tid.
Udsagnet om at Villy og SF nu har set ‘virkeligheden’ er kun til dels rigtig – det er kun indenfor det kapitalistiske systems kræftknuder, at det ikke kan lade sig gøre at skabe bedre levebetingelser det almene flertal.

Tag engang et kig og se hvor værdierne virkelig forsvinder hen (det er ikke ligefrem folk på overførselsindkomster eller indvandrere der dræner vores økonomi):
Bankdirektører får lønforhøjelser i millionklassen på over 40%, virksomhederne udliciterer og/eller henter gigantiske profitter ind på BEKOSTNING af arbejdskraftens vilkår, MENS at det store flertal har faldende levestandard, massefyringer og reallønsnedgang at se frem til.

Hvem der end sagde der ikke længere fandtes klasser, løj som langt ind i helvede.

mandag, juli 27th, 2009

Vestrefløjen, Iran og den aftagende politiske korrekthed

Det har været sagt alt for længe at venstrefløjen ignorererer islamiske diktaturstaters repression af dertilhørende befolkninger. Men der er ikke meget at komme efter længere. Den politisk korrekte epoke er på mange områder blevet mere og mere faset ud. Se bare her:

http://www.modkraft.dk/spip.php?page=recherche&recherche=Iran&x=0&y=0
http://www.enhedslisten.dk/search/node/Iran
http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Tema&id=15
http://indymedia.dk/search/
…og en smule på SF.dk, samt Villys blogpostering for det iranske oprør.

Omvendt, kommer der kun ganske få eller næsten ingen resultater frem ved søgning efter Iran på de borgerlige partiers hjemmesider. Og regeringens indstilling til det iranske regime har været ufattelig svagpisset, med Per Stig Møller der ligefrem godkendte “valgresultatet” som toppen af kransekagen.

Det kunne virke som om, at de borgerlige kræfter er i et dilemma i en situation som denne.
For på den ene side er de jo som bekendt stærkt aftagende overfor de totalitære, islamiske samfund, som de i mange år har været fremmest i kritikken af. Spc. i 80-90’erne og starten af 2000-tallet.
Men på den anden side er de grundlæggende stærkt aftagende overfor når folkemasserne og de nedre klasser for alvor tager sagen i egen hånd, gør oprør og laver revolution mod de undertrykkende, reaktionære strukturer. Opgøret med det etablerede hierarki har historisk altid været noget der fik de konservative meningsmagere til at krumme tæer.

Som regel foretrækker de fremgangsmåden om at man arbejder indenfor det eksisterende og kun forandrer (de ALLERværste) dele af samfundet. Ingen samfundsomvæltning, for så går det “for vidt” og så bliver folket jo for frie og kommer af med flere privilegerede skiderikker, og måske endda klasselag!

Det kniber dog med modtagelsen af venstrefløjens moralske opbakning til de underkuede, iranske masser. Mange jævne debattører fra det underlødige, danske brokkevælde, kommer med de mest beklagelige og klumpede argumenter om at grunden til at venstrekræfter som Villy, nu retter hård kritik mod reaktionære mørkemænd, BARE er for at score billige PR-points. Villy Søvndal bliver i politikens blogspalte lynchet sønder og sammen af borgerlige røster (udover de arrige venstrekræfter der stadig ikke har kastet fløjlshandskerne), fordi han ikke gejlede ligeså meget op under mordet på Theo Van Gogh og de reaktionære reaktioner på Muhammedtegningerne. De fatter åbenbart ikke at politikere også er mennesker, der kan ændre holdning og udvide deres horisont.

Hvorfor skal en politiker være dømt til at have en bestemt holdning for evig tid, blot fordi vedkommende engang har været tilbageholdende eller ment så og således?

søndag, juli 12th, 2009

Tariq Ali – Obama, Pakistan og USA-imperiet

Den parkistanske marxist Tariq Ali taler klokkeklart ud om Obama, krisen, social forandring, imperialisme, mediehykleri, fortielse og krige i Mellemøsten:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=7oYdvQZVvrU&hl=en&fs=1&color1=0x3a3a3a&color2=0x999999&hd=1]

torsdag, maj 28th, 2009

The Newer Deal

‘Kapitalismens tidsalder er forbi’.
‘Intet vil være som før. Staten vil spille en langt større rolle end nogensinde tidligere’
, lød det fra Financial Times-redaktøren.

Tjaaaeh, en hel produktionsmåde visner nu ikke væk af sig selv. Hvordan skulle det lade sig gøre?
Nu er det bare mavefornemmelser over den mindre stribe af kriseartikler igennem de måneder det har buldret, men der er tilsyneladende lidt for mange mainstram-analytikere der forveksler kapitalismen med neoliberalismen (som er en uhæmmet art af kapitalisme).
Kapitalismen som helhed er blot kendetegnet ved den grundlæggende produktionsform hvor privat ejendomsret over prod.midlerne og udbytning af varer og arbejdskraft er hjørnestenene. Denne struktur er jo den samme selvom vi regulerer og pakker den ind i andre rammer.

Og når de førende figurer i offensiven bare nøjes med at ty til regulering, offentlige investeringer og andre keynesianske remedier, er der ikke noget til hinder for at den rendyrkede kapitalisme kan vende tilbage igen. Ligesom den Friedmanske globaliseringsøkonomi endte med at reintroducere liberalismen flere årtier efter hvor den keynesianske/socialdemokratiske “New deal” var den førende dagsorden.
Gradvise klassemæssige styrkeforhold kan nemt rykkes frem og tilbage. Bourgeoisiet dikterer den økonomiske proces om vi reformerer og beskatter den lidt mere eller ej.

tirsdag, maj 19th, 2009

Hvilken virksomhed sviner mest?

Fandt lige en sjov lille afstemning om hvilke virksomheder man synes møgbelorter miljøet mest x-).
Også på engelsk: http://www.climategreenwash.org/vote

Oversigten og beskrivelserne giver også et godt billede af hvor håbløst markedet er til at gøre fremskridt ift. klimaudviklingen og fastslår for fulde gardiner hvilken illusion det er at forestille sig at man skulle kunne forbruge verdenen til et bedre sted. Som om det ligger i markedets interesse at forbedre andet end deres vækstpotentiale (ihvertfald hvis vi taler om de kortsigtede…)

søndag, januar 11th, 2009

Det reformistiske indtog i SF

Det var med stor skuffelse, dyb foragt og en kold fornemmelse løbende nedad ryggen at jeg læste politikens artikel den grønne højrefløjs bestræbelser på at afskaffe alt i principprogrammet der bare lugter af “revolution”, “klasse” og afskaffelse af kapitalisme.

Præmissen for disse bestræbelser bygger overordnet på typiske floskler om at vi jo skal være “moderne”, her suppleret med typiske middelklassemyter om at “kapitalismen (som begreb) er forældet”, og at vi lever i et klasseløst samfund.
Det er alt sammen forvrøvlede myter, for hvis kapitalismen virkelig var forældet som helhed, og der ikke længere var forskellige lag i samfundet med modstridende interesser, så ville der jo ikke være hverken arbejdsgivere, ophøjede profitfyrster, merværdi eller arbejdsgiverforeninger (eller andre borgerlige samlinger som f.eks. DI) der arbejdede på fuldt tryk for at rulle de sociale forbedringer (lempelige arbejdsvilkår, lønninger, timetal m.m.) tilbage. Hvilket jo netop er tilstede i dagens samfund.

Selve myten om det post-industrielle, klasseløse informationssamfund, lader meget til at bygge på den flade, dybdeløse klasseanalyse, hvor man blot deler folk op efter hvor mange penge de har i pungen, ikke efter deres systematiske position i samfundet.

Villy Søvndal selv, lægger op til at vi kun skal “tøjle kapitalismen”, som det også forlød i Nyhedsavisens artikel om SF’s principprogram den 1/5 ’08, som han ellers mente havde fordrejet hans udtalelser.

Det er egentlig tragisk, efter min mening, at netop som vi render ind i én af kapitalismens naturlige epidemier – kriseperioden – så kan venstrefløjen ikke mane sig til mere end blot “lidt mere regulering”.

Kriser bliver ikke bare skabt af manglende regulering, eller af enkeltpersoner med en “uansvarlig” opførsel, men er en grundlæggende del af den borgerlige produktionsmådes dynamik; derfor skal den også løses grundlæggende.
Man kan ikke forhindre banker og finansfyrster i at spekulere priserne op til urimelige højder, med efterfølgende bristebobler, uden at samfundet som helhed har rådighed over denne sektor og lægger en plan for denne.

I øvrigt er den typiske opfattelse af revolution vanvittig absurd. Det er jo ikke fordi man ønsker blod i gaderne, krudt og kugler og væbnet opstand, bare fordi man er revolutionær. At være revolutionær betyder kun at man ønsker samfundsforandring på grundlæggende plan, hvilket sagtens kan foregå igennem en demokratisk proces.

Hvis flertallet i SF bestemmer sig for at afskaffe disse rester af egentlig klassebevidsthed, kan partiet ikke titulere sig selv “socialistisk”.
Man er ikke socialist bare fordi man omfordeler lidt fra rig til fattig. Fordi man beskatter. Fordi man regulerer markeder eller lignende.
Nej, disse mekanismer er kun en tilpasning af det bestående system, ikke en erstattelse. Socialdemokratiet rendte i en blindgyde (ift. deres økonomiske politik) slutningen af 1900-tallet, netop fordi de nåede deres mål og ikke indfri flere forandringer, da de vedblev med at opretholde det kapitalistiske system og blot reformere det.

Vi har ikke brug for flere socialdemokratiske forlængelser. Vi har brug for et parti der vil fungere som en demokratisk, udogmatisk varetager af arbejdernes interesser og gøre op med det frie markeds kaos og profitfyrsternes evige udplyndring, som ikke kan løses ved bare at “putte læbestift på grisen”.

Nyliberalismen ud af socialdemokratiet, reformismen ud af SF.

lørdag, november 1st, 2008

Finanskrisen og den manglende kritiske belysning af samme

“Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens… Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.”

Allerede i 1848 kunne Marx og Engels forklare den mest grundlæggende børnesygdom i den borgerlige produktionsmåde. Dette er nu lige nøjagtig 160 år siden. Hvad forklarer de nulevende økonomer og førende meningsdannere den dag idag? Er forklaringerne mere pålidelige og rammende alene af den grund at vi skriver 2008?

Svaret må være nej.

De borgerlige økonomer har i alenlange stunder talt om en lys og harmonisk fremtid, hvor der ikke længere ville være kriser, overproduktion men evigt opsving. Og figurer som cheføkonom Helge J. Pedersen, Preben Morrild Angelo, ligesåvel som diverse kværulanter fra hoforganet Børsen har for blot 3, 4 år siden talt om boligmarkedet som en ren succeshistorie og skønmalede opsvinget som noget der ville fortsatte ustandseligt. De kunne ikke forudsige nogetsomhelst. Omkring de samme år hvor andre så klare urotendenser komme snigende, og hvor det da også var normalt at høre disse økonomers respektive borgerlige politikere betegne boligmarkedet som skrøbeligt.

Denne jubelidiotiske optimisme har været mageligt suppleret med middelklassemyten om “det klasseløse informationssamfund” og tendensen til at forælde klassepolitikken som helhed. Nu bliver økonomien, så sent som langt inde i internettets tidsalder, ramt af en jernpæl og den konstante jubelidioti er nu tabt på bordet og istedet erstattet af mere eller mindre jævne tomme, “beroligende” floskler fra økonomer der beder os om at læne os tilbage og giver vink med vognstangen om at “bankerne måske snart sætter renten op igen”, samtidig med de paniske finanskapitalister der febrilsk hyler op om nødvendigheden for statslig kompensation og indblanding, som de ellers på ganske ideologisk vis altid har set som en fare for den økonomiske stabilitet.

Deres monumentale forvirring og de drastiske “humørsving” man ser igennem årene, reflekterer nøje tendensen i de vilde økonomiske op- og nedture. Det ene øjeblik kan der være skingrende panik i børshallerne, det andet øjeblik svømmer de i glædesrus.

Når opsvinget stemmer an, betegner man den statslige indblanding som en fare, i modsat fald er den en nødvendighed. Eller, som formuleret med andre eksempler, som en af mine kammerater frembragte det;
I opsvingsperioder kan de med smukke talegaver tale varmt om øget kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. I perioder med nedtur og stigende lediggang kan de finde “eksperter” til at moralisere for den gode idé om at kvinderne bliver hjemme og passer deres børn. Hele den moralske drejebog skrives naturligvis ud fra hvordan den flyvske udvikling tager sig ud i den givne periode.

Der forekommer så megen komplet forvirring, at man med rette kan konstatere man ikke bliver meget klogere på udmeldingerne fra disse hysteriske profitfyrster.
Men de eneste økonomer og “eksperter” medierne fremhæver fra dag til dag, er de borgerlige økonomer, hvis primære opgave i virkeligheden er at forsvare den kapitalistiske produktionsmåde.
Men mange almindelige folk i hverdagslivet tænker tilsyneladende overhovedet ikke over det, og nøjes med at trække på skuldrene over hele perioden og tænke “nå, den går vel over”. Mærkbart fordi de ikke på noget tidspunkt har fået præsenteret en anden analyse, end de borgerlige økonomers, som medierne så bekvemt gemmer af vejen, med undtagelse af mere intellektuelt orienterede meder som Information, m.m.

Men ikke engang på venstrefløjen ved siden af socialdemokraterne kan man med garanti finde folk der hverken kan forklare årsager til og løsninger på problemet.
Artikler skrevet af fremstående figurer som Enhedsliste-politikeren Johanne-Schmidt Nielsen, og SFU-forkvinden Emilie Turunen, med “analyserne” “Ham der Marx…” og “Krise, krise, krise”, foregiver at være “kapitalismekritiske”, men kommer med opfordringer om noget så sølle, trivielt og tyndslidt som at vi “bare skal have lidt mere regulering”, og “begrænse markederne”. Førstnævnte gør det endda i lyset af at ville træffe Karl Marx’ spøgelse frem fra den støvede bogreol, men rammer åbenlyst ved siden af, når den går i socialdemokratismens og keynesianismens ærinde, ved blot at opfordre til en tilpasning af kapitalen, fremfor dens afskaffelse og ekspropriering.

Lidt regulering, småjusteringer, beskatninger, hist og her, løser ikke en klejne. Da overproduktion, kriser og lediggang netop er grundlæggende problemer i det kapitalistiske system, bør det derfor også løses på grundlæggende plan. En nationalisering af bankerne vil derfor være den eneste måde, hvorpå man kan lægge en rationel plan for deres drift og skabe en vækst der ikke konstant surfer bølger og går stejlt op ad vilde op- og nedturskurver, men istedet tilgodeser de egentlige behov og ikke danner skyhøje lag af fiktiv vækst og himmelflugter i profitraten. Vi kan jo ikke bare fortælle kapitalfyrsterne at de skal lade være med at lave kaos i økonomien. Hverken med smukke ord eller regulerende retningsanvisninger.

lørdag, oktober 11th, 2008

Martin Ågerups kapringstogt

I URBAN anno den 9. oktober kunne man læse CEPOS-drengen Martin Ågerup og fortolkeren Martin Viums artikel om Beatles og hvorfor de hårdhændet påstår at deres politiske holdninger var liberalistisk anlagte.

Dette begrundes ud fra en slatten og løs begrebsforståelse om hvem der har patent på frihedsbegrebet og hvad der er i modsætning til dette.
Det bærende for dommen over Beatles’ politiske holdninger er at “Ideen om personlig frihed er liberal”, hvilket i sig selv er absurd og tåbeligt efter min mening, da frihedsbegrebet ikke kan monopoliseres, selvom det ofte bliver forsøgt. Specielt hos det liberale hold.

At Beatles udpensler tanker om frihed i deres tekster, placerer dem overhovedet ikke over i det højrefløjslibertinske felt pr. automatik. Der er for det første masser af anti-autoritære retninger indenfor venstrefløjen der bifalder frisind, selvudfoldelse og indskrænkning af staten (nærmest i overskyggende grad). Det være sig anarkosyndikalisme, venstrekommunisme, luxembourgisme, libertær socialisme, rådssocialisme, eller bare de jævne, ikke-vognspændte humanistiske tankesæt og de udogmatiske, anti-stalinistiske marxister.

Martin Ågerup, CEPOS

I øvrigt er det svært at forestille sig den udråbte og selvbesungne “Working Class Hero” John Lennon, og Labour-manden Paul McCartner være bosat i det casinoliberale hjørne. John Lennons kæmpede bravt for klassiske progressiv medmenneskelighed og hans venstrefløjsaktivisme var endda så omfattende, at den neokonservative Nixon-administration forsøgte at få ham ud af landet af frygt for at miste magten [*].
Ågerups måde at “bortforklare” hensigterne i sange som f.eks. “Eight Days A Week” og “Back In The USSR” munder ud i udenomssnak når han siger: “Ideen om personlig frihed er liberal, og meget fremherskende hos Beatles. John Lennon var i høj grad individualist”.

Og;“Den liberale tankegang ønsker ikke at bestemme, hvor meget eller hvor lidt folk skal arbejde. Det er bare vigtigt, at folk der vælger at arbejde mere, ikke også skal betale mere i skat.”

Det er jo egentligt noget fis, for den borgerlige klasse og arbejdsgiverstanden er jo netop interesserede i at få de arbejdende så meget op i timeantal som muligt, til så lidt i løn som muligt. Uden statslig regulering af markedet ville der bestemt være en tilskyndelse og en stigende tvang til at skulle arbejde mere og mere (indtil evt. nedslidning) af frygt for at blive skiftet ud, da der ikke ville være noget der stod udnyttelsen til trods. USA er, som altid, et fortræffeligt eksempel. Og de konkurrerende virksomheder ville være nødsaget til at stramme skruen om medarbejderne i samme retning.

Det er muligt at den liberale tankegang bifalder friheden til at arbejde i den mængde der passer én, men noget andet er lige netop hvad de borgerlige klasseinteresser tillader.
Det er ikke for ingenting at DI og Arbejdsgiverforeningerne kæmper en fortsat kamp for at komme væk med de lempelige forhold, og presse reallønningerne i en retning der er arbejdsgiverne til fordel.

Derudover, så kan man ikke dele det politiske venstre-højre op i en lineær “stat-individ”-måler, som den liberalisterne evigt og altid bruger. Det man er nødt til at forstå er, at der er afgrundsdyb forskel på at bruge staten til at regulere arbejdsmarkeder, og garantere produktionsforhold, og så at træde ind i almindelige individers dagligstue og forbyde dem at ryge cannabis, eksperimentere i deres seksualliv, eller at posere i en anderledes tøjstil. Sidstnævnte frihedssæt er noget som venstreorienterede i høj grad kan værdsætte og kæmpe for, også selvom der findes nogle pamperikker, sundshedsformyndere og socialbureaukrater der gerne vil stramme klemmen yderligere om det civile liv for “den fælles tryghed”.
Derudover så er begrebet “økonomisk frihed” et simplistisk udtryk, når det afgørende spørgsmål er hvilken klasse denne “frihed” er til fordel for.

Når vi snakker om synet på staten bør det i øvrigt nævnes, at den borgerlige klasse – bourgeoisiet – i virkeligheden benytter denne til at fastholde sin produktionsmåde, på samme måde som de dominerende lag i de forgangne slave- og feudalsamfund benyttede staten til at fastholde deres. F.eks. bruger bourgeoisiet i den nuværende krise staten til at kompensere for deres tab og udfaldet af det frie markeds kaos, på bekostning af almindelige menneskers pengepung, eller leder staten til at træffe beslutninger der beskytter de borgerlige privilegier, og sikre deres profitmargin, under trusler om udflytning, eksempelvis.

For at perspektivere yderligere over Martin Ågerups monopolisering af frihedsbegrebet, kan de vestlige borgerligt-imperialistiske regeringsmagter og deres initiativer også nævnes. Disse er klokkeklare eksempler på, at højrefløjen ikke har det mindste patent på frihed som helhed, og at det heller ikke i særlig stor grad er “frihed” der er deres dagsorden i øjeblikket.
Se f.eks. på initiativer som Fogh-kabinettets terrorpakker, klapjagt på minoriteter, hovedløse Christiania-razziaer, præventive anholdelser, krav om kollektive afstraffelser, nedsættelse af krim.lavlalder, Sarkozy-regeringens EVDIGE-projekt (overvågning af alle fagligt og politisk aktive over 13), USAs “Patriot Act”, og al den øvrige strøm af overvågning, stivpandethed, hemmeligt politi, mistænksomhed, hårdere straffe, frygt, angst, pis, papir, bureaukrati, og udhuling af forskelligheden. Hvem er det der lige der tendenserer til tvangstanker, og autoritære

Det må nu også være svært at slå en sådan frihed øvest på dagsordenen, når kapitalismen for længst er blevet reaktionær, i modsætning til hvad den var under de liberale revolutioner i 17-1800-tallet, hvor stemmeret, parlamentarisme, ytringsfrihed og afskaffelse af monarkiet udvidede den menneskelige tilværelse.

Liberalismen har altså ikke patent på frihed. Hverken kan The Beatles spændes fast i en borgerlig vogn for at udbasunere frihedsidealer i deres sanglyrikker.

onsdag, juni 11th, 2008

Middelklassemyten om informationssamfundet

Den norske journalist og forfatter Magnus Margdal, kommer med følgende interessante udsagn i en artikel på Information.

“Arbejderklassen er kun forsvundet fra middelklassens bevidsthed. Og det er folk med middelklassebaggrund, der dominerer ledelserne i de europæiske socialdemokratier,”

“Al deres snak om det klasseløse informationssamfund, hvor folk selv ejer ‘produktionsmidlerne’ – deres hjerner – det er jo ikke sådan, når man ser på, hvor folk flest er beskæftiget. I såkaldte lortejobs i handels- og servicesektoren med lav jobsikkerhed, lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og lav organisering,”

Den britiske sociolog Anthony Giddens’ socialliberale ‘Tredje Vej’, der accepterer markedsliberalismen som det eneste mulige, er en del af problemet, ikke løsningen, mener Magnus Marsdal, der konsekvent siger ‘Baron Giddens’ om New Labours hof-teoretiker.

“Anthony Giddens har taget fejl i 15 år og tager endnu mere fejl i dag. Han tror, venstrefløjens problemer skal løses langs den værdipolitiske akse, fordi han tror, den økonomisk-politiske akse ikke længere eksisterer – på trods af, at den økonomiske ulighed bare stiger og stiger,”

Og hvor er det himmelråbende klart sagt. Sikke en omgang gloriepudsende pladder, at klassekampen skulle være uddød, og lønmodtagerne være ligestillet med arbejdsgiverstanden. Hvis det virkelig var tilfældet, som de borgerlige idealister konsekvent påstår fra tid til anden, hvorfor har man så hos det borgerlige hold så gennemført den række af forringelser og nedslidning der er sket i de senere år? Hvorfor har man den konstante stræben hos bl.a. Dyremose og Dansk Industri efter at få afviklet de lempelige arbejdsvilkår, og reduktionen af timeantallet?
Det burde være åbenlyst, at lønmodtagerne og arbejdsgiverne ikke har de samme interesser.

At vi så beskæftiger os mere med service, afspejler ikke nogen forandret klassenatur. Sikke noget vrøvl. Arbejdsdelingen og ledelsen foregår på samme præmis som hidtil. Arbejderklassen er dog blevet mere veluddannet og har fået flere penge mellem hænderne. Men fremhævelsen af de arbejdstagere der bor i Villaer og tjener mere end nogen iværksættere, er bare absurd. Det fremstiller på ingen måde et billede af samtlige lønmodtagere.

Det er helt og aldeles utænkeligt, vi alle på én gang skulle kunne ligge inde med et væld af økonomiske ressourcer og privilegier, der svarer til behovene for en hel forsamling af individer. Der er altid en polarisering i den anden ende, hvis der er overflod i den ene.

I det hele taget er det er en utopisk tanke at arbejderklassen skulle være borgerliggjort. Når der ikke på nogen måde er tale om at produktionsmidlerne er blevet fællesejede, kan en indehaver af en arbejdsplads ikke eksistere uden dertilhørende arbejdskraft.

At store dele af arbejderstanden stemmer borgerligt i disse dage, er der så imidlertid mægtigt mange svar på.

Først og fremmest har den værdipolitiske venstrefløj forårsaget den mest fatalt mislykkede integrationspolitik man kunne forestille sig, og fremført en dybt virkelighedsfjern og inkonsekvent linje ift. de negative følger af indvandringen, og konkrete problemstillinger i kulturdebatten, der optog flere og flere vælgere undertiden.
Man gjorde nydanskere til klienter, og gav uanet grønt lys for øget kriminalitet ved at fraholde dem ethvert ansvar for egne handlinger. Man undlod at stille krav, og forsvarede som venstrefløj ghettoområderne (under illusioner som at “det vil berige vores kultur på samme måde som Solvang i USA”).
Værst var det næsten, når multukulturalisterne forsvarede de mest reaktionære tendenser indenfor strømningerne, og dermed gav afkald på mangeårige venstreorienterede kerneværdier.

Dernæst har traditionelle garanter for arbejderklassen, indledt en højrekurs i sin økonomiske politik, og sluppet noget af koncentrationen på almindelige indbyggeres konkrete dagligdag. Ikke mindst socialdemokratiet, har hårdhudet og konsekvent opslugt det fejlbarlige, nyliberalistiske koncept, den af Anthony Giddens anførte “Tredje Vej”, og dermed markeret et mere ligegyldigt alternativ til den borgerlige blok.

Giddens filosofi om opslugelsen af markedstankegangen blev doktrinen for omdannelsen af det engelske New Labour til et neoliberalt privatiseringsparti, og var ganske svarende til hvad der skete med socialdemokratiet efter Nyrups højrekurs i 90’erne, hvor adskillige virksomheder blev privatiseret og udliciteringen. Sjovt nok forsøger manden selv nu selv at bekæmpe den selv samme kapital’ske rovdrift.

Derudover spiller det nok også en rolle, at topskatten i dag rammer almindelige lønmodtagere på pengepungen, da den  ikke følger inflationen eller samfundets øgede værdi, hvorfor de borgerlige visioner om skattelettelser nu også appellerer til mange arbejdere. Det er egentlig talt imod en reel progressiv beskatning, at smide det samme loft i hovedet på specialarbejdere og håndværkere, som på bankdirektørere og jordejere!

Der kan nok heller ikke herske meget tvivl om, at den degenerede, og bureaukratisk forvrængede “socialisme” i østblokkene, skræmte den danske (og vestlige) befolkning i en sådan grad, at mange fik den opfattelse at man derved skulle undgå en hvilketsomhelst anden form for kollektivistisk økonomisk politik (selvom det er en koldkrigerisk og aldeles binær logik).

Man må håbe at luften snart går af ballonen og New Labour-doktrinen bliver punkteret så vi igen kan få fast grund under fødderne og lade arbejderpartierne fører politik til glæde for fagbevægelsen, og også få sat en stopper for det uhæderlige tyveri af borgerlige værdier.