Archive for Massemorderier

søndag, juli 12th, 2009

Tariq Ali – Obama, Pakistan og USA-imperiet

Den parkistanske marxist Tariq Ali taler klokkeklart ud om Obama, krisen, social forandring, imperialisme, mediehykleri, fortielse og krige i Mellemøsten:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=7oYdvQZVvrU&hl=en&fs=1&color1=0x3a3a3a&color2=0x999999&hd=1]

fredag, juni 5th, 2009

Den åndsforsmåede sammenblanding af Lenin og Stalin

De fleste midter-, højre- og centrum-venstre-analytikere hælder til analysen om at leninismen som politisk tendens var/er synonym med stalinismen, hvilket er helt og aldeles forkert.

Den samfundsforandring der fandt sted under Stalin var i afgørende modsætning til Lenins kriterier for en sund arbejderstat. Progressionen i civillovgivningen man gennemførte under de tidlige bolsjevikker og i forhold til selve produktionsformen, stod i dyb kontrast til “Stålmandens” gulag-despoti, hvor der i virkeligheden var tale om en kontrarevolution. Uanset at Lenins partistruktur er meget streng og disciplinær, var der stadig langt imellem denne, og så til en model, hvor hele samfundet nærmest var påført en centralisme, udvidet til det absolutte. Bl.a. kendetegnet med deportering af revolutionære tænkere til Siberien, udrensninger i partiet, klapjagt på oppositionsfolk (i den grad også fra venstrefløjen!), stalinistiske lejemordere, meningspoliti, og anbringelse i tvangslejre.

Lenin var under alle omstændigheder agitator for et arbejderdemokrati i form af arbejderkomiteer, valg af alle embedsmænd, tilbagetrækning af kandidater, lige løn for både bureaukrater og arbejdere (som er blandt kriterierne for en sund arbejderstat, nedfældet i Lenins værk ‘Staten og revolutionen’) og ikke for en statssammensætning á la det stalinistiske etpartistyre.
Forskellen fra “proletariatets diktatur” til partiets diktatur”, er ligeledes vigtig at markere.

Også på punktet om statens militære apparat er Stalin og Lenin åbenlyst modstridende. Fra “ingen stående hær, men et bevæbnet folk” til kampvogne der ruller ind i Østeuropa og påtvinger Polen m.fl. et totalitært styre.
Stalin opbyggede også et statsapparat hvor partiet havde økonomiske privilegier på linje med et typisk bourgeoisi.
I modsætning til førnævnte kritierie om at ingen embedsmænd bør lønnes mere end den jævne arbejder (for at undgå levebrødsbureaukrater og nyrrige slyngler).

Højt op på listen af eksempler står den statskapitalistiske produktionsmåde med styring fra oven af et privilegeret bureaukrati, i modsætning til en egentlig arbejderstat, hvor der planlægges demokratisk, på basis af menige indbyggeres egne beslutninger, i samråd med staten.

Derudover oplevede Rusland et kæmpe tilbageskridt ift. kvindefrigørelsen og almene borgerrettigheder, i modsætning til revolutionens første år hvor abort og homoseksuelle parforhold blev afkriminaliseret.
For ikke at tale om alt det nationale hegemoni som det stalinistiske bureaukrati brugte som slør for den afsporede “klassekamp” og elendighederne ved det allestedsnærværende diktatur.

At Josef Stalin karakteriserede Sovjetunionen “marxistisk-leninistisk” og erklærede at bygge på hans læresætninger og teorier, spiller en ret underordnet rolle heraf. Der er altid nyrrige slyngler der tager andre til indtægt for deres gøren og laden.
Personligt er jeg skam ikke leninist. Der er stadig for meget disciplin og meningspligt til at jeg kan æde en partistruktur som ‘demokratisk centralisme’. Men frontsammenblandinger som denne her er afsporende, manipulerende og skaber ignorante forståelser af det politiske spektrum. Lige så vel som Trotskijs forkerte manøvre med at sætte Makhno-anarkisterne i bås med Tsaren og Kornilov kan synes at være meget absurd.

onsdag, juli 23rd, 2008

Vestimperialisternes “udbredelse af demokrati og menneskerettigheder”…

 

“I 1952 omstyrtede man for eksempel den demokratisk valgte Mossadeq i Iran. Mossadeqs forbrydelse var at han ønskede at give den iranske befolkning del i landets olierigdom. Dette fandt man fra britisk og amerikansk side uacceptabelt og man fik derfor indført den følgagtige shahs diktatoriske regime i stedet. Under shahen foretoges omfattende likvideringer af dissidenter af sikkerhedstjenesten SAVAK, som kom til verden med støtte fra USA og Israel i 1957, hvilket senere indirekte var med til at muliggøre Khomeinis kulturrevolution, idet den sekulære opposition næsten var elimineret.

I Guatemala væltede man i 1953 den første demokratisk valgte præsident i Sydamerika, Arbenz Guzman. Han var ikke kommunist, men en oprigtig demokrat, men han måtte fjernes da han udgjorde en trussel mod amerikanske forretningsinteresser, idet hans økonomiske reformer gik på tværs af United Fruit Company’s profitinteresser i landet.

Nitten år senere, i 1972, skabte man gennem en årelang indsats fra CIAs side, grobunden for Augusto Pinochets militærkup i Chile, og dermed grobunden for omstyrtelsen af den demokratisk valgte regering under ledelse af Salvador Allende, der døde under kuppet.”

– Citeret fra en blogartikel fra Kritisk Modpol, bragt på Modkraft, med dertilhørende kilder [1].

…Og i 1959 forsøgte CIA aktivt at opretholde den feudalt-teokratiske orden i Tibet, som undertrykte demokratiske reformbevægelser for afløsning af de feudale ubytterforhold [2], de bragte på diktatorisk vis Saddam Hussein til magten i 70-80’erne, og behøver vi nævne Abu Ghraib, Watergate eller kupforsøget mod Venezuela i 2002?

Med ramme historiske fakta som disse lagt frem på bordet, burde det være uhyrlig nemt at få øje på de totalitære tendenser der lever på højresiden. Demokrati og liberale frihedsrettigheder bliver overalt brugt som bannerdække for de reelle hensigter bag de perfide vestimperialistiske, pro-kapitalistiske korstog, men bliver nævnt i massemedierne som en helt elementær sandhed. Meget nemt at tro når sådanne kendsgerninger ikke bliver belyst.

Man kunne ligeså godt have betegnet de to store magtpoler, USA og Sovjet, som pest og kolera under den kolde krig.

fredag, april 25th, 2008

Quid Pro Quo

“When the capitalists and the ruling classes apologize for:
Colonialism, the 14 hour day, abuse of class privilege, 7 day working weeks, children in coal-mines, the opium wars, the massacre of the Paris Commune, slavery, the Spanish-American War, the Boer War, starvation, apartheid, anti-union laws, the First World War, Flanders, trench warfare, mustard gas, aerial bombing, the Soviet Intervention, the Armenian Genocide, the arms industry, chemical weapons production, fascism, the Great Depression, hunger marches, Nazism, the Spanish Civil War, militarism, Asbestosis, radiation death, the Massacre of Nanking, the Second World War, Belsen, Dresden, Hiroshima, Racism, The Mafia, nuclear weapons, the Korean War, DDT, McCarthyism, production lines, blacklists, Thalidomide, raping the Third World, poverty, Nixon, the arms race, plastic surgery, the electric chair, environmental degradation, the Vietnam War, the military suppression of Greece, India, Malaya, Indonesia, Chile, El Salvador, Nicaragua, Panama and Turkey, the Gulf War, trade in human body parts, malnutrition, Exxon Valdez, deforestation, organized crime, the Heroin and Cocain trade, tuberculosis, the destruction of the Ozone Layer, (contributions to the extent of) cancer, exploitation of labour and the deaths of 50,000,000 communists and trade unionists in this century alone, then, and only then, will I even consider apologizing for the errors of socialism.”

Blot et ‘lille’ citatudklip til eftertanke, da dødsbyrden for (den ekstreme, uhæmmede) kapitalisme historisk vel kan formås at overstige konsekvenserne for forvrænget kommunisme, set fra et dybere perspektiv og udenom historieforfalskningen <_<…

onsdag, marts 19th, 2008

Massemediernes løgne om “marxismens 100 millioner af ofre”…

…afdækkes her:

http://www.dkp-ml.dk/ART/0545.htm

“…alle, der gennem årene har spekuleret i døde og fængslede i Sovjetunionen, har erklæret, at den dag arkiverne åbnes, ville deres påstande blive bekræftet. Det har alle der har spekuleret i døde og fanger i Sovjet sagt.

Men da arkiverne rent faktisk blev åbnet, og rapporterne begyndte at strømme ud, skete der noget mærkeligt. Nu var hverken spekulanterne i døde og indespærrede eller Gorbatjovs nye frie presse interesserede i arkiverne mere.”

(…)

Stabler af fantasital som disse dukkede op i den borgerlige presse i 1960’erne. De blev altid fremstillet som sande kendsgerninger, tilvejebragt på basis af videnskabelige metoder.

Massemediernes indflydelse på den offentlige opinion er så stor, at store dele af befolkningerne i de vestlige lande den dag i dag opfatter tallene som sande.”

Som aldeles anti-autoritær og udogmatisk venstrefløjet tænker må jeg under alle omstændigheder lægge afstand til morbide, centralistiske regimer som USSR.

Men derfor betyder det på ingen måde, at man skal puste diverse dødsantal op til mere end hvad de er.
Især ikke under så grufuld hjernevask og propagandistisk selvopbyggelse som det blev gjort i 50’erne frem til 90’er-årtiet, uden at den røde side af mønten fik lov at blive bragt frem i det offentlige lys.