Archive for Mediemanipulation

søndag, juli 12th, 2009

Tariq Ali – Obama, Pakistan og USA-imperiet

Den parkistanske marxist Tariq Ali taler klokkeklart ud om Obama, krisen, social forandring, imperialisme, mediehykleri, fortielse og krige i Mellemøsten:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=7oYdvQZVvrU&hl=en&fs=1&color1=0x3a3a3a&color2=0x999999&hd=1]

fredag, juni 5th, 2009

Den åndsforsmåede sammenblanding af Lenin og Stalin

De fleste midter-, højre- og centrum-venstre-analytikere hælder til analysen om at leninismen som politisk tendens var/er synonym med stalinismen, hvilket er helt og aldeles forkert.

Den samfundsforandring der fandt sted under Stalin var i afgørende modsætning til Lenins kriterier for en sund arbejderstat. Progressionen i civillovgivningen man gennemførte under de tidlige bolsjevikker og i forhold til selve produktionsformen, stod i dyb kontrast til “Stålmandens” gulag-despoti, hvor der i virkeligheden var tale om en kontrarevolution. Uanset at Lenins partistruktur er meget streng og disciplinær, var der stadig langt imellem denne, og så til en model, hvor hele samfundet nærmest var påført en centralisme, udvidet til det absolutte. Bl.a. kendetegnet med deportering af revolutionære tænkere til Siberien, udrensninger i partiet, klapjagt på oppositionsfolk (i den grad også fra venstrefløjen!), stalinistiske lejemordere, meningspoliti, og anbringelse i tvangslejre.

Lenin var under alle omstændigheder agitator for et arbejderdemokrati i form af arbejderkomiteer, valg af alle embedsmænd, tilbagetrækning af kandidater, lige løn for både bureaukrater og arbejdere (som er blandt kriterierne for en sund arbejderstat, nedfældet i Lenins værk ‘Staten og revolutionen’) og ikke for en statssammensætning á la det stalinistiske etpartistyre.
Forskellen fra “proletariatets diktatur” til partiets diktatur”, er ligeledes vigtig at markere.

Også på punktet om statens militære apparat er Stalin og Lenin åbenlyst modstridende. Fra “ingen stående hær, men et bevæbnet folk” til kampvogne der ruller ind i Østeuropa og påtvinger Polen m.fl. et totalitært styre.
Stalin opbyggede også et statsapparat hvor partiet havde økonomiske privilegier på linje med et typisk bourgeoisi.
I modsætning til førnævnte kritierie om at ingen embedsmænd bør lønnes mere end den jævne arbejder (for at undgå levebrødsbureaukrater og nyrrige slyngler).

Højt op på listen af eksempler står den statskapitalistiske produktionsmåde med styring fra oven af et privilegeret bureaukrati, i modsætning til en egentlig arbejderstat, hvor der planlægges demokratisk, på basis af menige indbyggeres egne beslutninger, i samråd med staten.

Derudover oplevede Rusland et kæmpe tilbageskridt ift. kvindefrigørelsen og almene borgerrettigheder, i modsætning til revolutionens første år hvor abort og homoseksuelle parforhold blev afkriminaliseret.
For ikke at tale om alt det nationale hegemoni som det stalinistiske bureaukrati brugte som slør for den afsporede “klassekamp” og elendighederne ved det allestedsnærværende diktatur.

At Josef Stalin karakteriserede Sovjetunionen “marxistisk-leninistisk” og erklærede at bygge på hans læresætninger og teorier, spiller en ret underordnet rolle heraf. Der er altid nyrrige slyngler der tager andre til indtægt for deres gøren og laden.
Personligt er jeg skam ikke leninist. Der er stadig for meget disciplin og meningspligt til at jeg kan æde en partistruktur som ‘demokratisk centralisme’. Men frontsammenblandinger som denne her er afsporende, manipulerende og skaber ignorante forståelser af det politiske spektrum. Lige så vel som Trotskijs forkerte manøvre med at sætte Makhno-anarkisterne i bås med Tsaren og Kornilov kan synes at være meget absurd.

lørdag, november 1st, 2008

Finanskrisen og den manglende kritiske belysning af samme

“Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens… Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.”

Allerede i 1848 kunne Marx og Engels forklare den mest grundlæggende børnesygdom i den borgerlige produktionsmåde. Dette er nu lige nøjagtig 160 år siden. Hvad forklarer de nulevende økonomer og førende meningsdannere den dag idag? Er forklaringerne mere pålidelige og rammende alene af den grund at vi skriver 2008?

Svaret må være nej.

De borgerlige økonomer har i alenlange stunder talt om en lys og harmonisk fremtid, hvor der ikke længere ville være kriser, overproduktion men evigt opsving. Og figurer som cheføkonom Helge J. Pedersen, Preben Morrild Angelo, ligesåvel som diverse kværulanter fra hoforganet Børsen har for blot 3, 4 år siden talt om boligmarkedet som en ren succeshistorie og skønmalede opsvinget som noget der ville fortsatte ustandseligt. De kunne ikke forudsige nogetsomhelst. Omkring de samme år hvor andre så klare urotendenser komme snigende, og hvor det da også var normalt at høre disse økonomers respektive borgerlige politikere betegne boligmarkedet som skrøbeligt.

Denne jubelidiotiske optimisme har været mageligt suppleret med middelklassemyten om “det klasseløse informationssamfund” og tendensen til at forælde klassepolitikken som helhed. Nu bliver økonomien, så sent som langt inde i internettets tidsalder, ramt af en jernpæl og den konstante jubelidioti er nu tabt på bordet og istedet erstattet af mere eller mindre jævne tomme, “beroligende” floskler fra økonomer der beder os om at læne os tilbage og giver vink med vognstangen om at “bankerne måske snart sætter renten op igen”, samtidig med de paniske finanskapitalister der febrilsk hyler op om nødvendigheden for statslig kompensation og indblanding, som de ellers på ganske ideologisk vis altid har set som en fare for den økonomiske stabilitet.

Deres monumentale forvirring og de drastiske “humørsving” man ser igennem årene, reflekterer nøje tendensen i de vilde økonomiske op- og nedture. Det ene øjeblik kan der være skingrende panik i børshallerne, det andet øjeblik svømmer de i glædesrus.

Når opsvinget stemmer an, betegner man den statslige indblanding som en fare, i modsat fald er den en nødvendighed. Eller, som formuleret med andre eksempler, som en af mine kammerater frembragte det;
I opsvingsperioder kan de med smukke talegaver tale varmt om øget kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. I perioder med nedtur og stigende lediggang kan de finde “eksperter” til at moralisere for den gode idé om at kvinderne bliver hjemme og passer deres børn. Hele den moralske drejebog skrives naturligvis ud fra hvordan den flyvske udvikling tager sig ud i den givne periode.

Der forekommer så megen komplet forvirring, at man med rette kan konstatere man ikke bliver meget klogere på udmeldingerne fra disse hysteriske profitfyrster.
Men de eneste økonomer og “eksperter” medierne fremhæver fra dag til dag, er de borgerlige økonomer, hvis primære opgave i virkeligheden er at forsvare den kapitalistiske produktionsmåde.
Men mange almindelige folk i hverdagslivet tænker tilsyneladende overhovedet ikke over det, og nøjes med at trække på skuldrene over hele perioden og tænke “nå, den går vel over”. Mærkbart fordi de ikke på noget tidspunkt har fået præsenteret en anden analyse, end de borgerlige økonomers, som medierne så bekvemt gemmer af vejen, med undtagelse af mere intellektuelt orienterede meder som Information, m.m.

Men ikke engang på venstrefløjen ved siden af socialdemokraterne kan man med garanti finde folk der hverken kan forklare årsager til og løsninger på problemet.
Artikler skrevet af fremstående figurer som Enhedsliste-politikeren Johanne-Schmidt Nielsen, og SFU-forkvinden Emilie Turunen, med “analyserne” “Ham der Marx…” og “Krise, krise, krise”, foregiver at være “kapitalismekritiske”, men kommer med opfordringer om noget så sølle, trivielt og tyndslidt som at vi “bare skal have lidt mere regulering”, og “begrænse markederne”. Førstnævnte gør det endda i lyset af at ville træffe Karl Marx’ spøgelse frem fra den støvede bogreol, men rammer åbenlyst ved siden af, når den går i socialdemokratismens og keynesianismens ærinde, ved blot at opfordre til en tilpasning af kapitalen, fremfor dens afskaffelse og ekspropriering.

Lidt regulering, småjusteringer, beskatninger, hist og her, løser ikke en klejne. Da overproduktion, kriser og lediggang netop er grundlæggende problemer i det kapitalistiske system, bør det derfor også løses på grundlæggende plan. En nationalisering af bankerne vil derfor være den eneste måde, hvorpå man kan lægge en rationel plan for deres drift og skabe en vækst der ikke konstant surfer bølger og går stejlt op ad vilde op- og nedturskurver, men istedet tilgodeser de egentlige behov og ikke danner skyhøje lag af fiktiv vækst og himmelflugter i profitraten. Vi kan jo ikke bare fortælle kapitalfyrsterne at de skal lade være med at lave kaos i økonomien. Hverken med smukke ord eller regulerende retningsanvisninger.