Archive for Midtervældet

tirsdag, april 10th, 2012

Praktisk socialisme, Mattias Tesfaye, de ti teser og ledelsen i SF

I 2008 forfattede Mattias Tesfaye ti teser (som pressen tror er 2005), der for nylig har fået fornyet aktualitet, efter at han begyndte at opstille til SFs næstformandspost, da disse teser også vil være hans udgangspunkt som mulig næstformand.
Som jeg husker der stod beskrevet om Mattias Tesfaye’s et sted i blogsektionen på Modkraft, mener han at venstrefløjspartierne idag blot er partier for højtuddannede offentligt ansatte. Og det må man godkende, ved nærmere eftersyn. Der er en grund til at arbejderklassen har forladt venstrefløjen, og det er hvad Tesfaye sætter sig op imod.

Men når man optræder under paroler og linjer, der vil rette partiets fokus på arbejderfamilierne og arbejderklassen, vil den akademiske og elitært forankrede top i partiet øjeblikkeligt fare op og lægge låg på forsøgene på at give partiet en klasseorienteret profil og politik.

På det seneste har realpolitikere i SFs partitop bekriget Mattias Tesfaye i forbindelse med hans opstilling til næstformandsposten i partiet. Ledende personligheder fra SFs folketingsgruppe har rettet polemiske smæderier på Mattias Tesfaye, med intrigente antagelser som at disse teser af hans »er langt bedre dækket ind i et af de kommunistiske partier, end de er i SF« og at det “indsnævrer” SFs profil (som om de akademiske kaster og DJØF-eliten er et bredere segment i forhold til landets lønmodtagerflertal).

Det er klart at de højtuddannede, akademiske figurer med privilegerede sociale relationer, bosat i landets kultur eller DJØF-elite, vil få hårrejsning af enhver tale om klassekamp på partiets politiske dagsorden – deres loyalitet og sociale base ligger jo til bestyrelserne, logerne og ‘det gode selskab’ de forbinder sig med til dagligt i det parlamentariske system. Mattias Tesfaye, og de kritiske kræfter i SF-partiet må og skal støttes.

Om teserne. “Praktisk socialisme”.

De (oprindelige) ti teser kan ses i fuld form på Modkraft, her vil jeg bringe nogle foretrukne udpluk:

*“Politik er klassekamp. Udgangspunktet for alt politisk arbejde må derfor være arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår. Alle andre kategorier, herunder køn, etnicitet, tro og seksualitet, er kun interessante som en del af samfundets sociale struktur.
Mangfoldighedsstrategien fungerer som nyliberalismens HR-afdeling. Den præsenterer nye ligestillede subjekter, som f.eks. indvandrere og homoseksuelle, i den politiske kamp, og fungerer i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadelige for kampen for social retfærdighed.”

*”Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.
Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.”

– QFT!!!

*”Modstanderen bor i whiskeybæltet og i Indre By. Ikke på vestegnen og i de jyske industriområder.
Nyliberalismen er hovedmodstanderen. Både når den fremtræder i økonomisk forstand på den anden side af forhandlingsbordet. Og når den fremtræder i kulturel forstand til smart fernisering på et galleri.”

*”På integrationsområdet skal vi erkende, at de socialdemokratiske vestegns borgmestre havde ret i 80’erne og 90’erne. Vi stillede ikke nok integrationskrav til de nye medborgere, men spiste alt for mange af med sociale ydelser. Og godkendte familiesammenføringer i et omfang, hvor integrationen ikke kunne følge med.

På uddannelsesområdet skal vi erkende at begreberne ’ansvar for egen læring’ og ’læreren som konsulent’, var forkert politik. Og at vores udmøntning af projektarbejdet, har betydet en akademisering af skolen, skræddersyet til kulturelitens egne børn. I stedet skal vi have en mere praktisk tilgang til projektarbejdet, nationale tests og mere fokus på fagligheden i dansk og matematik i folkeskolens første klasser.”

Efter 3-4 årtiers erfaringer med venstreorienterede ledere efter ’68, kan vi nu konkludere to ting. For det første: Det er godt, at mange flere får en lang videregående uddannelse, og endnu bedre at de tilslutter sig vores partier. Vi har brug for deres evner. For det andet: De skal ikke tegne ledelsen af vores partier.

Arbejderklassen elsker sine intellektuelle, men ikke sine akademiske ledere. Så vil folk hellere have en hjemmehjælper fra Gentofte.

Samfundets værdier skabes på arbejdspladserne. Socialisternes værdier samler pt. støv på bogreolerne, og bliver snørklet og skamvredet i partifunktionærernes skåltaler.

Tesfaye’s teser fik også i sin tid på Modkraft meget hård modvind fra bl.a. idealistiske kredse og de fleste Enhedsliste-støtter, men faktisk er en god hoveddel af teserne ret pragtfulde og præcist formuleret – specielt tese 2, 3, 6, 7 og 9. Nødhjælpstendenserne på venstrefløjen er især slående. Det er ikke tilfældigt at en fortaler for noget så fatalt og forfejlet som mikokredit/mikrobanker kan få stående ovasioner på Roskilde-festivallen, og NGO’ernes idésæt har et stort tag på den

Mattias’ teser mangler bare en god snert af marxisme. For hvordan kan vi indenfor parlamentarismens snævre rammer kæmpe for et køleskab i skurvognen, fikserum, såvel som efterløn og fyldig sundhedssektor, når netop alle de, af arbejderbevægelsen, tilkæmpede rettigheder og sociale vindinger igennem 100 ÅR er under stærke angreb, mens bestyrelserne, bankerne og erhvervslivet bliver forgyldt med blankochecke, lønstigninger og profit, og alm. folk sættes på gaden og bliver massefyret? Svar: Der er brug for et totalt BRUD med det kapitalistiske system og bankernes diktatur! Vi kan IKKE skaffe værdige resultater ved at forhandle med erhvervslivets loger og borgerskabets ‘eksperter’ og agenter, eller at strømline partiets politik og kultur efter samme.

Tese 5 taler for at vi skal være ‘kompromissøgende’. Déri ligger en fejl – for med HVEM skal vi indgå kompromis? Med erhvervslivet, de borgerlige embedsmænd, som fagtoppen og partierne gør i deres smalle og rådne studeforhandlinger.

I SF og -U taler man så meget om at skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker, og om at “forandre verden”.
Men for at forandre verden, er man nødt til først at forstå den. Det kan vi dybest kun gøre ved at lære af revolutionære erfaringer og afvise samarbejde med de reaktionære lag i samfundets top, som arbejder alt hvad de kan for at afmontere de sociale forbedringer som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig samfundets brede flertal.

At typer som Pernille Frahm og (lovgivningsfeministen) Pernille Vigsø lægger afstand til Mattias politiske teser, fordi han omtaler arbejderfamilierne og mener at det brede flertal bør være udgangspunktet for partiets politik.

Eller, som en anden SF’er udlagde det på Facebook;
»Tænk at nogen kan ty til så usle offentlige angreb, fordi Mattias Tesfaye mener at den brede befolkning/arbejderklassen bør være udgangspunktet for SF’s politiske arbejde. Det siger i mine øjne virkeligt meget om afsenderne«

søndag, april 8th, 2012

SF – Socialbureaukratisk Forlængelse

Så kommer Villy Søvndal med atter en slidt, visionsløs udmelding – her.

SF og de nyttige paphoveder i centrum-venstre gennemgår det samme mønster som længe set. Og det samme mønster, som set andre gange når arbejderpartier har skullet tilpasse sig deres ‘gode selskab’ i magtens centrum blandt borgerlige, ikke-valgte embedsmænd, lobbyister, ‘eksperter’ og erhvervslivsloger.

54% jubler? Det er søreme ikke noget at juble over.

Søvndal: I kan kra****me gå hjem med jeres reformsnak og uldne ‘vækst’idéer. Der er ikke et gran af “socialisme” tilbage i jeres slidte politik og vage tankegods.
I fører borgerlige nedskæringer, snorer jer til socialdemokraternes højrefløj, fører angreb på arbejderbevægelsens gennem 100 år tilkæmpede landvindinger for at give blankochecke til bankerne og administrerer staten på de samme betingelser som de stærkeste borgerlige kræfter gør, og i løber ind i den nøje samme blindgyde.
I reformistiske ronkedorer er ude af stand til at levere en ordentlig analyse, jeres teori er importeret fra borgerlig lejr, mens marxisterne forudså dette her årtier før, selvom de har været isoleret i nyere tid.
Udsagnet om at Villy og SF nu har set ‘virkeligheden’ er kun til dels rigtig – det er kun indenfor det kapitalistiske systems kræftknuder, at det ikke kan lade sig gøre at skabe bedre levebetingelser det almene flertal.

Tag engang et kig og se hvor værdierne virkelig forsvinder hen (det er ikke ligefrem folk på overførselsindkomster eller indvandrere der dræner vores økonomi):
Bankdirektører får lønforhøjelser i millionklassen på over 40%, virksomhederne udliciterer og/eller henter gigantiske profitter ind på BEKOSTNING af arbejdskraftens vilkår, MENS at det store flertal har faldende levestandard, massefyringer og reallønsnedgang at se frem til.

Hvem der end sagde der ikke længere fandtes klasser, løj som langt ind i helvede.

tirsdag, juni 9th, 2009

Jes Fabricous Møller er tør i rugen

Fra DR: “Hvis folk gør som Ekstra Bladet anbefaler, så gør de ligesom studenter, der dumper til eksamen: De svarer ikke på dét, der bliver spurgt om. Hvorfor ofre en ligestillingssag, der i princippet er glimrende, for at fremme en anden dagsorden, der har at gøre med, om man er for eller imod kongehuset?”

Jes Fab.

Hvor er det dog tåbeligt og en kende lavdemokratisk af denne historiker at anfægte folks ret til at stemme nej. At stemme nej til tronfølgeloven fordi at “arvefølgen i kongehuset intet har at gøre med ligestilling. Kongehuset handler om at være født ind i en priviligeret, udvalgt famile, og er et levn fra fortiden” (som Ekstrabladschefredaktøren skriver) er ikke at ignorere hvad sagen handler om, det er at stemme nej til spørgsmålet, med en bestemt begrundelse, som Jes bare ikke bryder sig om. Der er jo ikke nogen der stemte nej i håb om at alene det kunne afskaffe Kongehuset, for det ville jo ikke udløse en sådan ændring.

Demokrati indebærer retten til at være for, imod eller neutral, uanset hvad grunden bag denne stillingtagen så er. Hvilke grunde vi end har til at stemme nej eller ja, skal denne forkælede, og småelitære historiker ikke forbyde os. Folks individuelle præmisser for en bestemt stillingtagen er IKKE noget belæg for at erklære deres demokratiske stillingtagen ugyldig!

Han skriver i øvrigt andetsteds: “Jeg ville bestemt ikke være glad for situationen, hvis jeg var dronning Margrethe. For monarkiet er en institution, hvis berettigelse består i en meget stor folkelig opbakning. Hvis det lykkes et mindretal af republikanere at tvinge ja-siden ned på det mindst mulige ved en folkeafstemning, er det udtryk for, at der er ved at være et antal modstandere mod monarkiet, som man er nødt til at tage alvorligt”

Uh huh? Hvorfor høvlen skal vi tage det alvorligt? Denne “tvangs” fra nej-siden er ikke mere tvang, end når politikere, meningsmagere forsøgere at opnå folkelig opbakning ved spredning af budskaber og lignende. At folk af forskellige politiske strømninger påvirker hinanden og den menige mand, er der iflg. min mening ikke noget at sige til.

Noget lignende det samme som det første, siger Jes om folkeafstemninger generelt:

“Når folk dumper til eksamen, kan man sige, at de ikke har læst nok eller fulgt ordentlig med i undervisningen. Nej, folk der dumper svarer ikke på det de bliver spurgt om. Sådan er det også tit til afstemninger – folk svarer ikke på det de bliver spurgt om.”

Her fornemmer jeg nærmest et ekko af EU-bureaukraternes (i liste N-slang: eurokraternes) folkeforagt. Når nu han siger det ‘tit’ er sådan til afstemninger, kunne jeg forestille mig han har de EU-relaterede folkeafstemninger i tankerne på dette. Hvad jeg vil ind på her, er at der i forhold til EU-afstemningerne nemlig er en grund. At politikere, medier og embedsfolk konsekvent eller inkonsekvent tilbeholder reel information om hvad der foregår i EU-parlamentet, hvilke planer der er på bureaukraternes bord, hvilke reelle hensigter der ligger bag, og hvad der foregår i øvrige dele af EU-fæstningen. I den anledning kan man derfor forvente, at folk svarer mere løst i luften og ikke har en helt så grundig og gennemarbejdet baggrund for sin stillingtagen.

Indignationen over den evindelige topstyring og manglende mulighed for at forandre og have indflydelse på beslutningerne bør dog under alle omstændigheder komme til udtryk i vælgerdommen. For ét er, hvor meget de forskellige parter er blevet uddannet og har læst om det bestemte embede, noget andet er hvilke interesser de forskellige lag og rangarter af samfundet har, og hvilken DEL af virkeligheden de er i kontakt med! Lige præcis derfor er det, at vi ikke altid kan bruge belæste akademikere og embedsmænd til noget, og at vi ikke altid bliver mere oplyst af at det er dem der svinger staven. For hvis de alligevel sidder oppe i et elfenbenstårn og anskuer virkeligheden fra en uhyrlig abstrakt vinkel, kan de have forkludrede løsninger og indgangsvinkler til de problemer eller holdninger der befinder sig i samfundet.

lørdag, maj 17th, 2008

Det socialdemokratiske folkeparti

I sommeren 2005 kom et tidligere SF-medlem ved navnet Villy Dyhr med den antydelse at “med Villy Søvndal som formand bliver SF et mere traditionelt venstrefløjsparti“, og meldte sig efterfølgende ind i socialdemokratiet, med sin begejstring for Helle Thorning-Schmidt, (der senere skulle vise sig at blive garanten for den danske opfølgning på det nyliberale New Labour-koncept).
Han mente at partiet ville slå sig ind på en bedre kurs ved at ty til den samme politik som de europæiske grønne. Med valget af Søvndal ville liste F nu blive det lettere røde rædselskabinet, hvis man skulle tage ekspartigængerens drejning for givet.

Men hvad så nu? Efter Villy Søvndals nyere udmelding om sine egentlige politiske intentioner, er det svært at få øje på de traditionelle venstrefløjsværdier. Villy lægger her, letlæseligt for alle, ud med en klokkeklar accept af kapitalismens fundament. Ikke engang så meget som nationalisering af enkelte kernevirksomheder, (der istedet for blot at være indstillede på at skabe større overskud, kunne indrettes til at give resultater i en videre udstrækning) vil Villy høre tale om. Det eneste venstreøkonomiske Villy bekender sig til iflg. Nyhedsavisens bragte artikel, er et stærkt offentligt system, som så koeksisterer med det private regi.

Ka-pow! Så fik vi det da frem på bordet. SF har nu officielt løftet sløret om sit skift til den socialdemokratiske linje. Ihvertfald er frontfiluren ved at få det endelige stykke mejslet fast.
Mens det (*suk*) ældste “arbejderparti” i Danevang efterhånden har kasseret fokusset på fagbevægelsen og de lavere sociale lag, til fordel for en accept af (mmmh, det ligger godt i maven!) markedsgørelsen og det nyliberale tankesæt, kan SF jo passende indtage den rolle som socialdemokratiet plejede at passe før Nyrups højreskift (nu forstærket af Helle).

Og hvor er det dog håbløst begrundet fra Søvndals side. Endnu engang slutter skikkelser fra venstrefløjen sig til blådemagogernes evige inkonsekvente historiebenægtelse, ved at henvise til de faldefærdige østblok-regimer, der på ingen måde skildrer det udtænkte alternativ til kapitalismen. Sovjetunionen, Kina, Cambodja (føj), Laos, Cuba, Nordkorea, m.fl. var/er degenererede arbejderstater, ffs. Den konsekvente praksis disse eksempler kendetegnede, tog ikke blot overhånd, den imodsagde hvad alle velartikulerede marxistiske tænkere havde sagt var en umulighed.
Man ville gennemføre socialisme i et tilbagestående, feudalt bondesamfund. Infrastrukturen var på ingen måde indrettet til at håndtere, og revolutionen var tilmed isoleret.
Derudover har man i flere (hvis ikke samtlige) af det 20. århundredes historiske eksempler haft en økonomisk indretning, der grundlæggende levede af den kapitalistiske samfundsform, men pakket så tæt ind i gennemreguleringer, at det økonomiske grundlag på ingen måde kunne formå at spirre, men lugtede af socialisme.
De kunne nok kun betegnes som socialistiske efter en stalinistisk og meget rigid definition.

Sovjetunionen er derfor ikke argumentet for hvorfor markedskapitalismen er den eneste platform at sætte sine ben på.
Den er derimod argumentet for at man aldrig skal gennemføre revolutioner (under påskyndelse) i underudviklede, feudale landbrugssamfund, eller forbyde arbejderklassen og menig mand i at danne/organisere andre partiplatforme end det parti som en loge af deforme, sekteriske dogmatikere anser som det sandfærdige.

I øvrigt påviser Søvndal indirekte, at overskudsproduktion kun er kendetegnende for planøkonomi, i hans fortælling om “…da jeg som helt ung mand sad på et universitet i Kiev (hovedstaden i Ukraine, red.) og kiggede på en russisk produktionssplan. Jeg synes, det var voldsomt detaljeret, hvad man politisk havde besluttet, at der skulle produceres af sandaler i Sovjet dengang. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvad nu, hvis det regner mere, end det plejer, denne her sommer? Så kommer de til at ligge inde med at hav af sandaler. Og der må man sige, at vores marked er ekstremt dynamisk og ubureaukratisk.”

Det er jo helt håbløst, når netop overproduktionskriser er iboende i den kapitalistiske sammensætning. Produktion der udelukkende tilgodeser opnåelsen af profit, snarere end at forholde sig til de egentlige behov, giver et sådant resultat.

Det gør det så ikke bedre, at der i slutningen af artiklen stilles det tragiske spørgsmål:

“…vil man med dig som formand for partiet om nogle år kune se et SF, der er langt mere midtersøgende i sin politik“[?]

Og det kan man frygte, hvis dansk politik fortsætter i den karakter som den har gjort hidtil. Nu burde grænsen efterhånden være overskredet flere sømil. Som om det ikke var tilstrækkelig ørepineri at man skal tvinges til at høre V- og S-politikere gentage hinandens nærmest farcerende populistiske angrebslinjer.
Vi trænger til noget mere fast grund under fødderne. Vi har ikke brug for mere “alsidighed” i form af overtagelse af modsatte fløjs grundlæggende værdisæt. Det er allerede slemt nok som det er nu. Vi mangler politikere der kan besidde et klart standpunkt, med ordren i begreberne, og fremføre markante forandringer, uden at pakke det ind i modsatrettede ordforbrug.

Den opgave kan midten netop ikke klare. Midten er IKKE(!) redningen for de politiske spændinger der plager samfundet mest. Den er tværtimod en hindring for substans og klarsynethed. Gang på gang har vi lagt øjne til den perfide nedsmeltning af selvstændige mærkesager, udsalget af ideologiske standpunkter og hvordan “eksperterne” lallegladt pålægger de dominerende magthavere forventningen om at søge mod midterpuljen så de jo kan tiltrække “den brede befolkning”.
Men hvad vil man med indflydelsen hvis man lader sig standardisere fremfor at stræbe ud fra egne pejlemærker..?
Ny Alliance, og større dele af S, R, og V har bevist hvor opslugende et sort hul den danske midte er.
De førende beslutningstagere kører rundt og rundt, istedet for at vælge side, og trækker partitropper på hver side af “fløjtæppet” til at kompromisere hele deres politiske grundlag væk, der ender med at minimere forskelligheden mellem de forskellige parter og derved slække muligheden for alternativer. Det er absolut ikke ambitiøst. Det er små skridt i hver retning fra tid til anden, og vildfaren populisme.
Hvor mange hører ikke andre vælgere tale om hvor latterlig de synes politikken her til lands er blevet, fordi de fleste siger noget lignende det samme?

Der er dog stadig et godt stykke at kravle hvis SF skulle nå ned i midterbaljen. SF har stadig gode, konstruktive kortsigtede løsningsmodeller til konkrete problemstillinger, der klart peger et vist stykke til venstre, og brugbare kulturradikale standpunkter på rets- såvel som uddannelsesområdet og det udenrigspolitiske.
Men med den teori de lægger for dagen, giver det ikke meget mening at de betegner sig som socialistiske. Det nytter ikke at forsøge på at kludre sig udenom definitionernes oprindelige betydning ved at pynte et knæfald for kapitalen med div. retoriske kransekagestykker som “Lige ret til frihed gennem fællesskabets ansvar”, eller “lige muligheder for alsidig livsudfoldelse”, som om at det var det rent systematiske fundament for en kollektiv samfundsplatform med arbejderdemokrati(??).
Det er snarere præget af småforvildede socialreformistiske grundpræmisser om “fredelig sameksistens” mellem udbyttervældet+klasseprivilegier og arbejderselvstyre, pakket ind i andre begreber så de stadig kan betegne sig som socialister.

Lad liberalisterne, de konservative kræfter og de midterborgerlige fremme markedstankegangen, og de progressive fronter føre arbejderpolitikken og de sociale forbedringer (hvis ikke mere).
Nyliberalismen ud af socialdemokratiet, reformismen ud af SF. Mere polarisering. Nu, eller snarest.