Archive for Nyliberalisme

søndag, juli 12th, 2009

Tariq Ali – Obama, Pakistan og USA-imperiet

Den parkistanske marxist Tariq Ali taler klokkeklart ud om Obama, krisen, social forandring, imperialisme, mediehykleri, fortielse og krige i Mellemøsten:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=7oYdvQZVvrU&hl=en&fs=1&color1=0x3a3a3a&color2=0x999999&hd=1]

torsdag, maj 28th, 2009

The Newer Deal

‘Kapitalismens tidsalder er forbi’.
‘Intet vil være som før. Staten vil spille en langt større rolle end nogensinde tidligere’
, lød det fra Financial Times-redaktøren.

Tjaaaeh, en hel produktionsmåde visner nu ikke væk af sig selv. Hvordan skulle det lade sig gøre?
Nu er det bare mavefornemmelser over den mindre stribe af kriseartikler igennem de måneder det har buldret, men der er tilsyneladende lidt for mange mainstram-analytikere der forveksler kapitalismen med neoliberalismen (som er en uhæmmet art af kapitalisme).
Kapitalismen som helhed er blot kendetegnet ved den grundlæggende produktionsform hvor privat ejendomsret over prod.midlerne og udbytning af varer og arbejdskraft er hjørnestenene. Denne struktur er jo den samme selvom vi regulerer og pakker den ind i andre rammer.

Og når de førende figurer i offensiven bare nøjes med at ty til regulering, offentlige investeringer og andre keynesianske remedier, er der ikke noget til hinder for at den rendyrkede kapitalisme kan vende tilbage igen. Ligesom den Friedmanske globaliseringsøkonomi endte med at reintroducere liberalismen flere årtier efter hvor den keynesianske/socialdemokratiske “New deal” var den førende dagsorden.
Gradvise klassemæssige styrkeforhold kan nemt rykkes frem og tilbage. Bourgeoisiet dikterer den økonomiske proces om vi reformerer og beskatter den lidt mere eller ej.

lørdag, november 1st, 2008

Finanskrisen og den manglende kritiske belysning af samme

“Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens… Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.”

Allerede i 1848 kunne Marx og Engels forklare den mest grundlæggende børnesygdom i den borgerlige produktionsmåde. Dette er nu lige nøjagtig 160 år siden. Hvad forklarer de nulevende økonomer og førende meningsdannere den dag idag? Er forklaringerne mere pålidelige og rammende alene af den grund at vi skriver 2008?

Svaret må være nej.

De borgerlige økonomer har i alenlange stunder talt om en lys og harmonisk fremtid, hvor der ikke længere ville være kriser, overproduktion men evigt opsving. Og figurer som cheføkonom Helge J. Pedersen, Preben Morrild Angelo, ligesåvel som diverse kværulanter fra hoforganet Børsen har for blot 3, 4 år siden talt om boligmarkedet som en ren succeshistorie og skønmalede opsvinget som noget der ville fortsatte ustandseligt. De kunne ikke forudsige nogetsomhelst. Omkring de samme år hvor andre så klare urotendenser komme snigende, og hvor det da også var normalt at høre disse økonomers respektive borgerlige politikere betegne boligmarkedet som skrøbeligt.

Denne jubelidiotiske optimisme har været mageligt suppleret med middelklassemyten om “det klasseløse informationssamfund” og tendensen til at forælde klassepolitikken som helhed. Nu bliver økonomien, så sent som langt inde i internettets tidsalder, ramt af en jernpæl og den konstante jubelidioti er nu tabt på bordet og istedet erstattet af mere eller mindre jævne tomme, “beroligende” floskler fra økonomer der beder os om at læne os tilbage og giver vink med vognstangen om at “bankerne måske snart sætter renten op igen”, samtidig med de paniske finanskapitalister der febrilsk hyler op om nødvendigheden for statslig kompensation og indblanding, som de ellers på ganske ideologisk vis altid har set som en fare for den økonomiske stabilitet.

Deres monumentale forvirring og de drastiske “humørsving” man ser igennem årene, reflekterer nøje tendensen i de vilde økonomiske op- og nedture. Det ene øjeblik kan der være skingrende panik i børshallerne, det andet øjeblik svømmer de i glædesrus.

Når opsvinget stemmer an, betegner man den statslige indblanding som en fare, i modsat fald er den en nødvendighed. Eller, som formuleret med andre eksempler, som en af mine kammerater frembragte det;
I opsvingsperioder kan de med smukke talegaver tale varmt om øget kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. I perioder med nedtur og stigende lediggang kan de finde “eksperter” til at moralisere for den gode idé om at kvinderne bliver hjemme og passer deres børn. Hele den moralske drejebog skrives naturligvis ud fra hvordan den flyvske udvikling tager sig ud i den givne periode.

Der forekommer så megen komplet forvirring, at man med rette kan konstatere man ikke bliver meget klogere på udmeldingerne fra disse hysteriske profitfyrster.
Men de eneste økonomer og “eksperter” medierne fremhæver fra dag til dag, er de borgerlige økonomer, hvis primære opgave i virkeligheden er at forsvare den kapitalistiske produktionsmåde.
Men mange almindelige folk i hverdagslivet tænker tilsyneladende overhovedet ikke over det, og nøjes med at trække på skuldrene over hele perioden og tænke “nå, den går vel over”. Mærkbart fordi de ikke på noget tidspunkt har fået præsenteret en anden analyse, end de borgerlige økonomers, som medierne så bekvemt gemmer af vejen, med undtagelse af mere intellektuelt orienterede meder som Information, m.m.

Men ikke engang på venstrefløjen ved siden af socialdemokraterne kan man med garanti finde folk der hverken kan forklare årsager til og løsninger på problemet.
Artikler skrevet af fremstående figurer som Enhedsliste-politikeren Johanne-Schmidt Nielsen, og SFU-forkvinden Emilie Turunen, med “analyserne” “Ham der Marx…” og “Krise, krise, krise”, foregiver at være “kapitalismekritiske”, men kommer med opfordringer om noget så sølle, trivielt og tyndslidt som at vi “bare skal have lidt mere regulering”, og “begrænse markederne”. Førstnævnte gør det endda i lyset af at ville træffe Karl Marx’ spøgelse frem fra den støvede bogreol, men rammer åbenlyst ved siden af, når den går i socialdemokratismens og keynesianismens ærinde, ved blot at opfordre til en tilpasning af kapitalen, fremfor dens afskaffelse og ekspropriering.

Lidt regulering, småjusteringer, beskatninger, hist og her, løser ikke en klejne. Da overproduktion, kriser og lediggang netop er grundlæggende problemer i det kapitalistiske system, bør det derfor også løses på grundlæggende plan. En nationalisering af bankerne vil derfor være den eneste måde, hvorpå man kan lægge en rationel plan for deres drift og skabe en vækst der ikke konstant surfer bølger og går stejlt op ad vilde op- og nedturskurver, men istedet tilgodeser de egentlige behov og ikke danner skyhøje lag af fiktiv vækst og himmelflugter i profitraten. Vi kan jo ikke bare fortælle kapitalfyrsterne at de skal lade være med at lave kaos i økonomien. Hverken med smukke ord eller regulerende retningsanvisninger.

onsdag, juni 11th, 2008

Middelklassemyten om informationssamfundet

Den norske journalist og forfatter Magnus Margdal, kommer med følgende interessante udsagn i en artikel på Information.

“Arbejderklassen er kun forsvundet fra middelklassens bevidsthed. Og det er folk med middelklassebaggrund, der dominerer ledelserne i de europæiske socialdemokratier,”

“Al deres snak om det klasseløse informationssamfund, hvor folk selv ejer ‘produktionsmidlerne’ – deres hjerner – det er jo ikke sådan, når man ser på, hvor folk flest er beskæftiget. I såkaldte lortejobs i handels- og servicesektoren med lav jobsikkerhed, lave lønninger, dårlige arbejdsforhold og lav organisering,”

Den britiske sociolog Anthony Giddens’ socialliberale ‘Tredje Vej’, der accepterer markedsliberalismen som det eneste mulige, er en del af problemet, ikke løsningen, mener Magnus Marsdal, der konsekvent siger ‘Baron Giddens’ om New Labours hof-teoretiker.

“Anthony Giddens har taget fejl i 15 år og tager endnu mere fejl i dag. Han tror, venstrefløjens problemer skal løses langs den værdipolitiske akse, fordi han tror, den økonomisk-politiske akse ikke længere eksisterer – på trods af, at den økonomiske ulighed bare stiger og stiger,”

Og hvor er det himmelråbende klart sagt. Sikke en omgang gloriepudsende pladder, at klassekampen skulle være uddød, og lønmodtagerne være ligestillet med arbejdsgiverstanden. Hvis det virkelig var tilfældet, som de borgerlige idealister konsekvent påstår fra tid til anden, hvorfor har man så hos det borgerlige hold så gennemført den række af forringelser og nedslidning der er sket i de senere år? Hvorfor har man den konstante stræben hos bl.a. Dyremose og Dansk Industri efter at få afviklet de lempelige arbejdsvilkår, og reduktionen af timeantallet?
Det burde være åbenlyst, at lønmodtagerne og arbejdsgiverne ikke har de samme interesser.

At vi så beskæftiger os mere med service, afspejler ikke nogen forandret klassenatur. Sikke noget vrøvl. Arbejdsdelingen og ledelsen foregår på samme præmis som hidtil. Arbejderklassen er dog blevet mere veluddannet og har fået flere penge mellem hænderne. Men fremhævelsen af de arbejdstagere der bor i Villaer og tjener mere end nogen iværksættere, er bare absurd. Det fremstiller på ingen måde et billede af samtlige lønmodtagere.

Det er helt og aldeles utænkeligt, vi alle på én gang skulle kunne ligge inde med et væld af økonomiske ressourcer og privilegier, der svarer til behovene for en hel forsamling af individer. Der er altid en polarisering i den anden ende, hvis der er overflod i den ene.

I det hele taget er det er en utopisk tanke at arbejderklassen skulle være borgerliggjort. Når der ikke på nogen måde er tale om at produktionsmidlerne er blevet fællesejede, kan en indehaver af en arbejdsplads ikke eksistere uden dertilhørende arbejdskraft.

At store dele af arbejderstanden stemmer borgerligt i disse dage, er der så imidlertid mægtigt mange svar på.

Først og fremmest har den værdipolitiske venstrefløj forårsaget den mest fatalt mislykkede integrationspolitik man kunne forestille sig, og fremført en dybt virkelighedsfjern og inkonsekvent linje ift. de negative følger af indvandringen, og konkrete problemstillinger i kulturdebatten, der optog flere og flere vælgere undertiden.
Man gjorde nydanskere til klienter, og gav uanet grønt lys for øget kriminalitet ved at fraholde dem ethvert ansvar for egne handlinger. Man undlod at stille krav, og forsvarede som venstrefløj ghettoområderne (under illusioner som at “det vil berige vores kultur på samme måde som Solvang i USA”).
Værst var det næsten, når multukulturalisterne forsvarede de mest reaktionære tendenser indenfor strømningerne, og dermed gav afkald på mangeårige venstreorienterede kerneværdier.

Dernæst har traditionelle garanter for arbejderklassen, indledt en højrekurs i sin økonomiske politik, og sluppet noget af koncentrationen på almindelige indbyggeres konkrete dagligdag. Ikke mindst socialdemokratiet, har hårdhudet og konsekvent opslugt det fejlbarlige, nyliberalistiske koncept, den af Anthony Giddens anførte “Tredje Vej”, og dermed markeret et mere ligegyldigt alternativ til den borgerlige blok.

Giddens filosofi om opslugelsen af markedstankegangen blev doktrinen for omdannelsen af det engelske New Labour til et neoliberalt privatiseringsparti, og var ganske svarende til hvad der skete med socialdemokratiet efter Nyrups højrekurs i 90’erne, hvor adskillige virksomheder blev privatiseret og udliciteringen. Sjovt nok forsøger manden selv nu selv at bekæmpe den selv samme kapital’ske rovdrift.

Derudover spiller det nok også en rolle, at topskatten i dag rammer almindelige lønmodtagere på pengepungen, da den  ikke følger inflationen eller samfundets øgede værdi, hvorfor de borgerlige visioner om skattelettelser nu også appellerer til mange arbejdere. Det er egentlig talt imod en reel progressiv beskatning, at smide det samme loft i hovedet på specialarbejdere og håndværkere, som på bankdirektørere og jordejere!

Der kan nok heller ikke herske meget tvivl om, at den degenerede, og bureaukratisk forvrængede “socialisme” i østblokkene, skræmte den danske (og vestlige) befolkning i en sådan grad, at mange fik den opfattelse at man derved skulle undgå en hvilketsomhelst anden form for kollektivistisk økonomisk politik (selvom det er en koldkrigerisk og aldeles binær logik).

Man må håbe at luften snart går af ballonen og New Labour-doktrinen bliver punkteret så vi igen kan få fast grund under fødderne og lade arbejderpartierne fører politik til glæde for fagbevægelsen, og også få sat en stopper for det uhæderlige tyveri af borgerlige værdier.