Archive for Radikalisme

fredag, marts 6th, 2015

“Hvide velmenende ikke-racister er også racister” – Så hold dog kæft!

http://modkraft.dk/artikel/hvide-velmenende-ikke-racister-er-ogs-racister
Endnu et præmieeksempel på politisk korrekt meningstyranni (og begrebsdiktatur). Så skulle satan stå i det…

At forudfatte alle hvide som racister, pga. den historiske fortid OG forsøg på at interagere med udlændinge, er is ig selv en grædefærdig analytisk OG racistisk fejlslutning, og det italesætter ikke andet end yderligere afstand mellem grupperne.
Om jeg blot bemærker en persons udstråling (og mangfoldighed), hvilken eller herkomst nogen, kan ikke en skid, på andet end det mest illusoriske jammerintellektuelle plan, tilskrives racisme, hvis ikke jeg tildeler personens hudfarve eller nationalitet nogen negative karaktertræk, bevidst eller ubevidst. At lægge mærke til nogens karaktertræk er sgu da ikke det samme som at undertrykke dem! Implikationen heraf ville jo være at vi så helt skulle undgå hinanden som pesten og standse al dialog!
Hvis ikke du hverken aktivt eller ubevidst tillægger nogen diskriminaterende betydning til mennesker pga. deres hudfarver, herkomst eller etnicitet, så er logisk der ingen reel racisme at spore i det, og derfor bliver det en opgave for de postmoderne, totalitære ‘anti-racister’ at påpege “usynlige privilegier” og “usynlig racisme” hos hvide – som de så tillægger hele den kaukasiske race *qua* deres hvide hudfarve!! Et helt igennem pisseracistisk fordomsbillede!
Man skal fluekneppe og ‘gribe efter strå’, for at mene at de ting er racistiske. Det er simpelthen så sart at det er psykisk belastende. For andre end de i forvejen belastede hypersensitive papirfarisæer.

fredag, maj 15th, 2009

“Hyskenstræde, en frihedseksplosion”!

Bunden er nået hos den radikale venstrefløj. I en af de seneste artikler på Modkraft (der ved gud ikke skal smides i bås med disse infantildestruktivister, blot fordi de dækker hvad der sker indenfor de rækker) tordner nogle af bagfolkene bag galeværket på Hyskenstræde frem med blomstrende analyser og “teser” som “Hyskenstræde var frihedseksplosion”, “Hærværk er politik” og “Mange er ekskluderet fra hærværket, men hærværket burde være for alle, ikke kun for hvide, danske heteromænd!”.

Ja selvfølgelig! Hærværket er da for hulen ikke et problemet, der er bare ikke NOK der deltager i det!
Som om at rudeknusningerne og smadring af bilerne bliver det mindste mere formildende bare fordi skaderne er endnu mere omfattende! Nu kan det da umuligt blive mere retarderet og børnet.

Hærværk er ikke en skid politik. At udøve flyvsk, materiel skade på bygninger og genstande ændrer ikke ved nogen klassemæssige styrkeforhold. Det fører ikke nogen forbedringer med sig. Det ændrer ikke ved grundlæggende samfundsforhold. Og det giver heller ikke vores kultur et ryk fremad.
Det gør kun det, at befolkningen nærer større og større tillid til statsapparatet og reaktionære, autoritære tiltag, samt at befolkningen ser mere igennem fingrene med egentlig politibrutalitet. Kort sagt, det fostrer en mere reaktionær folkestemning. Det gør os IKKE mere frisindede og pædagogiske!

Selvfølgelig er det kvalmende med al den snobbede ensretning, metroseksuelle konformitet, eksklusion og den hjerneblæste lemmingeforbrugerisme.
Men man giver bare ikke den dominerende kultur det mindste alternativ ved at smadre løs på folks hjemlige arealer og tilværelse!

Graffiti KAN være smukt. Men det er det da ikke for alle hvis det absolut SKAL gå udover almindelige beboeres private ejendele. Lav det på et sted hvor det ikke går udover almindelige menneskers hårdt opsparede boliger.

Den yderste venstrefløj (dvs. diverse anarkistiske strømninger) lader slet ikke til at have fattet hvad revolutionær samfundsforandring handler om. Som det blev skrevet om anarkistisk kamppraksis i en artikel om mordet på den 15-årige demonstrant i Grækenland jeg læste andetsteds:

…”hele arbejderklassen må blive mobiliseret ved brug af klassekampens metoder. Med mindre arbejderklassen organisationer mobiliserer alle deres kræfter vil de begå en meget alvorlig fejl ved at overlade modstanden i hænderne på anarkisterne og ultra-venstre grupper der insisterer på deres blinde og hasarderede metoder. Afbrændingen af biler og butikker er en ”kampmetode”, der har den modsatte effekt af hvad man ønsker. Disse metoder giver politistyrkerne den undskyldning som de leder efter til at kunne fremstille sig selv som ”forsvarerne af folkets ejendom”. Det medvirker til at aflede opmærksomheden fra politiets ansvar og til at kriminalisere ungdomsbevægelsen.”

Og hvor er det klart sagt. Ganske vist er denne sag kulturelt funderet og har ikke noget at gøre med egentlig klassekamp og økonomiske vilkår at gøre, men de samme symptomer viser sig.
Mange anarkister har for vane at indskrænke kampen til deres egen lille symbolske ødelæggelsesfest, hvor alt i samfundet, både borgere, samtlige politikere, og værdigenstande gøres til “fjenden”, istedet for at se på den faktiske virkelighed og forholde sig til folks behov og eksistens.

Disse kampmetoder, sidestillet med deres indædte afsky mod alt der hedder organisering, ledelse, og kollektiv handling, påviser at den anarkistiske praksis er håbløst som intet andet. De vil aldrig have basis for at kunne nå et klasseløst samfund uden hierarkier, når de foragter det der skal til for at gennemføre den samfundsforandring de drømmer om. Og især når de foragter folket som helhed.

Man forbedrer heller ikke produktionsforholdene, når man insisterer på ikke at gøre brug af et statsapparat, som netop er nødvendigt for at ekspropriere ressourcer og produktionsapparater, og afskaffe bourgeoisiets enevældige råderet over produktionen. Og specielt ikke ved at smadre de steder hvor folk arbejder. Det opstiller mere et slags scenarie hvor kampen går mellem et samfund med produktion og vækst, og et samfund hvor der slet ikke er nogen produktion, bare én stor losseplads. Tschk!
Derfor må den antikapitalistiske bevægelse istedet for bevæbne sig med et struktureret, materialistisk (ikke idealistisk) teoriapparat som marxismen, og arbejde konkret efter faktiske omstændigheder og muligheder.

Proudhon og Bakunin var ellers velmenende og ganske intelligente teoretikere. Og i 30’ernes Spanien kom man i det mindste i hak med at opbygge et anarkistisk samfund (som så blev sønderslået af nazisterne). Jeg forstår ikke hvad der er blevet af anarkismen, med de tossehoveder vi har idag?

tirsdag, september 9th, 2008

Asylnetværket er nogen tudebavianer

Eks-SF’erne fra det nu nedlagte asylnetværk der styrtede ud af partiet som rotter under kloakvandfald rammer flere meter ved siden af med deres kritik af S-SF integrationsudspillet.

I Information-artiklen om disse brægede fårs stillingtagen, lyder udtalelserne bl.a. at “…det er den mest triste del af socialdemokratisk politik, man er gået ind på: Nemlig tankegangen om, at der er noget galt med dem, der kommer hertil. Det er vinklen på alle 14 punkter i udspillet. Selv med de bedste intentioner udtrykker det en dyb mangel på respekt for de her mennesker.

Samtlige punkter..?! Jeg har meget svært at spotte fremmedhad i størstedelen af det integrationsudspil.

Det er svært at se nogetsomhelst racistisk kendetegn i punkter som f.x. oprettelse af antidiskriminationsenhed, opholdstilladelse til sexslaver, forpligtelse af folke- og privatskoler til at medintegrere, nedbryde arbejdsgivernes racistiske udelukkelser af nydanskere, psykolog-bistand og rettigheder for asylansøgere, og SSP-samarbejdet.

For det andet er der stor forskel mellem at mandsopdække unge indvandrere med hårdtslående urobetjente, og så nærpoliti med socialpædagogisk uddannelse, som er et af de punkter der har fået dele af venstrefløjen på barrikaderne over “højredrejning”.
Derudover er den kontante håndtering af bandekriminalitet, den kontrollerede indvandring, tvangsfjernelserne, og andet der lægges op til i handlingsplanen, for det meste koblet med en medmenneskelig indstilling og egentlige valgmuligheder for de etniske mindretal, fremfor bare ren stigmatisering og nationalmoralske korstog.

Jeg har virkelig svært ved at se hvorfor man skal klynge nogen i hjørne med xenofober og fremmedhadere, blot fordi man ikke ligefrem vil servere alt på et sølvfad uden at koble det med ansvarsforpligtelse, som det var tilfældet i den dybt lalletolerante og virkelighedsfjerne udlændingepolitik i 80-90’erne.

For det tredje, så burde alle de progressive punkter hvor partierne når til enighed, og de i alt 23 punkter hvor SF har rykket socialdemokraterne (bl.a. cementeret retten til bo og job for asylfolk, SSP-samarbejde, og psykologer på skoler), klart overskygge de enkelte to knaster (24-års-regel og tilknyt.krav) som SF blot måtte erkende er flertal for.

Og det ville for alt i verden være snothamrende dumt, at kassere realiseringen af alle de andre nødvendige, progressive justeringer af udlændingepolitikken blot for at kunne sidde i hjørnet og erklære sig hellig (alt-eller-intet-logikken).

Som en anden fløjfælle så oprigtigt skrev i en debat om samme emne;

“Er den rigtige venstreorienterede strategi at sidde i et elfenbenstårn og brokke sig over, at verden ikke overensstemmer med målsætningerne i vores principprogram? Eller er den at gå ind og kæmpe for selv den mindste forbedring for almindelige mennesker?”

Det kunne ikke være mere trit med virkeligheden.
At stille sig udenfor enhver forhandling hvor det ikke kan lade sig gøre at få SAMTLIGE forslag igennem(!) og råbe som høns i et slangebur,ville ikke ændre synderligt på udfaldet.
Det klart fornuftige udgangspunkt er utvivlsomt at satse pengene på den overvægt af mange andre punkter, hvor partierne er enige og kan føre konkrete forbedringer igennem.

Til dette er der ikke noget egentligt alternativ. Andet end at “vaske sine hænder”, som En(som)hedslisten har for vane at gøre. Man opnår ved gud ingen indflydelse eller forandring ved at nægte at indgå i kompromisser (endda når der er langt større gevinst end der er tab). For facit vil stadigvæk være at flere resultater bliver ført igennem, end ved politisk isolation.

Dette kunne passende blive afrundet af et mindre citat fra Astrid Krag om aftalen;

»…jeg tror faktisk ikke, at der er nogen i det radikale, der vil være uenige i, at en familiekultur, hvor piger skal stoppe deres uddannelse, fordi de skal være hjemmegående husmødre er noget, der ikke passer særligt godt med et ligestillet Danmark. Det er en virkelighed som vi må forholde os til.«

…og en anbefalet analyse, med en nærmere, og meget klar beskrivelse af udspillet i bunden:
– http://www.altinget.dk/artikel.aspx?id=83951

søndag, april 20th, 2008

Kulturradikalisme… Multikulturalistisk radikalisme?

Min forståelse af det kulturradikale begreb havde hidtil været noget i retning af en yderliggående oberservans, der byggede på en hang til fuldstændigt uhæmmet indvandring og multikulturalisme. Uden kvoter eller noget lignende.

Jeg tog lige godt fejl;

Kulturradikalisme iflg. Gyldendals psyk-pæd. ordbog

“Huh,” tænkte jeg. Jamen så er jeg jo ganske kulturradikal.

Det er altså noget så grundlæggende som opgøret med de gammelkonservative, reaktionære, forstokkede normer.
Kæft, trit og retning, spanskrør, traditionalistiske kønsroller, fastlåsning af kunst, og andet navlebeskuende gøgl.

Politikerne (på højreborgen) skulle måske overveje at bruge “skældsordet” lidt mere korrekt for fremtiden, istedet for at puste dets betydning op til noget der ligner 90’er-ignorancen og den blinde accept af Sharia…

Kulturradikalismen er tværtimod en oprigtig overbevisning at knytte sig til, i bekæmpelsen af de anti-progressive kredse indenfor Islam. Kvindekampen kan sgu ikke sikres fra højrenational side af, og kun en ganske tynd formalitet af demokratiets idealer bliver garanteret af de halvfascistoide forfatningsstrammere indenfor bl.a. justitsministeriet og paranoide folkemasser, der råber op om mere kontrol trods at den udvidede terrorlovgivning allerede nu rammer Greenpeace, lystfiskere og kritiske organisationer.