Archive for Revolution

tirsdag, april 10th, 2012

Praktisk socialisme, Mattias Tesfaye, de ti teser og ledelsen i SF

I 2008 forfattede Mattias Tesfaye ti teser (som pressen tror er 2005), der for nylig har fået fornyet aktualitet, efter at han begyndte at opstille til SFs næstformandspost, da disse teser også vil være hans udgangspunkt som mulig næstformand.
Som jeg husker der stod beskrevet om Mattias Tesfaye’s et sted i blogsektionen på Modkraft, mener han at venstrefløjspartierne idag blot er partier for højtuddannede offentligt ansatte. Og det må man godkende, ved nærmere eftersyn. Der er en grund til at arbejderklassen har forladt venstrefløjen, og det er hvad Tesfaye sætter sig op imod.

Men når man optræder under paroler og linjer, der vil rette partiets fokus på arbejderfamilierne og arbejderklassen, vil den akademiske og elitært forankrede top i partiet øjeblikkeligt fare op og lægge låg på forsøgene på at give partiet en klasseorienteret profil og politik.

På det seneste har realpolitikere i SFs partitop bekriget Mattias Tesfaye i forbindelse med hans opstilling til næstformandsposten i partiet. Ledende personligheder fra SFs folketingsgruppe har rettet polemiske smæderier på Mattias Tesfaye, med intrigente antagelser som at disse teser af hans »er langt bedre dækket ind i et af de kommunistiske partier, end de er i SF« og at det “indsnævrer” SFs profil (som om de akademiske kaster og DJØF-eliten er et bredere segment i forhold til landets lønmodtagerflertal).

Det er klart at de højtuddannede, akademiske figurer med privilegerede sociale relationer, bosat i landets kultur eller DJØF-elite, vil få hårrejsning af enhver tale om klassekamp på partiets politiske dagsorden – deres loyalitet og sociale base ligger jo til bestyrelserne, logerne og ‘det gode selskab’ de forbinder sig med til dagligt i det parlamentariske system. Mattias Tesfaye, og de kritiske kræfter i SF-partiet må og skal støttes.

Om teserne. “Praktisk socialisme”.

De (oprindelige) ti teser kan ses i fuld form på Modkraft, her vil jeg bringe nogle foretrukne udpluk:

*“Politik er klassekamp. Udgangspunktet for alt politisk arbejde må derfor være arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår. Alle andre kategorier, herunder køn, etnicitet, tro og seksualitet, er kun interessante som en del af samfundets sociale struktur.
Mangfoldighedsstrategien fungerer som nyliberalismens HR-afdeling. Den præsenterer nye ligestillede subjekter, som f.eks. indvandrere og homoseksuelle, i den politiske kamp, og fungerer i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadelige for kampen for social retfærdighed.”

*”Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.
Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.”

– QFT!!!

*”Modstanderen bor i whiskeybæltet og i Indre By. Ikke på vestegnen og i de jyske industriområder.
Nyliberalismen er hovedmodstanderen. Både når den fremtræder i økonomisk forstand på den anden side af forhandlingsbordet. Og når den fremtræder i kulturel forstand til smart fernisering på et galleri.”

*”På integrationsområdet skal vi erkende, at de socialdemokratiske vestegns borgmestre havde ret i 80’erne og 90’erne. Vi stillede ikke nok integrationskrav til de nye medborgere, men spiste alt for mange af med sociale ydelser. Og godkendte familiesammenføringer i et omfang, hvor integrationen ikke kunne følge med.

På uddannelsesområdet skal vi erkende at begreberne ’ansvar for egen læring’ og ’læreren som konsulent’, var forkert politik. Og at vores udmøntning af projektarbejdet, har betydet en akademisering af skolen, skræddersyet til kulturelitens egne børn. I stedet skal vi have en mere praktisk tilgang til projektarbejdet, nationale tests og mere fokus på fagligheden i dansk og matematik i folkeskolens første klasser.”

Efter 3-4 årtiers erfaringer med venstreorienterede ledere efter ’68, kan vi nu konkludere to ting. For det første: Det er godt, at mange flere får en lang videregående uddannelse, og endnu bedre at de tilslutter sig vores partier. Vi har brug for deres evner. For det andet: De skal ikke tegne ledelsen af vores partier.

Arbejderklassen elsker sine intellektuelle, men ikke sine akademiske ledere. Så vil folk hellere have en hjemmehjælper fra Gentofte.

Samfundets værdier skabes på arbejdspladserne. Socialisternes værdier samler pt. støv på bogreolerne, og bliver snørklet og skamvredet i partifunktionærernes skåltaler.

Tesfaye’s teser fik også i sin tid på Modkraft meget hård modvind fra bl.a. idealistiske kredse og de fleste Enhedsliste-støtter, men faktisk er en god hoveddel af teserne ret pragtfulde og præcist formuleret – specielt tese 2, 3, 6, 7 og 9. Nødhjælpstendenserne på venstrefløjen er især slående. Det er ikke tilfældigt at en fortaler for noget så fatalt og forfejlet som mikokredit/mikrobanker kan få stående ovasioner på Roskilde-festivallen, og NGO’ernes idésæt har et stort tag på den

Mattias’ teser mangler bare en god snert af marxisme. For hvordan kan vi indenfor parlamentarismens snævre rammer kæmpe for et køleskab i skurvognen, fikserum, såvel som efterløn og fyldig sundhedssektor, når netop alle de, af arbejderbevægelsen, tilkæmpede rettigheder og sociale vindinger igennem 100 ÅR er under stærke angreb, mens bestyrelserne, bankerne og erhvervslivet bliver forgyldt med blankochecke, lønstigninger og profit, og alm. folk sættes på gaden og bliver massefyret? Svar: Der er brug for et totalt BRUD med det kapitalistiske system og bankernes diktatur! Vi kan IKKE skaffe værdige resultater ved at forhandle med erhvervslivets loger og borgerskabets ‘eksperter’ og agenter, eller at strømline partiets politik og kultur efter samme.

Tese 5 taler for at vi skal være ‘kompromissøgende’. Déri ligger en fejl – for med HVEM skal vi indgå kompromis? Med erhvervslivet, de borgerlige embedsmænd, som fagtoppen og partierne gør i deres smalle og rådne studeforhandlinger.

I SF og -U taler man så meget om at skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker, og om at “forandre verden”.
Men for at forandre verden, er man nødt til først at forstå den. Det kan vi dybest kun gøre ved at lære af revolutionære erfaringer og afvise samarbejde med de reaktionære lag i samfundets top, som arbejder alt hvad de kan for at afmontere de sociale forbedringer som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig samfundets brede flertal.

At typer som Pernille Frahm og (lovgivningsfeministen) Pernille Vigsø lægger afstand til Mattias politiske teser, fordi han omtaler arbejderfamilierne og mener at det brede flertal bør være udgangspunktet for partiets politik.

Eller, som en anden SF’er udlagde det på Facebook;
»Tænk at nogen kan ty til så usle offentlige angreb, fordi Mattias Tesfaye mener at den brede befolkning/arbejderklassen bør være udgangspunktet for SF’s politiske arbejde. Det siger i mine øjne virkeligt meget om afsenderne«

søndag, april 8th, 2012

SF – Socialbureaukratisk Forlængelse

Så kommer Villy Søvndal med atter en slidt, visionsløs udmelding – her.

SF og de nyttige paphoveder i centrum-venstre gennemgår det samme mønster som længe set. Og det samme mønster, som set andre gange når arbejderpartier har skullet tilpasse sig deres ‘gode selskab’ i magtens centrum blandt borgerlige, ikke-valgte embedsmænd, lobbyister, ‘eksperter’ og erhvervslivsloger.

54% jubler? Det er søreme ikke noget at juble over.

Søvndal: I kan kra****me gå hjem med jeres reformsnak og uldne ‘vækst’idéer. Der er ikke et gran af “socialisme” tilbage i jeres slidte politik og vage tankegods.
I fører borgerlige nedskæringer, snorer jer til socialdemokraternes højrefløj, fører angreb på arbejderbevægelsens gennem 100 år tilkæmpede landvindinger for at give blankochecke til bankerne og administrerer staten på de samme betingelser som de stærkeste borgerlige kræfter gør, og i løber ind i den nøje samme blindgyde.
I reformistiske ronkedorer er ude af stand til at levere en ordentlig analyse, jeres teori er importeret fra borgerlig lejr, mens marxisterne forudså dette her årtier før, selvom de har været isoleret i nyere tid.
Udsagnet om at Villy og SF nu har set ‘virkeligheden’ er kun til dels rigtig – det er kun indenfor det kapitalistiske systems kræftknuder, at det ikke kan lade sig gøre at skabe bedre levebetingelser det almene flertal.

Tag engang et kig og se hvor værdierne virkelig forsvinder hen (det er ikke ligefrem folk på overførselsindkomster eller indvandrere der dræner vores økonomi):
Bankdirektører får lønforhøjelser i millionklassen på over 40%, virksomhederne udliciterer og/eller henter gigantiske profitter ind på BEKOSTNING af arbejdskraftens vilkår, MENS at det store flertal har faldende levestandard, massefyringer og reallønsnedgang at se frem til.

Hvem der end sagde der ikke længere fandtes klasser, løj som langt ind i helvede.

mandag, juli 27th, 2009

Vestrefløjen, Iran og den aftagende politiske korrekthed

Det har været sagt alt for længe at venstrefløjen ignorererer islamiske diktaturstaters repression af dertilhørende befolkninger. Men der er ikke meget at komme efter længere. Den politisk korrekte epoke er på mange områder blevet mere og mere faset ud. Se bare her:

http://www.modkraft.dk/spip.php?page=recherche&recherche=Iran&x=0&y=0
http://www.enhedslisten.dk/search/node/Iran
http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Tema&id=15
http://indymedia.dk/search/
…og en smule på SF.dk, samt Villys blogpostering for det iranske oprør.

Omvendt, kommer der kun ganske få eller næsten ingen resultater frem ved søgning efter Iran på de borgerlige partiers hjemmesider. Og regeringens indstilling til det iranske regime har været ufattelig svagpisset, med Per Stig Møller der ligefrem godkendte “valgresultatet” som toppen af kransekagen.

Det kunne virke som om, at de borgerlige kræfter er i et dilemma i en situation som denne.
For på den ene side er de jo som bekendt stærkt aftagende overfor de totalitære, islamiske samfund, som de i mange år har været fremmest i kritikken af. Spc. i 80-90’erne og starten af 2000-tallet.
Men på den anden side er de grundlæggende stærkt aftagende overfor når folkemasserne og de nedre klasser for alvor tager sagen i egen hånd, gør oprør og laver revolution mod de undertrykkende, reaktionære strukturer. Opgøret med det etablerede hierarki har historisk altid været noget der fik de konservative meningsmagere til at krumme tæer.

Som regel foretrækker de fremgangsmåden om at man arbejder indenfor det eksisterende og kun forandrer (de ALLERværste) dele af samfundet. Ingen samfundsomvæltning, for så går det “for vidt” og så bliver folket jo for frie og kommer af med flere privilegerede skiderikker, og måske endda klasselag!

Det kniber dog med modtagelsen af venstrefløjens moralske opbakning til de underkuede, iranske masser. Mange jævne debattører fra det underlødige, danske brokkevælde, kommer med de mest beklagelige og klumpede argumenter om at grunden til at venstrekræfter som Villy, nu retter hård kritik mod reaktionære mørkemænd, BARE er for at score billige PR-points. Villy Søvndal bliver i politikens blogspalte lynchet sønder og sammen af borgerlige røster (udover de arrige venstrekræfter der stadig ikke har kastet fløjlshandskerne), fordi han ikke gejlede ligeså meget op under mordet på Theo Van Gogh og de reaktionære reaktioner på Muhammedtegningerne. De fatter åbenbart ikke at politikere også er mennesker, der kan ændre holdning og udvide deres horisont.

Hvorfor skal en politiker være dømt til at have en bestemt holdning for evig tid, blot fordi vedkommende engang har været tilbageholdende eller ment så og således?

søndag, juli 12th, 2009

Tariq Ali – Obama, Pakistan og USA-imperiet

Den parkistanske marxist Tariq Ali taler klokkeklart ud om Obama, krisen, social forandring, imperialisme, mediehykleri, fortielse og krige i Mellemøsten:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=7oYdvQZVvrU&hl=en&fs=1&color1=0x3a3a3a&color2=0x999999&hd=1]

fredag, juni 5th, 2009

Den åndsforsmåede sammenblanding af Lenin og Stalin

De fleste midter-, højre- og centrum-venstre-analytikere hælder til analysen om at leninismen som politisk tendens var/er synonym med stalinismen, hvilket er helt og aldeles forkert.

Den samfundsforandring der fandt sted under Stalin var i afgørende modsætning til Lenins kriterier for en sund arbejderstat. Progressionen i civillovgivningen man gennemførte under de tidlige bolsjevikker og i forhold til selve produktionsformen, stod i dyb kontrast til “Stålmandens” gulag-despoti, hvor der i virkeligheden var tale om en kontrarevolution. Uanset at Lenins partistruktur er meget streng og disciplinær, var der stadig langt imellem denne, og så til en model, hvor hele samfundet nærmest var påført en centralisme, udvidet til det absolutte. Bl.a. kendetegnet med deportering af revolutionære tænkere til Siberien, udrensninger i partiet, klapjagt på oppositionsfolk (i den grad også fra venstrefløjen!), stalinistiske lejemordere, meningspoliti, og anbringelse i tvangslejre.

Lenin var under alle omstændigheder agitator for et arbejderdemokrati i form af arbejderkomiteer, valg af alle embedsmænd, tilbagetrækning af kandidater, lige løn for både bureaukrater og arbejdere (som er blandt kriterierne for en sund arbejderstat, nedfældet i Lenins værk ‘Staten og revolutionen’) og ikke for en statssammensætning á la det stalinistiske etpartistyre.
Forskellen fra “proletariatets diktatur” til partiets diktatur”, er ligeledes vigtig at markere.

Også på punktet om statens militære apparat er Stalin og Lenin åbenlyst modstridende. Fra “ingen stående hær, men et bevæbnet folk” til kampvogne der ruller ind i Østeuropa og påtvinger Polen m.fl. et totalitært styre.
Stalin opbyggede også et statsapparat hvor partiet havde økonomiske privilegier på linje med et typisk bourgeoisi.
I modsætning til førnævnte kritierie om at ingen embedsmænd bør lønnes mere end den jævne arbejder (for at undgå levebrødsbureaukrater og nyrrige slyngler).

Højt op på listen af eksempler står den statskapitalistiske produktionsmåde med styring fra oven af et privilegeret bureaukrati, i modsætning til en egentlig arbejderstat, hvor der planlægges demokratisk, på basis af menige indbyggeres egne beslutninger, i samråd med staten.

Derudover oplevede Rusland et kæmpe tilbageskridt ift. kvindefrigørelsen og almene borgerrettigheder, i modsætning til revolutionens første år hvor abort og homoseksuelle parforhold blev afkriminaliseret.
For ikke at tale om alt det nationale hegemoni som det stalinistiske bureaukrati brugte som slør for den afsporede “klassekamp” og elendighederne ved det allestedsnærværende diktatur.

At Josef Stalin karakteriserede Sovjetunionen “marxistisk-leninistisk” og erklærede at bygge på hans læresætninger og teorier, spiller en ret underordnet rolle heraf. Der er altid nyrrige slyngler der tager andre til indtægt for deres gøren og laden.
Personligt er jeg skam ikke leninist. Der er stadig for meget disciplin og meningspligt til at jeg kan æde en partistruktur som ‘demokratisk centralisme’. Men frontsammenblandinger som denne her er afsporende, manipulerende og skaber ignorante forståelser af det politiske spektrum. Lige så vel som Trotskijs forkerte manøvre med at sætte Makhno-anarkisterne i bås med Tsaren og Kornilov kan synes at være meget absurd.

torsdag, maj 28th, 2009

The Newer Deal

‘Kapitalismens tidsalder er forbi’.
‘Intet vil være som før. Staten vil spille en langt større rolle end nogensinde tidligere’
, lød det fra Financial Times-redaktøren.

Tjaaaeh, en hel produktionsmåde visner nu ikke væk af sig selv. Hvordan skulle det lade sig gøre?
Nu er det bare mavefornemmelser over den mindre stribe af kriseartikler igennem de måneder det har buldret, men der er tilsyneladende lidt for mange mainstram-analytikere der forveksler kapitalismen med neoliberalismen (som er en uhæmmet art af kapitalisme).
Kapitalismen som helhed er blot kendetegnet ved den grundlæggende produktionsform hvor privat ejendomsret over prod.midlerne og udbytning af varer og arbejdskraft er hjørnestenene. Denne struktur er jo den samme selvom vi regulerer og pakker den ind i andre rammer.

Og når de førende figurer i offensiven bare nøjes med at ty til regulering, offentlige investeringer og andre keynesianske remedier, er der ikke noget til hinder for at den rendyrkede kapitalisme kan vende tilbage igen. Ligesom den Friedmanske globaliseringsøkonomi endte med at reintroducere liberalismen flere årtier efter hvor den keynesianske/socialdemokratiske “New deal” var den førende dagsorden.
Gradvise klassemæssige styrkeforhold kan nemt rykkes frem og tilbage. Bourgeoisiet dikterer den økonomiske proces om vi reformerer og beskatter den lidt mere eller ej.

fredag, maj 15th, 2009

“Hyskenstræde, en frihedseksplosion”!

Bunden er nået hos den radikale venstrefløj. I en af de seneste artikler på Modkraft (der ved gud ikke skal smides i bås med disse infantildestruktivister, blot fordi de dækker hvad der sker indenfor de rækker) tordner nogle af bagfolkene bag galeværket på Hyskenstræde frem med blomstrende analyser og “teser” som “Hyskenstræde var frihedseksplosion”, “Hærværk er politik” og “Mange er ekskluderet fra hærværket, men hærværket burde være for alle, ikke kun for hvide, danske heteromænd!”.

Ja selvfølgelig! Hærværket er da for hulen ikke et problemet, der er bare ikke NOK der deltager i det!
Som om at rudeknusningerne og smadring af bilerne bliver det mindste mere formildende bare fordi skaderne er endnu mere omfattende! Nu kan det da umuligt blive mere retarderet og børnet.

Hærværk er ikke en skid politik. At udøve flyvsk, materiel skade på bygninger og genstande ændrer ikke ved nogen klassemæssige styrkeforhold. Det fører ikke nogen forbedringer med sig. Det ændrer ikke ved grundlæggende samfundsforhold. Og det giver heller ikke vores kultur et ryk fremad.
Det gør kun det, at befolkningen nærer større og større tillid til statsapparatet og reaktionære, autoritære tiltag, samt at befolkningen ser mere igennem fingrene med egentlig politibrutalitet. Kort sagt, det fostrer en mere reaktionær folkestemning. Det gør os IKKE mere frisindede og pædagogiske!

Selvfølgelig er det kvalmende med al den snobbede ensretning, metroseksuelle konformitet, eksklusion og den hjerneblæste lemmingeforbrugerisme.
Men man giver bare ikke den dominerende kultur det mindste alternativ ved at smadre løs på folks hjemlige arealer og tilværelse!

Graffiti KAN være smukt. Men det er det da ikke for alle hvis det absolut SKAL gå udover almindelige beboeres private ejendele. Lav det på et sted hvor det ikke går udover almindelige menneskers hårdt opsparede boliger.

Den yderste venstrefløj (dvs. diverse anarkistiske strømninger) lader slet ikke til at have fattet hvad revolutionær samfundsforandring handler om. Som det blev skrevet om anarkistisk kamppraksis i en artikel om mordet på den 15-årige demonstrant i Grækenland jeg læste andetsteds:

…”hele arbejderklassen må blive mobiliseret ved brug af klassekampens metoder. Med mindre arbejderklassen organisationer mobiliserer alle deres kræfter vil de begå en meget alvorlig fejl ved at overlade modstanden i hænderne på anarkisterne og ultra-venstre grupper der insisterer på deres blinde og hasarderede metoder. Afbrændingen af biler og butikker er en ”kampmetode”, der har den modsatte effekt af hvad man ønsker. Disse metoder giver politistyrkerne den undskyldning som de leder efter til at kunne fremstille sig selv som ”forsvarerne af folkets ejendom”. Det medvirker til at aflede opmærksomheden fra politiets ansvar og til at kriminalisere ungdomsbevægelsen.”

Og hvor er det klart sagt. Ganske vist er denne sag kulturelt funderet og har ikke noget at gøre med egentlig klassekamp og økonomiske vilkår at gøre, men de samme symptomer viser sig.
Mange anarkister har for vane at indskrænke kampen til deres egen lille symbolske ødelæggelsesfest, hvor alt i samfundet, både borgere, samtlige politikere, og værdigenstande gøres til “fjenden”, istedet for at se på den faktiske virkelighed og forholde sig til folks behov og eksistens.

Disse kampmetoder, sidestillet med deres indædte afsky mod alt der hedder organisering, ledelse, og kollektiv handling, påviser at den anarkistiske praksis er håbløst som intet andet. De vil aldrig have basis for at kunne nå et klasseløst samfund uden hierarkier, når de foragter det der skal til for at gennemføre den samfundsforandring de drømmer om. Og især når de foragter folket som helhed.

Man forbedrer heller ikke produktionsforholdene, når man insisterer på ikke at gøre brug af et statsapparat, som netop er nødvendigt for at ekspropriere ressourcer og produktionsapparater, og afskaffe bourgeoisiets enevældige råderet over produktionen. Og specielt ikke ved at smadre de steder hvor folk arbejder. Det opstiller mere et slags scenarie hvor kampen går mellem et samfund med produktion og vækst, og et samfund hvor der slet ikke er nogen produktion, bare én stor losseplads. Tschk!
Derfor må den antikapitalistiske bevægelse istedet for bevæbne sig med et struktureret, materialistisk (ikke idealistisk) teoriapparat som marxismen, og arbejde konkret efter faktiske omstændigheder og muligheder.

Proudhon og Bakunin var ellers velmenende og ganske intelligente teoretikere. Og i 30’ernes Spanien kom man i det mindste i hak med at opbygge et anarkistisk samfund (som så blev sønderslået af nazisterne). Jeg forstår ikke hvad der er blevet af anarkismen, med de tossehoveder vi har idag?

onsdag, april 29th, 2009

Venstres hovedløse sammenblanding og Søvndal om ØD

– fra http://jp.dk/indland/indland_politik/article1678472.ece

“På facaden virker Villy hyggelig, sjov og politisk tilforladelig, men samtidig forsøger han at snige rendyrket socialistisk dogmatik ind af bagdøren, hedder det i nyhedsbrevet som illustreres af et billede at Maos “Lille røde” og teksten: “Er det mon Maos “Lille røde”, der har inspireret Villy Søvndal…?”

Ifølge Venstre vil SF således indføre økonomisk demokrati (ØD) på landets virksomheder og dermed “fratage virksomhedsejere deres ret til selv at bestemme over virksomhedens økonomi”.”

Gudfaderbevares. Som om at økonomisk demokrati har det ringeste at gøre med Sovjetunionen, hvor der jo netop IKKE var økonomisk demokrati, men tværtimod en bureaukratisk dikteret produktionsplanlægning fra oven af et privilegeret statsapparat. Arbejderråd var ikke tilstede efter Stalins kontrarevolution (USSR var statskapitalistisk det meste af vejen, ikke socialistisk).

Og hvor er det plat at fremstille det som en “fratagelse” af personlig frihed og selvbestemmelse, for at arbejdsgiverne dikterer alle de andres position på arbejdspladsen, er jo netop IKKE selvbestemmelse, snarere noget der minder om enevælde.
De reaktionære torskehoveder bliver da også dummere og dummere. Kun ved at vende tingene helt og fuldstændigt på hovedet, kan de fremstille sig selv som “frihedens” garanter og eneleverandører.

Der er ikke engang nogen egentlig socialisme at spore i Villys oplæg. Ingen ekspropriering, eller grundlæggende opgør med privatejet, hvis man da skal dømme ud fra hans tilbagesvar:

“Jeg har da aldrig været i nærheden af at foreslå sovjetiske tilstande i Danmark. Og vi har heller aldrig foreslået ØD. Men vi har foreslået en ordning, hvor medarbejderne og virksomhederne afsætter en pulje penge til videreuddannelse.”

En sideløbende påstand:
“- Forbilledet for SF’s nye ledelse har muligvis været det 16 medlemmer store Politbureau, der var det øverste politiske organ i Det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen. SF’s nye principprogram er en lille pamflet med socialistiske paroler, der lyder som et ekko fra Mao og Marx. Man fristes til at kalde det nye principprogram for Villys lille røde, hedder det i nyhedsbrevet.”

– Hvad så med Venstres evindelige topstyre, smagsdommeri og tendens til forbyde kritikere munden indenfor deres eget partipalads?
Uanset det, bør man dog naturligvis være på vagt overfor den foreløbige udvikling i SF. Centralisering skal begrænses til kun at gælde i et absolut nødvendigt omfang. Ellers ender vi som socialdemokraterne hvor partitoppen orienterer sig til en nyliberal dagsorden mens der i baglandet hersker en mere klassisk socialdemokratisk idéånd.

søndag, januar 11th, 2009

Det reformistiske indtog i SF

Det var med stor skuffelse, dyb foragt og en kold fornemmelse løbende nedad ryggen at jeg læste politikens artikel den grønne højrefløjs bestræbelser på at afskaffe alt i principprogrammet der bare lugter af “revolution”, “klasse” og afskaffelse af kapitalisme.

Præmissen for disse bestræbelser bygger overordnet på typiske floskler om at vi jo skal være “moderne”, her suppleret med typiske middelklassemyter om at “kapitalismen (som begreb) er forældet”, og at vi lever i et klasseløst samfund.
Det er alt sammen forvrøvlede myter, for hvis kapitalismen virkelig var forældet som helhed, og der ikke længere var forskellige lag i samfundet med modstridende interesser, så ville der jo ikke være hverken arbejdsgivere, ophøjede profitfyrster, merværdi eller arbejdsgiverforeninger (eller andre borgerlige samlinger som f.eks. DI) der arbejdede på fuldt tryk for at rulle de sociale forbedringer (lempelige arbejdsvilkår, lønninger, timetal m.m.) tilbage. Hvilket jo netop er tilstede i dagens samfund.

Selve myten om det post-industrielle, klasseløse informationssamfund, lader meget til at bygge på den flade, dybdeløse klasseanalyse, hvor man blot deler folk op efter hvor mange penge de har i pungen, ikke efter deres systematiske position i samfundet.

Villy Søvndal selv, lægger op til at vi kun skal “tøjle kapitalismen”, som det også forlød i Nyhedsavisens artikel om SF’s principprogram den 1/5 ’08, som han ellers mente havde fordrejet hans udtalelser.

Det er egentlig tragisk, efter min mening, at netop som vi render ind i én af kapitalismens naturlige epidemier – kriseperioden – så kan venstrefløjen ikke mane sig til mere end blot “lidt mere regulering”.

Kriser bliver ikke bare skabt af manglende regulering, eller af enkeltpersoner med en “uansvarlig” opførsel, men er en grundlæggende del af den borgerlige produktionsmådes dynamik; derfor skal den også løses grundlæggende.
Man kan ikke forhindre banker og finansfyrster i at spekulere priserne op til urimelige højder, med efterfølgende bristebobler, uden at samfundet som helhed har rådighed over denne sektor og lægger en plan for denne.

I øvrigt er den typiske opfattelse af revolution vanvittig absurd. Det er jo ikke fordi man ønsker blod i gaderne, krudt og kugler og væbnet opstand, bare fordi man er revolutionær. At være revolutionær betyder kun at man ønsker samfundsforandring på grundlæggende plan, hvilket sagtens kan foregå igennem en demokratisk proces.

Hvis flertallet i SF bestemmer sig for at afskaffe disse rester af egentlig klassebevidsthed, kan partiet ikke titulere sig selv “socialistisk”.
Man er ikke socialist bare fordi man omfordeler lidt fra rig til fattig. Fordi man beskatter. Fordi man regulerer markeder eller lignende.
Nej, disse mekanismer er kun en tilpasning af det bestående system, ikke en erstattelse. Socialdemokratiet rendte i en blindgyde (ift. deres økonomiske politik) slutningen af 1900-tallet, netop fordi de nåede deres mål og ikke indfri flere forandringer, da de vedblev med at opretholde det kapitalistiske system og blot reformere det.

Vi har ikke brug for flere socialdemokratiske forlængelser. Vi har brug for et parti der vil fungere som en demokratisk, udogmatisk varetager af arbejdernes interesser og gøre op med det frie markeds kaos og profitfyrsternes evige udplyndring, som ikke kan løses ved bare at “putte læbestift på grisen”.

Nyliberalismen ud af socialdemokratiet, reformismen ud af SF.

tirsdag, december 30th, 2008

Det sagde man om jøder…

“The Bolshevist revolution in Russia was the work of Jewish brains, of Jewish dissatisfaction, of Jewish planning, whose goal is to create a new order in the world. What was performed in so excellent a way in Russia, thanks to Jewish brains, and because of Jewish dissatisfaction, and by Jewish planning, shall also, through the same Jewish mental and physical forces, become a reality all over the world.”
– The American Hebrew, 10. september, 1920

“The Communists are against religion (Christianity), and they seek to destroy religion; yet, when we look deeper into the nature of Communism, we see that it is essential nothing else than a religion (Judaism).”
– Rabbi Harry Waton, A Program for the Jews and Humanity, p. 138.

“The Jews welcome this revolution in the Christian world, and the Jews should show an example. It is not an accident that Judaism gave birth to Marxism, and it is not an accident that the Jews readily took up Marxism: all this was in perfect accord with the progress of Judaism and the Jews.”
– Rabbi Harry Waton, A Program for the Jews and Humanity, p. 148.

“De maa forstaa, at der kun er en Vej til at slippe af med Bolshevismen, og det er at drukne Lenin og hans jødiske Kreaturer i deres eget Blod.”
– Hans Hansen, Jyllandposten, d. 6. december 1919

“Før eller senere vil de civiliserede Samfund alligevel blive nødt til at kværke den tysk-jødiske Forbryderbande, der regerer Rusland”
– Hans Hansen, 28. februar 1920

…udover at nazisterne jo jagtede og dæmoniserede jøder og bolsjevikiske tilhængere som én samlet fjende.

Alligevel forsøger folk på den reaktionære blå fløj idag at smide anti-semitismen over på venstrefløjen, som om det var dér den opstod og dér hvor den spirer og gror. Hvilket da må siges at være vældig fint i takt med at den offentlige opinion efterhånden er blevet helt og aldeles fjendtligt stillet overfor nazismen som helhed, inklusiv borgerligt, højrenationalistisk orienterede kræfter. Meget fin måde at bytte fronterne rundt i scenariet på, ved at gå fra at en sidestilling med jøder, kommunister, bolsjevikker, og marxister der stod imod de anti-semitiske og nazistiske kræfter, til en sidestilling af kommunister og nazister, som simplister fra højrefløjen gør det.

Et eksempel er Bent Blüdnikow, der på baggrund af den progressive modstand mod israelsk imperialisme og undertrykkelse af det palæstinensiske folk og en enkel bog v. navn “Zionismens Israel” af den tidligere VS’er Anne Grethe Holmsgaard og Kit Broholm, beskylder venstrefløjen (specielt den revolutionære del deraf) for at være ophav til anti-semitisme.

»Her er vi virkelig inde ved et af de betændte områder, hvor venstrefløjen forarget vil protestere: Vi er da ikke jødehadere … Men i 1970’erne var den nye anti-semitisme hægtet på den såkaldte anti-zionisme, som kan kaldes en stærk tro på, at jødiske kræfter var i tæt alliance med USA-imperialismen, og at jøder potientielt var reaktionens femte kolonne. I sidste instans var jøderne nogen, der skulle gøres op med, når revolutionen kom,« sagde han i et Information-interview den 16. januar.

Men som Morten Thing meget klart udpensler i en Modkraft-artikel i februar månede, er der ikke videre belæg for påstanden om denne “klassiske anti-semitisme”;

“Analysen er præget af DKP-synspunkter, hvilket sikkert hænger sammen med, at Kit Broholm var DKPer, men man må jo gå ud fra, at Holmsgård dækkede synspunkterne. Bortset fra det, hæfter man sig vel især ved det synspunkt, at jøder bør assimilere sig og ikke opretholde særskilte organisationer, et synspunkt på integration, som ligger meget tæt op ad officiel dansk indvandrerpolitik i dag. Endelig hæfter man sig ved en politik-opfattelse, som gør den zionistiske bevægelse og Israel til én, og som gør denne personifikation til den eneste (og konspirative) aktør på scenen.
Men bortset fra disse synspunkter, som jeg er uenig i, har jeg svært ved at se nogen antisemitiske synspunkter. De er jo klart anti-israelske og anti-zionistiske. Men man kunne med en vis ret sige, at forfatterne med deres argumentation vil ‘beskytte’ diasporaens jøder mod zionisterne, og at de derfor faktisk skelner mellem jøder og israelere.”

I øvrigt er det hykleri af en bundhamrende grotesk kaliber, at stå og fælde dæmoner ned ad væggen over en bog der henfalder til assimilering og kritiserer zionisme på meget den samme måde som højrefløjsfolk idag retter ud efter islamisme. Hvad er den principielle forskel her? Ikke at jeg anfægter modstand mod islamisk fascisme dog.

Anyways. Folk bliver nødt til at stoppe den lineære idioti med at smide diverse totalitære ondskabsfuldheder over på hele modstående fløje. Man er ydermere nødt til at undersøge præmissen og analysen hos den enkelte ideologiske retning man afsiger domme på. Selvom at både anti-semitter og anti-imperialister (el. progressive kræfter generelt) langer ud efter Israel, betyder det på INGEN måde at de begge har et nederdragtigt syn på jøder eller at de har den samme præmis for de holdninger de udtrykker. Man bør i øvrigt få det smækket på plads at denne antisemitisme jo på alle måder bunder i en reaktionær, chauvinistisk indgangsvinkel, som kun kan forbindes med nationalisme, etnocentrisme og lignende fænomener, som er højrefløjske tankegange.

Og hvad mente Lenin, som er en af kommunismens fremmeste ikoner, i øvrigt om jøderne?

“Anti-Semitism means spreading enmity towards the Jews. When the accursed tsarist monarchy was living its last days it tried to incite ignorant workers and peasants against the Jews. The tsarist police, in alliance with the landowners and the capitalists, organized pogroms against the Jews. The landowners and capitalists tried to divert the hatred of the workers and peasants who were tortured by want against the Jews.

In other countries, too, we often see the capitalists fomenting hatred against the Jews in order to blind the workers, to divert their attention from the real enemy of the working people, capital. Hatred towards the Jews persists only in those countries where slavery to the landowners and capitalists has created abysmal ignorance among the workers and peasants.

Only the most ignorant and downtrodden people can believe the lies and slander that are spread about the Jews. This is a survival of ancient feudal times, when the priests burned heretics at the stake, when the peasants lived in slavery, and when the people were crushed and inarticulate. This ancient, feudal ignorance is passing away; the eyes of the people are being opened.

It is not the Jews who are the enemies of the working people. The enemies of the workers are the capitalists of all countries. Among the Jews there are working people, and they form the majority. They are our brothers, who, like us, are oppressed by capital; they are our comrades in the struggle for socialism.”

Uanset hvad man mener om hvad Vladimir I øvrigt stod for, demonstrerer denne tale umådelig klart det marxistiske syn på lige netop et område. Der er intet folkeslag der udelukkende består kapitalistiske slyngler, som nazisterne så dumt pålagte det jødiske folk i deres forsøg på “socialistisk” retorik da de appellerede til den demoraliserede tyske arbejderklasse. Det fastslår også at den revolutionære socialisme ikke har en kæft at gøre med den anti-semitiske tankegang, uanset hvad man hører fra nogle enkelte forvrøvlede afhoppere.

Godt nytår.