Archive for Stalinisme

fredag, juni 5th, 2009

Den åndsforsmåede sammenblanding af Lenin og Stalin

De fleste midter-, højre- og centrum-venstre-analytikere hælder til analysen om at leninismen som politisk tendens var/er synonym med stalinismen, hvilket er helt og aldeles forkert.

Den samfundsforandring der fandt sted under Stalin var i afgørende modsætning til Lenins kriterier for en sund arbejderstat. Progressionen i civillovgivningen man gennemførte under de tidlige bolsjevikker og i forhold til selve produktionsformen, stod i dyb kontrast til “Stålmandens” gulag-despoti, hvor der i virkeligheden var tale om en kontrarevolution. Uanset at Lenins partistruktur er meget streng og disciplinær, var der stadig langt imellem denne, og så til en model, hvor hele samfundet nærmest var påført en centralisme, udvidet til det absolutte. Bl.a. kendetegnet med deportering af revolutionære tænkere til Siberien, udrensninger i partiet, klapjagt på oppositionsfolk (i den grad også fra venstrefløjen!), stalinistiske lejemordere, meningspoliti, og anbringelse i tvangslejre.

Lenin var under alle omstændigheder agitator for et arbejderdemokrati i form af arbejderkomiteer, valg af alle embedsmænd, tilbagetrækning af kandidater, lige løn for både bureaukrater og arbejdere (som er blandt kriterierne for en sund arbejderstat, nedfældet i Lenins værk ‘Staten og revolutionen’) og ikke for en statssammensætning á la det stalinistiske etpartistyre.
Forskellen fra “proletariatets diktatur” til partiets diktatur”, er ligeledes vigtig at markere.

Også på punktet om statens militære apparat er Stalin og Lenin åbenlyst modstridende. Fra “ingen stående hær, men et bevæbnet folk” til kampvogne der ruller ind i Østeuropa og påtvinger Polen m.fl. et totalitært styre.
Stalin opbyggede også et statsapparat hvor partiet havde økonomiske privilegier på linje med et typisk bourgeoisi.
I modsætning til førnævnte kritierie om at ingen embedsmænd bør lønnes mere end den jævne arbejder (for at undgå levebrødsbureaukrater og nyrrige slyngler).

Højt op på listen af eksempler står den statskapitalistiske produktionsmåde med styring fra oven af et privilegeret bureaukrati, i modsætning til en egentlig arbejderstat, hvor der planlægges demokratisk, på basis af menige indbyggeres egne beslutninger, i samråd med staten.

Derudover oplevede Rusland et kæmpe tilbageskridt ift. kvindefrigørelsen og almene borgerrettigheder, i modsætning til revolutionens første år hvor abort og homoseksuelle parforhold blev afkriminaliseret.
For ikke at tale om alt det nationale hegemoni som det stalinistiske bureaukrati brugte som slør for den afsporede “klassekamp” og elendighederne ved det allestedsnærværende diktatur.

At Josef Stalin karakteriserede Sovjetunionen “marxistisk-leninistisk” og erklærede at bygge på hans læresætninger og teorier, spiller en ret underordnet rolle heraf. Der er altid nyrrige slyngler der tager andre til indtægt for deres gøren og laden.
Personligt er jeg skam ikke leninist. Der er stadig for meget disciplin og meningspligt til at jeg kan æde en partistruktur som ‘demokratisk centralisme’. Men frontsammenblandinger som denne her er afsporende, manipulerende og skaber ignorante forståelser af det politiske spektrum. Lige så vel som Trotskijs forkerte manøvre med at sætte Makhno-anarkisterne i bås med Tsaren og Kornilov kan synes at være meget absurd.

onsdag, april 29th, 2009

Venstres hovedløse sammenblanding og Søvndal om ØD

– fra http://jp.dk/indland/indland_politik/article1678472.ece

“På facaden virker Villy hyggelig, sjov og politisk tilforladelig, men samtidig forsøger han at snige rendyrket socialistisk dogmatik ind af bagdøren, hedder det i nyhedsbrevet som illustreres af et billede at Maos “Lille røde” og teksten: “Er det mon Maos “Lille røde”, der har inspireret Villy Søvndal…?”

Ifølge Venstre vil SF således indføre økonomisk demokrati (ØD) på landets virksomheder og dermed “fratage virksomhedsejere deres ret til selv at bestemme over virksomhedens økonomi”.”

Gudfaderbevares. Som om at økonomisk demokrati har det ringeste at gøre med Sovjetunionen, hvor der jo netop IKKE var økonomisk demokrati, men tværtimod en bureaukratisk dikteret produktionsplanlægning fra oven af et privilegeret statsapparat. Arbejderråd var ikke tilstede efter Stalins kontrarevolution (USSR var statskapitalistisk det meste af vejen, ikke socialistisk).

Og hvor er det plat at fremstille det som en “fratagelse” af personlig frihed og selvbestemmelse, for at arbejdsgiverne dikterer alle de andres position på arbejdspladsen, er jo netop IKKE selvbestemmelse, snarere noget der minder om enevælde.
De reaktionære torskehoveder bliver da også dummere og dummere. Kun ved at vende tingene helt og fuldstændigt på hovedet, kan de fremstille sig selv som “frihedens” garanter og eneleverandører.

Der er ikke engang nogen egentlig socialisme at spore i Villys oplæg. Ingen ekspropriering, eller grundlæggende opgør med privatejet, hvis man da skal dømme ud fra hans tilbagesvar:

“Jeg har da aldrig været i nærheden af at foreslå sovjetiske tilstande i Danmark. Og vi har heller aldrig foreslået ØD. Men vi har foreslået en ordning, hvor medarbejderne og virksomhederne afsætter en pulje penge til videreuddannelse.”

En sideløbende påstand:
“- Forbilledet for SF’s nye ledelse har muligvis været det 16 medlemmer store Politbureau, der var det øverste politiske organ i Det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen. SF’s nye principprogram er en lille pamflet med socialistiske paroler, der lyder som et ekko fra Mao og Marx. Man fristes til at kalde det nye principprogram for Villys lille røde, hedder det i nyhedsbrevet.”

– Hvad så med Venstres evindelige topstyre, smagsdommeri og tendens til forbyde kritikere munden indenfor deres eget partipalads?
Uanset det, bør man dog naturligvis være på vagt overfor den foreløbige udvikling i SF. Centralisering skal begrænses til kun at gælde i et absolut nødvendigt omfang. Ellers ender vi som socialdemokraterne hvor partitoppen orienterer sig til en nyliberal dagsorden mens der i baglandet hersker en mere klassisk socialdemokratisk idéånd.

onsdag, marts 19th, 2008

Massemediernes løgne om “marxismens 100 millioner af ofre”…

…afdækkes her:

http://www.dkp-ml.dk/ART/0545.htm

“…alle, der gennem årene har spekuleret i døde og fængslede i Sovjetunionen, har erklæret, at den dag arkiverne åbnes, ville deres påstande blive bekræftet. Det har alle der har spekuleret i døde og fanger i Sovjet sagt.

Men da arkiverne rent faktisk blev åbnet, og rapporterne begyndte at strømme ud, skete der noget mærkeligt. Nu var hverken spekulanterne i døde og indespærrede eller Gorbatjovs nye frie presse interesserede i arkiverne mere.”

(…)

Stabler af fantasital som disse dukkede op i den borgerlige presse i 1960’erne. De blev altid fremstillet som sande kendsgerninger, tilvejebragt på basis af videnskabelige metoder.

Massemediernes indflydelse på den offentlige opinion er så stor, at store dele af befolkningerne i de vestlige lande den dag i dag opfatter tallene som sande.”

Som aldeles anti-autoritær og udogmatisk venstrefløjet tænker må jeg under alle omstændigheder lægge afstand til morbide, centralistiske regimer som USSR.

Men derfor betyder det på ingen måde, at man skal puste diverse dødsantal op til mere end hvad de er.
Især ikke under så grufuld hjernevask og propagandistisk selvopbyggelse som det blev gjort i 50’erne frem til 90’er-årtiet, uden at den røde side af mønten fik lov at blive bragt frem i det offentlige lys.