Archive for Venstre/Højre

tirsdag, april 10th, 2012

Praktisk socialisme, Mattias Tesfaye, de ti teser og ledelsen i SF

I 2008 forfattede Mattias Tesfaye ti teser (som pressen tror er 2005), der for nylig har fået fornyet aktualitet, efter at han begyndte at opstille til SFs næstformandspost, da disse teser også vil være hans udgangspunkt som mulig næstformand.
Som jeg husker der stod beskrevet om Mattias Tesfaye’s et sted i blogsektionen på Modkraft, mener han at venstrefløjspartierne idag blot er partier for højtuddannede offentligt ansatte. Og det må man godkende, ved nærmere eftersyn. Der er en grund til at arbejderklassen har forladt venstrefløjen, og det er hvad Tesfaye sætter sig op imod.

Men når man optræder under paroler og linjer, der vil rette partiets fokus på arbejderfamilierne og arbejderklassen, vil den akademiske og elitært forankrede top i partiet øjeblikkeligt fare op og lægge låg på forsøgene på at give partiet en klasseorienteret profil og politik.

På det seneste har realpolitikere i SFs partitop bekriget Mattias Tesfaye i forbindelse med hans opstilling til næstformandsposten i partiet. Ledende personligheder fra SFs folketingsgruppe har rettet polemiske smæderier på Mattias Tesfaye, med intrigente antagelser som at disse teser af hans »er langt bedre dækket ind i et af de kommunistiske partier, end de er i SF« og at det “indsnævrer” SFs profil (som om de akademiske kaster og DJØF-eliten er et bredere segment i forhold til landets lønmodtagerflertal).

Det er klart at de højtuddannede, akademiske figurer med privilegerede sociale relationer, bosat i landets kultur eller DJØF-elite, vil få hårrejsning af enhver tale om klassekamp på partiets politiske dagsorden – deres loyalitet og sociale base ligger jo til bestyrelserne, logerne og ‘det gode selskab’ de forbinder sig med til dagligt i det parlamentariske system. Mattias Tesfaye, og de kritiske kræfter i SF-partiet må og skal støttes.

Om teserne. “Praktisk socialisme”.

De (oprindelige) ti teser kan ses i fuld form på Modkraft, her vil jeg bringe nogle foretrukne udpluk:

*“Politik er klassekamp. Udgangspunktet for alt politisk arbejde må derfor være arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår. Alle andre kategorier, herunder køn, etnicitet, tro og seksualitet, er kun interessante som en del af samfundets sociale struktur.
Mangfoldighedsstrategien fungerer som nyliberalismens HR-afdeling. Den præsenterer nye ligestillede subjekter, som f.eks. indvandrere og homoseksuelle, i den politiske kamp, og fungerer i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadelige for kampen for social retfærdighed.”

*”Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.
Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.”

– QFT!!!

*”Modstanderen bor i whiskeybæltet og i Indre By. Ikke på vestegnen og i de jyske industriområder.
Nyliberalismen er hovedmodstanderen. Både når den fremtræder i økonomisk forstand på den anden side af forhandlingsbordet. Og når den fremtræder i kulturel forstand til smart fernisering på et galleri.”

*”På integrationsområdet skal vi erkende, at de socialdemokratiske vestegns borgmestre havde ret i 80’erne og 90’erne. Vi stillede ikke nok integrationskrav til de nye medborgere, men spiste alt for mange af med sociale ydelser. Og godkendte familiesammenføringer i et omfang, hvor integrationen ikke kunne følge med.

På uddannelsesområdet skal vi erkende at begreberne ’ansvar for egen læring’ og ’læreren som konsulent’, var forkert politik. Og at vores udmøntning af projektarbejdet, har betydet en akademisering af skolen, skræddersyet til kulturelitens egne børn. I stedet skal vi have en mere praktisk tilgang til projektarbejdet, nationale tests og mere fokus på fagligheden i dansk og matematik i folkeskolens første klasser.”

Efter 3-4 årtiers erfaringer med venstreorienterede ledere efter ’68, kan vi nu konkludere to ting. For det første: Det er godt, at mange flere får en lang videregående uddannelse, og endnu bedre at de tilslutter sig vores partier. Vi har brug for deres evner. For det andet: De skal ikke tegne ledelsen af vores partier.

Arbejderklassen elsker sine intellektuelle, men ikke sine akademiske ledere. Så vil folk hellere have en hjemmehjælper fra Gentofte.

Samfundets værdier skabes på arbejdspladserne. Socialisternes værdier samler pt. støv på bogreolerne, og bliver snørklet og skamvredet i partifunktionærernes skåltaler.

Tesfaye’s teser fik også i sin tid på Modkraft meget hård modvind fra bl.a. idealistiske kredse og de fleste Enhedsliste-støtter, men faktisk er en god hoveddel af teserne ret pragtfulde og præcist formuleret – specielt tese 2, 3, 6, 7 og 9. Nødhjælpstendenserne på venstrefløjen er især slående. Det er ikke tilfældigt at en fortaler for noget så fatalt og forfejlet som mikokredit/mikrobanker kan få stående ovasioner på Roskilde-festivallen, og NGO’ernes idésæt har et stort tag på den

Mattias’ teser mangler bare en god snert af marxisme. For hvordan kan vi indenfor parlamentarismens snævre rammer kæmpe for et køleskab i skurvognen, fikserum, såvel som efterløn og fyldig sundhedssektor, når netop alle de, af arbejderbevægelsen, tilkæmpede rettigheder og sociale vindinger igennem 100 ÅR er under stærke angreb, mens bestyrelserne, bankerne og erhvervslivet bliver forgyldt med blankochecke, lønstigninger og profit, og alm. folk sættes på gaden og bliver massefyret? Svar: Der er brug for et totalt BRUD med det kapitalistiske system og bankernes diktatur! Vi kan IKKE skaffe værdige resultater ved at forhandle med erhvervslivets loger og borgerskabets ‘eksperter’ og agenter, eller at strømline partiets politik og kultur efter samme.

Tese 5 taler for at vi skal være ‘kompromissøgende’. Déri ligger en fejl – for med HVEM skal vi indgå kompromis? Med erhvervslivet, de borgerlige embedsmænd, som fagtoppen og partierne gør i deres smalle og rådne studeforhandlinger.

I SF og -U taler man så meget om at skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker, og om at “forandre verden”.
Men for at forandre verden, er man nødt til først at forstå den. Det kan vi dybest kun gøre ved at lære af revolutionære erfaringer og afvise samarbejde med de reaktionære lag i samfundets top, som arbejder alt hvad de kan for at afmontere de sociale forbedringer som arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig samfundets brede flertal.

At typer som Pernille Frahm og (lovgivningsfeministen) Pernille Vigsø lægger afstand til Mattias politiske teser, fordi han omtaler arbejderfamilierne og mener at det brede flertal bør være udgangspunktet for partiets politik.

Eller, som en anden SF’er udlagde det på Facebook;
»Tænk at nogen kan ty til så usle offentlige angreb, fordi Mattias Tesfaye mener at den brede befolkning/arbejderklassen bør være udgangspunktet for SF’s politiske arbejde. Det siger i mine øjne virkeligt meget om afsenderne«

søndag, april 8th, 2012

SF – Socialbureaukratisk Forlængelse

Så kommer Villy Søvndal med atter en slidt, visionsløs udmelding – her.

SF og de nyttige paphoveder i centrum-venstre gennemgår det samme mønster som længe set. Og det samme mønster, som set andre gange når arbejderpartier har skullet tilpasse sig deres ‘gode selskab’ i magtens centrum blandt borgerlige, ikke-valgte embedsmænd, lobbyister, ‘eksperter’ og erhvervslivsloger.

54% jubler? Det er søreme ikke noget at juble over.

Søvndal: I kan kra****me gå hjem med jeres reformsnak og uldne ‘vækst’idéer. Der er ikke et gran af “socialisme” tilbage i jeres slidte politik og vage tankegods.
I fører borgerlige nedskæringer, snorer jer til socialdemokraternes højrefløj, fører angreb på arbejderbevægelsens gennem 100 år tilkæmpede landvindinger for at give blankochecke til bankerne og administrerer staten på de samme betingelser som de stærkeste borgerlige kræfter gør, og i løber ind i den nøje samme blindgyde.
I reformistiske ronkedorer er ude af stand til at levere en ordentlig analyse, jeres teori er importeret fra borgerlig lejr, mens marxisterne forudså dette her årtier før, selvom de har været isoleret i nyere tid.
Udsagnet om at Villy og SF nu har set ‘virkeligheden’ er kun til dels rigtig – det er kun indenfor det kapitalistiske systems kræftknuder, at det ikke kan lade sig gøre at skabe bedre levebetingelser det almene flertal.

Tag engang et kig og se hvor værdierne virkelig forsvinder hen (det er ikke ligefrem folk på overførselsindkomster eller indvandrere der dræner vores økonomi):
Bankdirektører får lønforhøjelser i millionklassen på over 40%, virksomhederne udliciterer og/eller henter gigantiske profitter ind på BEKOSTNING af arbejdskraftens vilkår, MENS at det store flertal har faldende levestandard, massefyringer og reallønsnedgang at se frem til.

Hvem der end sagde der ikke længere fandtes klasser, løj som langt ind i helvede.

tirsdag, december 30th, 2008

Det sagde man om jøder…

“The Bolshevist revolution in Russia was the work of Jewish brains, of Jewish dissatisfaction, of Jewish planning, whose goal is to create a new order in the world. What was performed in so excellent a way in Russia, thanks to Jewish brains, and because of Jewish dissatisfaction, and by Jewish planning, shall also, through the same Jewish mental and physical forces, become a reality all over the world.”
– The American Hebrew, 10. september, 1920

“The Communists are against religion (Christianity), and they seek to destroy religion; yet, when we look deeper into the nature of Communism, we see that it is essential nothing else than a religion (Judaism).”
– Rabbi Harry Waton, A Program for the Jews and Humanity, p. 138.

“The Jews welcome this revolution in the Christian world, and the Jews should show an example. It is not an accident that Judaism gave birth to Marxism, and it is not an accident that the Jews readily took up Marxism: all this was in perfect accord with the progress of Judaism and the Jews.”
– Rabbi Harry Waton, A Program for the Jews and Humanity, p. 148.

“De maa forstaa, at der kun er en Vej til at slippe af med Bolshevismen, og det er at drukne Lenin og hans jødiske Kreaturer i deres eget Blod.”
– Hans Hansen, Jyllandposten, d. 6. december 1919

“Før eller senere vil de civiliserede Samfund alligevel blive nødt til at kværke den tysk-jødiske Forbryderbande, der regerer Rusland”
– Hans Hansen, 28. februar 1920

…udover at nazisterne jo jagtede og dæmoniserede jøder og bolsjevikiske tilhængere som én samlet fjende.

Alligevel forsøger folk på den reaktionære blå fløj idag at smide anti-semitismen over på venstrefløjen, som om det var dér den opstod og dér hvor den spirer og gror. Hvilket da må siges at være vældig fint i takt med at den offentlige opinion efterhånden er blevet helt og aldeles fjendtligt stillet overfor nazismen som helhed, inklusiv borgerligt, højrenationalistisk orienterede kræfter. Meget fin måde at bytte fronterne rundt i scenariet på, ved at gå fra at en sidestilling med jøder, kommunister, bolsjevikker, og marxister der stod imod de anti-semitiske og nazistiske kræfter, til en sidestilling af kommunister og nazister, som simplister fra højrefløjen gør det.

Et eksempel er Bent Blüdnikow, der på baggrund af den progressive modstand mod israelsk imperialisme og undertrykkelse af det palæstinensiske folk og en enkel bog v. navn “Zionismens Israel” af den tidligere VS’er Anne Grethe Holmsgaard og Kit Broholm, beskylder venstrefløjen (specielt den revolutionære del deraf) for at være ophav til anti-semitisme.

»Her er vi virkelig inde ved et af de betændte områder, hvor venstrefløjen forarget vil protestere: Vi er da ikke jødehadere … Men i 1970’erne var den nye anti-semitisme hægtet på den såkaldte anti-zionisme, som kan kaldes en stærk tro på, at jødiske kræfter var i tæt alliance med USA-imperialismen, og at jøder potientielt var reaktionens femte kolonne. I sidste instans var jøderne nogen, der skulle gøres op med, når revolutionen kom,« sagde han i et Information-interview den 16. januar.

Men som Morten Thing meget klart udpensler i en Modkraft-artikel i februar månede, er der ikke videre belæg for påstanden om denne “klassiske anti-semitisme”;

“Analysen er præget af DKP-synspunkter, hvilket sikkert hænger sammen med, at Kit Broholm var DKPer, men man må jo gå ud fra, at Holmsgård dækkede synspunkterne. Bortset fra det, hæfter man sig vel især ved det synspunkt, at jøder bør assimilere sig og ikke opretholde særskilte organisationer, et synspunkt på integration, som ligger meget tæt op ad officiel dansk indvandrerpolitik i dag. Endelig hæfter man sig ved en politik-opfattelse, som gør den zionistiske bevægelse og Israel til én, og som gør denne personifikation til den eneste (og konspirative) aktør på scenen.
Men bortset fra disse synspunkter, som jeg er uenig i, har jeg svært ved at se nogen antisemitiske synspunkter. De er jo klart anti-israelske og anti-zionistiske. Men man kunne med en vis ret sige, at forfatterne med deres argumentation vil ‘beskytte’ diasporaens jøder mod zionisterne, og at de derfor faktisk skelner mellem jøder og israelere.”

I øvrigt er det hykleri af en bundhamrende grotesk kaliber, at stå og fælde dæmoner ned ad væggen over en bog der henfalder til assimilering og kritiserer zionisme på meget den samme måde som højrefløjsfolk idag retter ud efter islamisme. Hvad er den principielle forskel her? Ikke at jeg anfægter modstand mod islamisk fascisme dog.

Anyways. Folk bliver nødt til at stoppe den lineære idioti med at smide diverse totalitære ondskabsfuldheder over på hele modstående fløje. Man er ydermere nødt til at undersøge præmissen og analysen hos den enkelte ideologiske retning man afsiger domme på. Selvom at både anti-semitter og anti-imperialister (el. progressive kræfter generelt) langer ud efter Israel, betyder det på INGEN måde at de begge har et nederdragtigt syn på jøder eller at de har den samme præmis for de holdninger de udtrykker. Man bør i øvrigt få det smækket på plads at denne antisemitisme jo på alle måder bunder i en reaktionær, chauvinistisk indgangsvinkel, som kun kan forbindes med nationalisme, etnocentrisme og lignende fænomener, som er højrefløjske tankegange.

Og hvad mente Lenin, som er en af kommunismens fremmeste ikoner, i øvrigt om jøderne?

“Anti-Semitism means spreading enmity towards the Jews. When the accursed tsarist monarchy was living its last days it tried to incite ignorant workers and peasants against the Jews. The tsarist police, in alliance with the landowners and the capitalists, organized pogroms against the Jews. The landowners and capitalists tried to divert the hatred of the workers and peasants who were tortured by want against the Jews.

In other countries, too, we often see the capitalists fomenting hatred against the Jews in order to blind the workers, to divert their attention from the real enemy of the working people, capital. Hatred towards the Jews persists only in those countries where slavery to the landowners and capitalists has created abysmal ignorance among the workers and peasants.

Only the most ignorant and downtrodden people can believe the lies and slander that are spread about the Jews. This is a survival of ancient feudal times, when the priests burned heretics at the stake, when the peasants lived in slavery, and when the people were crushed and inarticulate. This ancient, feudal ignorance is passing away; the eyes of the people are being opened.

It is not the Jews who are the enemies of the working people. The enemies of the workers are the capitalists of all countries. Among the Jews there are working people, and they form the majority. They are our brothers, who, like us, are oppressed by capital; they are our comrades in the struggle for socialism.”

Uanset hvad man mener om hvad Vladimir I øvrigt stod for, demonstrerer denne tale umådelig klart det marxistiske syn på lige netop et område. Der er intet folkeslag der udelukkende består kapitalistiske slyngler, som nazisterne så dumt pålagte det jødiske folk i deres forsøg på “socialistisk” retorik da de appellerede til den demoraliserede tyske arbejderklasse. Det fastslår også at den revolutionære socialisme ikke har en kæft at gøre med den anti-semitiske tankegang, uanset hvad man hører fra nogle enkelte forvrøvlede afhoppere.

Godt nytår.

onsdag, juli 23rd, 2008

Vestimperialisternes “udbredelse af demokrati og menneskerettigheder”…

 

“I 1952 omstyrtede man for eksempel den demokratisk valgte Mossadeq i Iran. Mossadeqs forbrydelse var at han ønskede at give den iranske befolkning del i landets olierigdom. Dette fandt man fra britisk og amerikansk side uacceptabelt og man fik derfor indført den følgagtige shahs diktatoriske regime i stedet. Under shahen foretoges omfattende likvideringer af dissidenter af sikkerhedstjenesten SAVAK, som kom til verden med støtte fra USA og Israel i 1957, hvilket senere indirekte var med til at muliggøre Khomeinis kulturrevolution, idet den sekulære opposition næsten var elimineret.

I Guatemala væltede man i 1953 den første demokratisk valgte præsident i Sydamerika, Arbenz Guzman. Han var ikke kommunist, men en oprigtig demokrat, men han måtte fjernes da han udgjorde en trussel mod amerikanske forretningsinteresser, idet hans økonomiske reformer gik på tværs af United Fruit Company’s profitinteresser i landet.

Nitten år senere, i 1972, skabte man gennem en årelang indsats fra CIAs side, grobunden for Augusto Pinochets militærkup i Chile, og dermed grobunden for omstyrtelsen af den demokratisk valgte regering under ledelse af Salvador Allende, der døde under kuppet.”

– Citeret fra en blogartikel fra Kritisk Modpol, bragt på Modkraft, med dertilhørende kilder [1].

…Og i 1959 forsøgte CIA aktivt at opretholde den feudalt-teokratiske orden i Tibet, som undertrykte demokratiske reformbevægelser for afløsning af de feudale ubytterforhold [2], de bragte på diktatorisk vis Saddam Hussein til magten i 70-80’erne, og behøver vi nævne Abu Ghraib, Watergate eller kupforsøget mod Venezuela i 2002?

Med ramme historiske fakta som disse lagt frem på bordet, burde det være uhyrlig nemt at få øje på de totalitære tendenser der lever på højresiden. Demokrati og liberale frihedsrettigheder bliver overalt brugt som bannerdække for de reelle hensigter bag de perfide vestimperialistiske, pro-kapitalistiske korstog, men bliver nævnt i massemedierne som en helt elementær sandhed. Meget nemt at tro når sådanne kendsgerninger ikke bliver belyst.

Man kunne ligeså godt have betegnet de to store magtpoler, USA og Sovjet, som pest og kolera under den kolde krig.

lørdag, maj 17th, 2008

Det socialdemokratiske folkeparti

I sommeren 2005 kom et tidligere SF-medlem ved navnet Villy Dyhr med den antydelse at “med Villy Søvndal som formand bliver SF et mere traditionelt venstrefløjsparti“, og meldte sig efterfølgende ind i socialdemokratiet, med sin begejstring for Helle Thorning-Schmidt, (der senere skulle vise sig at blive garanten for den danske opfølgning på det nyliberale New Labour-koncept).
Han mente at partiet ville slå sig ind på en bedre kurs ved at ty til den samme politik som de europæiske grønne. Med valget af Søvndal ville liste F nu blive det lettere røde rædselskabinet, hvis man skulle tage ekspartigængerens drejning for givet.

Men hvad så nu? Efter Villy Søvndals nyere udmelding om sine egentlige politiske intentioner, er det svært at få øje på de traditionelle venstrefløjsværdier. Villy lægger her, letlæseligt for alle, ud med en klokkeklar accept af kapitalismens fundament. Ikke engang så meget som nationalisering af enkelte kernevirksomheder, (der istedet for blot at være indstillede på at skabe større overskud, kunne indrettes til at give resultater i en videre udstrækning) vil Villy høre tale om. Det eneste venstreøkonomiske Villy bekender sig til iflg. Nyhedsavisens bragte artikel, er et stærkt offentligt system, som så koeksisterer med det private regi.

Ka-pow! Så fik vi det da frem på bordet. SF har nu officielt løftet sløret om sit skift til den socialdemokratiske linje. Ihvertfald er frontfiluren ved at få det endelige stykke mejslet fast.
Mens det (*suk*) ældste “arbejderparti” i Danevang efterhånden har kasseret fokusset på fagbevægelsen og de lavere sociale lag, til fordel for en accept af (mmmh, det ligger godt i maven!) markedsgørelsen og det nyliberale tankesæt, kan SF jo passende indtage den rolle som socialdemokratiet plejede at passe før Nyrups højreskift (nu forstærket af Helle).

Og hvor er det dog håbløst begrundet fra Søvndals side. Endnu engang slutter skikkelser fra venstrefløjen sig til blådemagogernes evige inkonsekvente historiebenægtelse, ved at henvise til de faldefærdige østblok-regimer, der på ingen måde skildrer det udtænkte alternativ til kapitalismen. Sovjetunionen, Kina, Cambodja (føj), Laos, Cuba, Nordkorea, m.fl. var/er degenererede arbejderstater, ffs. Den konsekvente praksis disse eksempler kendetegnede, tog ikke blot overhånd, den imodsagde hvad alle velartikulerede marxistiske tænkere havde sagt var en umulighed.
Man ville gennemføre socialisme i et tilbagestående, feudalt bondesamfund. Infrastrukturen var på ingen måde indrettet til at håndtere, og revolutionen var tilmed isoleret.
Derudover har man i flere (hvis ikke samtlige) af det 20. århundredes historiske eksempler haft en økonomisk indretning, der grundlæggende levede af den kapitalistiske samfundsform, men pakket så tæt ind i gennemreguleringer, at det økonomiske grundlag på ingen måde kunne formå at spirre, men lugtede af socialisme.
De kunne nok kun betegnes som socialistiske efter en stalinistisk og meget rigid definition.

Sovjetunionen er derfor ikke argumentet for hvorfor markedskapitalismen er den eneste platform at sætte sine ben på.
Den er derimod argumentet for at man aldrig skal gennemføre revolutioner (under påskyndelse) i underudviklede, feudale landbrugssamfund, eller forbyde arbejderklassen og menig mand i at danne/organisere andre partiplatforme end det parti som en loge af deforme, sekteriske dogmatikere anser som det sandfærdige.

I øvrigt påviser Søvndal indirekte, at overskudsproduktion kun er kendetegnende for planøkonomi, i hans fortælling om “…da jeg som helt ung mand sad på et universitet i Kiev (hovedstaden i Ukraine, red.) og kiggede på en russisk produktionssplan. Jeg synes, det var voldsomt detaljeret, hvad man politisk havde besluttet, at der skulle produceres af sandaler i Sovjet dengang. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvad nu, hvis det regner mere, end det plejer, denne her sommer? Så kommer de til at ligge inde med at hav af sandaler. Og der må man sige, at vores marked er ekstremt dynamisk og ubureaukratisk.”

Det er jo helt håbløst, når netop overproduktionskriser er iboende i den kapitalistiske sammensætning. Produktion der udelukkende tilgodeser opnåelsen af profit, snarere end at forholde sig til de egentlige behov, giver et sådant resultat.

Det gør det så ikke bedre, at der i slutningen af artiklen stilles det tragiske spørgsmål:

“…vil man med dig som formand for partiet om nogle år kune se et SF, der er langt mere midtersøgende i sin politik“[?]

Og det kan man frygte, hvis dansk politik fortsætter i den karakter som den har gjort hidtil. Nu burde grænsen efterhånden være overskredet flere sømil. Som om det ikke var tilstrækkelig ørepineri at man skal tvinges til at høre V- og S-politikere gentage hinandens nærmest farcerende populistiske angrebslinjer.
Vi trænger til noget mere fast grund under fødderne. Vi har ikke brug for mere “alsidighed” i form af overtagelse af modsatte fløjs grundlæggende værdisæt. Det er allerede slemt nok som det er nu. Vi mangler politikere der kan besidde et klart standpunkt, med ordren i begreberne, og fremføre markante forandringer, uden at pakke det ind i modsatrettede ordforbrug.

Den opgave kan midten netop ikke klare. Midten er IKKE(!) redningen for de politiske spændinger der plager samfundet mest. Den er tværtimod en hindring for substans og klarsynethed. Gang på gang har vi lagt øjne til den perfide nedsmeltning af selvstændige mærkesager, udsalget af ideologiske standpunkter og hvordan “eksperterne” lallegladt pålægger de dominerende magthavere forventningen om at søge mod midterpuljen så de jo kan tiltrække “den brede befolkning”.
Men hvad vil man med indflydelsen hvis man lader sig standardisere fremfor at stræbe ud fra egne pejlemærker..?
Ny Alliance, og større dele af S, R, og V har bevist hvor opslugende et sort hul den danske midte er.
De førende beslutningstagere kører rundt og rundt, istedet for at vælge side, og trækker partitropper på hver side af “fløjtæppet” til at kompromisere hele deres politiske grundlag væk, der ender med at minimere forskelligheden mellem de forskellige parter og derved slække muligheden for alternativer. Det er absolut ikke ambitiøst. Det er små skridt i hver retning fra tid til anden, og vildfaren populisme.
Hvor mange hører ikke andre vælgere tale om hvor latterlig de synes politikken her til lands er blevet, fordi de fleste siger noget lignende det samme?

Der er dog stadig et godt stykke at kravle hvis SF skulle nå ned i midterbaljen. SF har stadig gode, konstruktive kortsigtede løsningsmodeller til konkrete problemstillinger, der klart peger et vist stykke til venstre, og brugbare kulturradikale standpunkter på rets- såvel som uddannelsesområdet og det udenrigspolitiske.
Men med den teori de lægger for dagen, giver det ikke meget mening at de betegner sig som socialistiske. Det nytter ikke at forsøge på at kludre sig udenom definitionernes oprindelige betydning ved at pynte et knæfald for kapitalen med div. retoriske kransekagestykker som “Lige ret til frihed gennem fællesskabets ansvar”, eller “lige muligheder for alsidig livsudfoldelse”, som om at det var det rent systematiske fundament for en kollektiv samfundsplatform med arbejderdemokrati(??).
Det er snarere præget af småforvildede socialreformistiske grundpræmisser om “fredelig sameksistens” mellem udbyttervældet+klasseprivilegier og arbejderselvstyre, pakket ind i andre begreber så de stadig kan betegne sig som socialister.

Lad liberalisterne, de konservative kræfter og de midterborgerlige fremme markedstankegangen, og de progressive fronter føre arbejderpolitikken og de sociale forbedringer (hvis ikke mere).
Nyliberalismen ud af socialdemokratiet, reformismen ud af SF. Mere polarisering. Nu, eller snarest.