Archive for Økonomi/finans

søndag, april 8th, 2012

SF – Socialbureaukratisk Forlængelse

Så kommer Villy Søvndal med atter en slidt, visionsløs udmelding – her.

SF og de nyttige paphoveder i centrum-venstre gennemgår det samme mønster som længe set. Og det samme mønster, som set andre gange når arbejderpartier har skullet tilpasse sig deres ‘gode selskab’ i magtens centrum blandt borgerlige, ikke-valgte embedsmænd, lobbyister, ‘eksperter’ og erhvervslivsloger.

54% jubler? Det er søreme ikke noget at juble over.

Søvndal: I kan kra****me gå hjem med jeres reformsnak og uldne ‘vækst’idéer. Der er ikke et gran af “socialisme” tilbage i jeres slidte politik og vage tankegods.
I fører borgerlige nedskæringer, snorer jer til socialdemokraternes højrefløj, fører angreb på arbejderbevægelsens gennem 100 år tilkæmpede landvindinger for at give blankochecke til bankerne og administrerer staten på de samme betingelser som de stærkeste borgerlige kræfter gør, og i løber ind i den nøje samme blindgyde.
I reformistiske ronkedorer er ude af stand til at levere en ordentlig analyse, jeres teori er importeret fra borgerlig lejr, mens marxisterne forudså dette her årtier før, selvom de har været isoleret i nyere tid.
Udsagnet om at Villy og SF nu har set ‘virkeligheden’ er kun til dels rigtig – det er kun indenfor det kapitalistiske systems kræftknuder, at det ikke kan lade sig gøre at skabe bedre levebetingelser det almene flertal.

Tag engang et kig og se hvor værdierne virkelig forsvinder hen (det er ikke ligefrem folk på overførselsindkomster eller indvandrere der dræner vores økonomi):
Bankdirektører får lønforhøjelser i millionklassen på over 40%, virksomhederne udliciterer og/eller henter gigantiske profitter ind på BEKOSTNING af arbejdskraftens vilkår, MENS at det store flertal har faldende levestandard, massefyringer og reallønsnedgang at se frem til.

Hvem der end sagde der ikke længere fandtes klasser, løj som langt ind i helvede.

torsdag, maj 28th, 2009

The Newer Deal

‘Kapitalismens tidsalder er forbi’.
‘Intet vil være som før. Staten vil spille en langt større rolle end nogensinde tidligere’
, lød det fra Financial Times-redaktøren.

Tjaaaeh, en hel produktionsmåde visner nu ikke væk af sig selv. Hvordan skulle det lade sig gøre?
Nu er det bare mavefornemmelser over den mindre stribe af kriseartikler igennem de måneder det har buldret, men der er tilsyneladende lidt for mange mainstram-analytikere der forveksler kapitalismen med neoliberalismen (som er en uhæmmet art af kapitalisme).
Kapitalismen som helhed er blot kendetegnet ved den grundlæggende produktionsform hvor privat ejendomsret over prod.midlerne og udbytning af varer og arbejdskraft er hjørnestenene. Denne struktur er jo den samme selvom vi regulerer og pakker den ind i andre rammer.

Og når de førende figurer i offensiven bare nøjes med at ty til regulering, offentlige investeringer og andre keynesianske remedier, er der ikke noget til hinder for at den rendyrkede kapitalisme kan vende tilbage igen. Ligesom den Friedmanske globaliseringsøkonomi endte med at reintroducere liberalismen flere årtier efter hvor den keynesianske/socialdemokratiske “New deal” var den førende dagsorden.
Gradvise klassemæssige styrkeforhold kan nemt rykkes frem og tilbage. Bourgeoisiet dikterer den økonomiske proces om vi reformerer og beskatter den lidt mere eller ej.

lørdag, november 1st, 2008

Finanskrisen og den manglende kritiske belysning af samme

“Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens… Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.”

Allerede i 1848 kunne Marx og Engels forklare den mest grundlæggende børnesygdom i den borgerlige produktionsmåde. Dette er nu lige nøjagtig 160 år siden. Hvad forklarer de nulevende økonomer og førende meningsdannere den dag idag? Er forklaringerne mere pålidelige og rammende alene af den grund at vi skriver 2008?

Svaret må være nej.

De borgerlige økonomer har i alenlange stunder talt om en lys og harmonisk fremtid, hvor der ikke længere ville være kriser, overproduktion men evigt opsving. Og figurer som cheføkonom Helge J. Pedersen, Preben Morrild Angelo, ligesåvel som diverse kværulanter fra hoforganet Børsen har for blot 3, 4 år siden talt om boligmarkedet som en ren succeshistorie og skønmalede opsvinget som noget der ville fortsatte ustandseligt. De kunne ikke forudsige nogetsomhelst. Omkring de samme år hvor andre så klare urotendenser komme snigende, og hvor det da også var normalt at høre disse økonomers respektive borgerlige politikere betegne boligmarkedet som skrøbeligt.

Denne jubelidiotiske optimisme har været mageligt suppleret med middelklassemyten om “det klasseløse informationssamfund” og tendensen til at forælde klassepolitikken som helhed. Nu bliver økonomien, så sent som langt inde i internettets tidsalder, ramt af en jernpæl og den konstante jubelidioti er nu tabt på bordet og istedet erstattet af mere eller mindre jævne tomme, “beroligende” floskler fra økonomer der beder os om at læne os tilbage og giver vink med vognstangen om at “bankerne måske snart sætter renten op igen”, samtidig med de paniske finanskapitalister der febrilsk hyler op om nødvendigheden for statslig kompensation og indblanding, som de ellers på ganske ideologisk vis altid har set som en fare for den økonomiske stabilitet.

Deres monumentale forvirring og de drastiske “humørsving” man ser igennem årene, reflekterer nøje tendensen i de vilde økonomiske op- og nedture. Det ene øjeblik kan der være skingrende panik i børshallerne, det andet øjeblik svømmer de i glædesrus.

Når opsvinget stemmer an, betegner man den statslige indblanding som en fare, i modsat fald er den en nødvendighed. Eller, som formuleret med andre eksempler, som en af mine kammerater frembragte det;
I opsvingsperioder kan de med smukke talegaver tale varmt om øget kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. I perioder med nedtur og stigende lediggang kan de finde “eksperter” til at moralisere for den gode idé om at kvinderne bliver hjemme og passer deres børn. Hele den moralske drejebog skrives naturligvis ud fra hvordan den flyvske udvikling tager sig ud i den givne periode.

Der forekommer så megen komplet forvirring, at man med rette kan konstatere man ikke bliver meget klogere på udmeldingerne fra disse hysteriske profitfyrster.
Men de eneste økonomer og “eksperter” medierne fremhæver fra dag til dag, er de borgerlige økonomer, hvis primære opgave i virkeligheden er at forsvare den kapitalistiske produktionsmåde.
Men mange almindelige folk i hverdagslivet tænker tilsyneladende overhovedet ikke over det, og nøjes med at trække på skuldrene over hele perioden og tænke “nå, den går vel over”. Mærkbart fordi de ikke på noget tidspunkt har fået præsenteret en anden analyse, end de borgerlige økonomers, som medierne så bekvemt gemmer af vejen, med undtagelse af mere intellektuelt orienterede meder som Information, m.m.

Men ikke engang på venstrefløjen ved siden af socialdemokraterne kan man med garanti finde folk der hverken kan forklare årsager til og løsninger på problemet.
Artikler skrevet af fremstående figurer som Enhedsliste-politikeren Johanne-Schmidt Nielsen, og SFU-forkvinden Emilie Turunen, med “analyserne” “Ham der Marx…” og “Krise, krise, krise”, foregiver at være “kapitalismekritiske”, men kommer med opfordringer om noget så sølle, trivielt og tyndslidt som at vi “bare skal have lidt mere regulering”, og “begrænse markederne”. Førstnævnte gør det endda i lyset af at ville træffe Karl Marx’ spøgelse frem fra den støvede bogreol, men rammer åbenlyst ved siden af, når den går i socialdemokratismens og keynesianismens ærinde, ved blot at opfordre til en tilpasning af kapitalen, fremfor dens afskaffelse og ekspropriering.

Lidt regulering, småjusteringer, beskatninger, hist og her, løser ikke en klejne. Da overproduktion, kriser og lediggang netop er grundlæggende problemer i det kapitalistiske system, bør det derfor også løses på grundlæggende plan. En nationalisering af bankerne vil derfor være den eneste måde, hvorpå man kan lægge en rationel plan for deres drift og skabe en vækst der ikke konstant surfer bølger og går stejlt op ad vilde op- og nedturskurver, men istedet tilgodeser de egentlige behov og ikke danner skyhøje lag af fiktiv vækst og himmelflugter i profitraten. Vi kan jo ikke bare fortælle kapitalfyrsterne at de skal lade være med at lave kaos i økonomien. Hverken med smukke ord eller regulerende retningsanvisninger.

søndag, marts 16th, 2008

Ak, det bombastiske vækstlag…

“Vi lever i en forunderlig verden. Ting der ikke burde kunne lade sig gøre, sker alligevel. I årevis har borgerlige økonomer, politikere og bankfolk lovet os, at det økonomiske opsving ville vare til evig tid, at festen på boligmarkedet aldrig ville slutte, og at kapitalismen ville give os alle en lys fremtid med lykke og fremgang. Den bedste af alle verdener!Alligevel opfører økonomien sig anderledes. Alligevel ser vi den værste periode i årtier på verdens aktiemarkeder. Alligevel er de borgerlige økonomer vågnet op af deres jubelrus og har opdaget, at økonomien formentlig er på vej ind i en alvorlig nedtur. Alligevel oplever vi, at prisen på transport og fødevarer er eksploderet. Alligevel ser det ud til, at den borgerlige økonomiske teori er bankerot, og marxisternes prognose holder stik.De drastiske fald på aktiemarkederne har mellem august 2007 og januar i år allerede kostet staten mellem 15 og 20 milliarder, hovedsageligt på grund af tabte skatteindtægter på pensioner. Det er næsten det samme, som alle ungdomsuddannelserne tilsammen koster. Der vil komme flere af sådanne fald i fremtiden, i takt med at økonomien forværres. De grundlæggende årsager til aktiemarkedernes fald er nemlig, at kapitalisternes tillid til mulighederne for fremtidig profit i den virkelige produktion er meget lav. Når kapitalisterne ikke øjner tilstrækkelig profit, så hiver de pengene hjem i en fart, og alle investeringer stopper.Profitterne i USA ser ud til at være faldet med op til 10 procent i sidste kvartal af 2007. Der er ingen tvivl, om at faldet vil fortsætte – og vokse – i år. Det vil sætte en stopper for investeringer. Det vil sætte en stopper for produktion. Det vil sætte en stopper for ”fuld beskæftigelse”. Det vil sætte en stopper for andre økonomier i verden, der er afhængige af at handle med USA – herunder Kina og Europa. Og Danmark. Det vil sætte en stopper for illusionerne om, at kapitalismen i det 21. århundrede er den bedste af alle verdener.I England har vi allerede set, hvordan fallerede finanskapitalister reagerer på, at deres eget system er i krise: højlydt kræver de kompensation fra det offentlige – og den britiske regering er ilet til hjælp med en blankocheck til banken Northern Rock. De samme politikere, der til daglig er travlt beskæftiget med at være åh-så ”ansvarlige” og privatisere og skære ned på de offentlige udgifter til uddannelse, sundhed, transport og velfærd, tilbyder omgående økonomisk bistandshjælp i milliardklassen så snart, det begynder at gøre ondt på finansfyrsterne. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se samme udvikling i Danmark i den næste periode. Regningen for det økonomiske rod, som det kapitalistiske system har skabt, vil blive betalt af skattepengene, som igen kommer fra de danske arbejderfamilier.Den økonomiske nedtur har været undervejs i mange år. Egentlig har forholdene for en økonomisk krise været til stede i en årrække, men opsvinget er blevet kunstigt forlænget gennem øget låntagning, som kunstigt har pumpet penge ud i økonomien. Problemet er, at gælden er tæt bundet til boligmarkedet, som nu er på vej nedad. Dertil kommer, at kapitalisterne i høj grad har spekuleret i aktier og værdipapirer i stedet for at investere i udvikling af produktion. Ud fra den enkelte kapitalists synspunkt er det ganske forståeligt at forsøge at ”tjene penge på penge” som Marx formulerede det, men for samfundet som helhed er det vanvid.Sandheden er, at kriser, hvor velfungerende fabrikker, transportmidler og maskiner får lov at ligge urørte samtidig med, at arbejdere går ledige, er en fast del af kapitalismen. Det skyldes, at der under kapitalismen produceres efter profit og ikke efter en rationel plan. Alle kapitalister planlægger produktionen i deres egen virksomhed, ofte flere år ud i fremtiden. Alligevel hævder de borgerlige, at planlægning af økonomiens vigtigste dele er af det onde. Det er det måske også for et lille mindretal, der lever af spekulation, profit og renter. Men for det store flertal i Danmark og på verdensplan, der kommer til at betale dyrt for den krise, der nu er begyndt, betyder ”det frie marked” alene frihed til at gå ned i levestandard for at bevare et ubrugeligt og forældet økonomisk system.

I denne sammenhæng skal det nævnes, at forhandlingerne om de offentlige overenskomster vil afspejle den stigende polarisering i økonomien og samfundet som helhed. Kapitalisternes politiske repræsentanter i de borgerlige partier vil kæmpe med næb og klør for, at det er arbejderklassen, der kommer til at bære byrden for en økonomisk nedgang. Men det er fuldstændig uacceptabelt. De offentligt ansattes krav er yderst beskedne og helt igennem rimelige. Der er brug for at kæmpe en overenskomst igennem, som sikrer de offentligt ansattes forhold og sætter en stopper for alle angreb på velfærden.

I den kommende periode vil den klassiske reformistiske parole om at ”der er penge nok” til at betale for forbedringer inden for kapitalismen blive til støv og aske. I en periode hvor økonomien går nedad og der vil komme underskud på statens finanser, bliver alle politiske retninger, der accepterer kapitalisternes private ejendomsret til banker, forsikringsselskaber og de store virksomheder, nødt til at følge den kapitalistiske økonomiske ”logik” og acceptere angreb på velfærd og arbejdspladser. Der er brug for, at arbejderbevægelsen sætter hårdt mod hårdt i denne situation. Arbejderklassen er ikke forpligtet til at betale for, at kapitalisternes system ikke dur. Hvis kapitalisterne ikke kan drive økonomien fremad, så må de 200 største virksomheder overtages af staten og drives under arbejdernes egen ledelse og kontrol. Det er den linje, vi fremfører i arbejderbevægelsen.”

– Fra http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=1835