tirsdag, februar 17th, 2015...17:27

Er det ‘fremmedhadet’ og danskernes skyld?

Jump to Comments

Mens der nu, efter lørdagens skuddrama, igen er kog i tolerance/racisme-debatten, skriver Carsten Jensen i en gårsdagens Politiken-klumme:
“Det er vigtigt at vide alt om gerningsmanden og hans motiver. Er han en hjemvendt syrienskriger? Ligger smittekilden i udlandet? Men der er et andet spørgsmål, der er lige så vigtigt. Hvem er vi som nation?
(…) Kan vi selv være en af smittekilderne? (…) Danmark er sammen med Belgien og Storbritannien det eneste europæiske land, der de sidste tolv år har deltaget i de fire krige i Irak, Afghanistan, Libyen og nu mod Islamisk Stat.
Danmark er sammen med Belgien det europæiske land, der relativt set leverer flest krigere til Syrien. (…)
Da terrorattentatet fandt sted lørdag eftermiddag, var det fraværet af forbløffelse, der var det mest bemærkelsesværdige ved reaktionen på de sociale medier. Alle havde ventet det. Vi er et land, der i to årtier har styret målrettet mod konfrontationen. Nu har vi fået den.”
[1]

Klogt skrevet, men det er enøjet og problemfornægtende at tro, at det kun er en konfrontation skabt af ‘fremmedfjendske’ danskere. Der var ghettodannelse, parallelkultur, kriminalhyppighed, anti-verdslig afsky og reaktionær æreskultur blandt indvandrerkredse allerede i 80-90’erne, da Danmark havde Europas mest liberale udlændingelov. Det er derfor befolkningen vendte sig mod den og rykkede til højre til at begynde med. Der var allerede en kulturkløft i selve disse kulturforskelle.
Det er ikke nok bare at plædere tolerance.

Men det er samtidig helt korrekt at krigsdeltagelserne har bidraget/bidrager til polariseringen. Faktisk er det i stor stil den vestlige, særligt amerikanske, imperialisme og udenrigspolitik, der har dannet grundlag for de reaktionære religiøse islamiske kræfters udbredelse. De islamistiske grupperinger rundt omkring i Mellemøsten blev under den Kolde Krig støttet og opfostret af vestlige kræfter, som et makabert bolværk mod Sovjetunionen og den arabiske arbejderbevægelse.
Det sås bl.a. med støtten til Saddam Hussein i Irak, det pakistanske militærdiktatur med Zia Ul-Haq, det Muslimske Broderskab (tidl.), de reaktionære gejstlige i Iran (som affødte præstestyret), de afghanske mujahedinere (som affødte Taliban-bevægelsen) og også kammeratskabet med Saudi-Arabien.
Kampen mod islamismen må have imperialismen som hovedfjende, da de islamiske nyfundamentalister er deres affaldsprodukt.

_____________________________________________________________________
[1]
politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2548461/i-to-aartier-har-vi-maalrettet-styret-mod-konfrontationen—nu-har-vi-faaet-den/



Leave a Reply