søndag, januar 11th, 2009...1:39

Det reformistiske indtog i SF

Jump to Comments

Det var med stor skuffelse, dyb foragt og en kold fornemmelse løbende nedad ryggen at jeg læste politikens artikel den grønne højrefløjs bestræbelser på at afskaffe alt i principprogrammet der bare lugter af “revolution”, “klasse” og afskaffelse af kapitalisme.

Præmissen for disse bestræbelser bygger overordnet på typiske floskler om at vi jo skal være “moderne”, her suppleret med typiske middelklassemyter om at “kapitalismen (som begreb) er forældet”, og at vi lever i et klasseløst samfund.
Det er alt sammen forvrøvlede myter, for hvis kapitalismen virkelig var forældet som helhed, og der ikke længere var forskellige lag i samfundet med modstridende interesser, så ville der jo ikke være hverken arbejdsgivere, ophøjede profitfyrster, merværdi eller arbejdsgiverforeninger (eller andre borgerlige samlinger som f.eks. DI) der arbejdede på fuldt tryk for at rulle de sociale forbedringer (lempelige arbejdsvilkår, lønninger, timetal m.m.) tilbage. Hvilket jo netop er tilstede i dagens samfund.

Selve myten om det post-industrielle, klasseløse informationssamfund, lader meget til at bygge på den flade, dybdeløse klasseanalyse, hvor man blot deler folk op efter hvor mange penge de har i pungen, ikke efter deres systematiske position i samfundet.

Villy Søvndal selv, lægger op til at vi kun skal “tøjle kapitalismen”, som det også forlød i Nyhedsavisens artikel om SF’s principprogram den 1/5 ’08, som han ellers mente havde fordrejet hans udtalelser.

Det er egentlig tragisk, efter min mening, at netop som vi render ind i én af kapitalismens naturlige epidemier – kriseperioden – så kan venstrefløjen ikke mane sig til mere end blot “lidt mere regulering”.

Kriser bliver ikke bare skabt af manglende regulering, eller af enkeltpersoner med en “uansvarlig” opførsel, men er en grundlæggende del af den borgerlige produktionsmådes dynamik; derfor skal den også løses grundlæggende.
Man kan ikke forhindre banker og finansfyrster i at spekulere priserne op til urimelige højder, med efterfølgende bristebobler, uden at samfundet som helhed har rådighed over denne sektor og lægger en plan for denne.

I øvrigt er den typiske opfattelse af revolution vanvittig absurd. Det er jo ikke fordi man ønsker blod i gaderne, krudt og kugler og væbnet opstand, bare fordi man er revolutionær. At være revolutionær betyder kun at man ønsker samfundsforandring på grundlæggende plan, hvilket sagtens kan foregå igennem en demokratisk proces.

Hvis flertallet i SF bestemmer sig for at afskaffe disse rester af egentlig klassebevidsthed, kan partiet ikke titulere sig selv “socialistisk”.
Man er ikke socialist bare fordi man omfordeler lidt fra rig til fattig. Fordi man beskatter. Fordi man regulerer markeder eller lignende.
Nej, disse mekanismer er kun en tilpasning af det bestående system, ikke en erstattelse. Socialdemokratiet rendte i en blindgyde (ift. deres økonomiske politik) slutningen af 1900-tallet, netop fordi de nåede deres mål og ikke indfri flere forandringer, da de vedblev med at opretholde det kapitalistiske system og blot reformere det.

Vi har ikke brug for flere socialdemokratiske forlængelser. Vi har brug for et parti der vil fungere som en demokratisk, udogmatisk varetager af arbejdernes interesser og gøre op med det frie markeds kaos og profitfyrsternes evige udplyndring, som ikke kan løses ved bare at “putte læbestift på grisen”.

Nyliberalismen ud af socialdemokratiet, reformismen ud af SF.



4 Comments

  • “Kriser bliver ikke bare skabt af manglende regulering, eller af enkeltpersoner med en “uansvarlig” opførsel, men er en grundlæggende del af den borgerlige produktionsmådes dynamik; derfor skal den også løses grundlæggende.”. Den er den skarpeste, mest præcise og personligt nærmeste bemærkning jeg har hørt om “krisen” siden medio 2008. Jeg kan ikke være mere enig.

    Nej, vi har ikke brug for socialdemokratiske forlængelser, det har vi vist aldrig haft, men af en eller anden grund kommer de på belejlige tidspunkter. Mpske fordi der i bund og grund ikke eksisterer end ægte socialistisk og demokratisk tankegang fordi de to begreber ikke kan forenes medmindre man bøjer af forskellige steder. Den konservative konsekvens vil have andre, men mindst lige så uheldige, konsekvenser – så hvad nu hvis man antog at hvis man skal kombinere tingene, så skal der gives diverse afkald? Desværre er afkaldet tit af den enkelte taber noget, og prakadokset i vores såkaldet “socialistiske” samfund er måske i virkeligheden at alle gerne vil ofre når de taler, men ingen vil afkalde noget når det gælder!

  •   kammeraten
    april 8th, 2009 at 0:33    Svar

    Hej Rolfedreng/3mph. Tusind tak for kommentaren!

    Det ligger selvfølgelig meget til højrebenet at demokrati og socialisme skulle være svært forenelige, ud fra det umiddelbare blik på de rædderlige eksperimenter i løbet af det 20. århundrede.
    Men dybere nede, er konklusionen ifølge min mening ret forkert.

    Der er nemlig en håndfuld afgørende betingelser og mekanismer der afgør hvilken drejning en revolutionær samfundsopbygning tager.

    1. En arbejderrevolution er nødt til at være internationalt forankret. Et isoleret (og tilbagestående) land kan ikke klare presset fra en hel kapitalistisk verdensorden.

    2. En socialistisk omvæltning kræver en vis grad af udvikling. Socialisme kan ikke opbygges hvis landet stadig holdes fanget i et feudalt bondesamfund. Kapitalismefasen er her ikke trådt i kraft endnu. Hvis landet er for tilbagestående, er det nødt til at hente og udvikle produktivkræfter gennem socialistiske lande på et mere industrialiseret stadie.

    3. En planøkonomi har brug for demokrati. Den skal styres fra neden. Ikke bare for moralsk set at leve op til røde idealer, men også for rent faktisk at overleve.
    NØGLEORDET er ARBEJDERRÅD, hvor alm. arbejdere på demokratisk basis fastlægger produktionen igennem.
    En centralistisk planlægning som den vi kender fra østlandene kan ikke imødekomme de egentlige behov der er i samfundet, i det at et privilegeret bureaukrati IKKE KAN ANSLÅ de egentlige behov folket har for varer som sko, sandaler, brød, paraplyer osv..

    4. En socialistisk revolution må ikke tage for lang tid, i det at bourgeoisiet i så fald vil få for lang tid til at flytte produktionen ud af landet. Denne tese relaterer dog snarere til aktuelle lande som Venezuela, end de forgangne østlande.

    Når folk til daglig taler om ‘kommunisme’ og de lande og partier der figurerede under den kolde krig, er det i virkeligheden statskapitalismen de hentyder til. Statskapitalisme er nemlig, som jeg kom lidt ind på i nr. 3 foroven, en form for ejerskab hvor det er en priviligeret, bureaukratisk elite i statsapparatet, og IKKE arbejderne, der ejer produktionsmidlerne, og dikterer produktionen.
    Derfor er disse samfund snarere en deformation af socialismen, end egentlig socialisme. Bl.a. i det der opstår en ny udbytterklasse.

    Hilsen Thomas :).
    P.S: Kan ikke lige huske hvorhenne jeg skrev en kommentar, som har ledt dig hertil…

  • Tak for kommentaren. Jeg er enig i dine synspunkter (især omkring #3), og alligevel kan jeg jo konstatere at det, set gennem historiens øjne, ikke har været muligt. Det er åbenbart kun teorien og på papiret det er muligt?

    Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg havnede her, men indlægget rørte ihvertfald så meget i mig at jeg måtte tilkendegive en min mening

  •   kammeraten
    april 22nd, 2009 at 23:56    Svar

    Hej Rolf.

    Ja, men det er netop pga. de forhold som jeg ridsede op (eller snarere mangel på samme). Det er disse betingelser der skal være tilstede for at det kan hænge sammen.

    Det er rart at høre. Har kun fået en lille håndfuld reaktioner på min urbanblog.
    Jeg har kommenteret på nogle andre blogs hvor jeg vist nok har linket hertil.

Leave a Reply